Vor fælles fælles ven

Forsinket indlæg, beklager. Til gengæld skrevet et stenkast fra Themsen og med styr på tidevandet. Dagens tekst:

At oversætte for åbent tæppe føles som at smide tøjet i fuld offentlighed. Alt kan pludselig ses, og alle forskønnende lag – eftertanke, gennemarbejdning, redaktørblik, korrekturlæserredninger – mangler.

I sidste uge måtte jeg gemme afsnittets sidste sætning fordi analyserne greb om sig. Brug et øjeblik på den.

Her skal vi igen have tungen lige i munden. To lange sætninger i rap, måske med behov for ommøblering for at kunne fungere på dansk. Jeg barberer dem hurtigt ned ligesom sidst. Hvad foregår der?

Lang bid, meget at arbejde med. Jeg siger, foreløbig:

"Har du prøvet at få maskinen til at oversætte det?" spurgte studieværten mig i går hvor jeg var blevet inviteret i radioen for at tale om Vor fælles fælles ven (tak for det, K-Live – den så jeg ikke komme!). Og jeg ærgrede mig, for selv om mit lille vanvidsprojekt er tænkt som menneskeoversætternes legeplads, er det...

Så er vi endelig fremme ved den første rigtige sætning. Nu begynder bogen! Action! Omsider!

Vi hænger fast i overskrifterne, for her kommer en mere, nu på kapitlet: On the Look Out. Mange oversættere gemmer titler og overskrifter til sidst, for de er et hængedynd, når man bare gerne vil i gang og af sted, og de bliver ikke nemmere at oversætte af at man ikke kender teksten særlig godt endnu. Men...

Vi er ikke færdige med titlerne, for Vor fælles ven er inddelt i fire dele. Titler skal gerne være både rummelige og appetitvækkende, og en måde at sikre læserappetitten på er at bruge sprog der allerede har masser af bagage med. Som her hvor vi har fat i et halvt ordsprog:

Godt. Så sidder du her med teksten, parat til at oversætte. Hvad nu? Er det bare at begynde fra en ende af?