Lange sætninger og opsætsig vildskab

Her skal vi igen have tungen lige i munden. To lange sætninger i rap, måske med behov for ommøblering for at kunne fungere på dansk. Jeg barberer dem hurtigt ned ligesom sidst. Hvad foregår der?

Båden og de to skikkelser i den er i færd med noget.

Og  igen: Det lange forled fungerer ikke på dansk.

Tættere knyttet til flodens bund end til dens overflade at dømme efter alt det slam og dynd, den var gennemsivet med, var båden …

Nej, vel?

Vi må have båden op forrest, selv om den så bliver en lidt pudsig hovedperson i sætningen. Men læg mærke til at den faktisk er meddeltager - den søger skam sammen med de to skikkelser! Det kunne en fantasiløs krakiler sikkert godt skælde ud på Dickens over. Godt vi ikke er fantasiløse krakilere.

Her kommer resten:

Båden, der var tættere knyttet til flodens bund end til dens overflade at dømme efter alt det slam og dynd den var gennemsivet med, og de to skikkelser i den var tydeligvis i færd med noget de ofte foretog sig, og søgte noget de ofte søgte.

Men pyh, der er langt fra båden til skikkelserne. Skulle man alligevel skære det helt over, a la båden var beskidt, og de to skikkelser i den var i færd med bla bla? Nej! For så bliver båden overflødig, så at sige. Vi skal jo huske hvad vi er midt i. I sidste uge sluttede vi med Lizzie: Hun granskede hans ansigt lige så nøje som han granskede floden, men i hendes årvågne blik sås et strejf af frygt eller rædsel. Så virker det besynderligt at give sig til at tale om en båd i næste sætning.

Nej, båden kan kun beskrives så nøje her, fordi den deltager i forehavendet. Alt det med hvordan den ser ud, er et rent for resten. Så vi er nødt til at beholde det lange indskud og stole på læserens færdigheder (eller finde på noget bedre, eller tegnsætte os ud af problemet, måske med tankestreger eller parenteser).

Næste, nedbarberet:

Skønt manden så vild ud, var der noget metodisk over hans blik.

En bonus ved at gå sådan til værks, er at man også får sat gang i det litterære analyseapparat. Her, inde bag de fire linjers fyld, står der at mandens forstand ikke fejler noget selv om han ser utilregnelig ud. Han giver fanden i samfundets normer, men han er ikke sindssyg. Så ved vi det, og det kan påvirke senere valg (mit utæmmede skæg er helt sikkert mere eller mindre bevidst afledt af den tanke).

Vi kan beholde en sætningsstruktur der ligner, synes jeg, men der er et andet problem:

Skønt manden så næsten vild ud med sit utildækkede, pjuskede hoved, de brune arme, der var blottet til midt mellem albue og skulder, den løse halskluds endnu løsere knude, der daskede mod det halvnøgne bryst i et vildnis af utæmmet skæg, og de sparsomme klæder, der kunne være gjort af samme mudder som båden var sjasket ind i, var der dog noget metodisk over hans årvågne blik.

Alle de parentetiske sætninger! Dem slipper Dickens meget elegantere fra takket være det engelske sprogs ing-form (with his brown arms bare/with the loose knot of a looser kerchief lying/with such dress as he wore seeming to …). Jeg forsøgte at gøre ham kunsten efter, men blev ikke tilfreds:

Skønt manden så næsten vild ud med sit hueløse, pjuskede hoved og  de brune arme blottet til midt mellem albue og skulder, med den løse halskluds endnu løsere knude daskende mod det halvnøgne bryst i et vildnis af utæmmet skæg og de sparsomme klæder gjort af hvad der lod til at være samme mudder som båden var sjasket ind i, var der dog noget metodisk over hans årvågne blik.

Det er elegantere, og dog: Der er noget ved den sidste sætning der bliver sært. Folk med bedre styr på sprog om sprog kan sikkert formulere helt præcist hvad der er i vejen, men for mig er det en fornemmelse. Noget med at armene er blottet lige nu og halskluden dasker lige nu, mens tøjets tilstand er en egenskab, noget permanent. Det dér "gjort af" stritter, og det bliver ikke bedre af andre udsagnsord – lavet, syet, skabt. Så kunne man selvfølgelig droppe det og nøjes med: de sparsomme klæder af hvad der lod til … Men det får mig til at fare vild i sætningen. Igen: Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men det med hans påklædning er ligesom nødt til at være parentetisk hvis jeg lige derefter skal kunne finde hele vejen tilbage til start og huske at det der kommer nu, står i kontrast til mandens udseende.

Måske er det bare mig. Men summa summarum:

Båden – der var tættere knyttet til flodens bund end til dens overflade at dømme efter alt det slam og dynd den var gennemsivet med – og de to skikkelser i den var tydeligvis i færd med noget de ofte foretog sig, og søgte noget de ofte søgte. Skønt manden så næsten vild ud med sit utildækkede, pjuskede hoved, de brune arme, der var blottet til midt mellem albue og skulder, den løse halskluds endnu løsere knude, der daskede mod det halvnøgne bryst i et vildnis af utæmmet skæg, og de sparsomme klæder, der kunne være gjort af samme mudder som båden var sjasket ind i, var der dog noget metodisk over hans årvågne blik.

Et par andre nedslag:

Savage: kunne sagtens være vildmand, men jeg synes at ordet med årene har fået et så markant element af noget komisk og tegneserieagtigt at jeg vælger det fra her, for der er intet komisk over Lizzies far. Nogen vil måske desuden finde ordet stødende nu om dage, men det problem får vi rig lejlighed til at diskutere senere.

His matted head: På dansk er det håret, ikke hovedet, man har utildækket, er det ikke? Og så er der noget bibelsk over det – noget med kvinder og slør og Paulus og at tie i forsamlinger. Så man kunne ændre til hår: hans utildækkede, filtrede hår. Men jeg kan godt lide at det er hele hovedet vi har fat i, ikke bare håret, så jeg er gået mere specifikt til værks. Dickens mener jo at manden ingen hovedbeklædning har på, hvilket er stærkt usædvanligt. Alle mænd gik med hat, kasket eller hue i 1800-tallet. Det er en detalje der fortæller os noget om mandens (anti-)sociale status, men også om hans erhverv, som vi endnu ikke kender. Et diskret hint. Så han er … hatteløs? kasketløs? hueløs? Jeg vælger forsigtigt hueløs der ligger lydligt godt til pjusket. For pjusket er han nok nødt til at nøjes med at være. Man kan have et pjusket hoved, men et filtret hoved? Det skurrer, synes jeg. Nej, pjusket, eller måske uglet. Hvis jeg kommer på et bedre ord som ingen u'er indeholder, kan det være at jeg udskifter hans hovedbeklædning også, inden for rimelighedens grænser. På illustrationer fra den tid har den nederste del af flodfolkets hierarki gerne bløde, bredskyggede hatte på. Ingen strik i sigte, og heller ingen kasketskygger. Jeg sætter et mærke. Kreativitet er godt, men historietro kreativitet er bedst.

Hele oversættelsen indtil videre: https://www.signelyng.dk/l/hele-teksten-kapitel-1/</p>