Tidevandstabeller og direkte tale

Forsinket indlæg, beklager. Til gengæld skrevet et stenkast fra Themsen og med styr på tidevandet. Dagens tekst:

'Keep her out, Lizzie. Tide runs strong here. Keep her well afore the sweep of it.'

Trusting to the girl's skill and making no use of the rudder, he eyed the coming tide with an absorbed attention. So the girl eyed him. But, it happened now, that a slant of light from the setting sun glanced into the bottom of the boat, and, touching a rotten stain there which bore some resemblance to the outline of a muffled human form, coloured it as though with diluted blood. This caught the girl's eye, and she shivered.

'What ails you?' said the man, immediately aware of it, though so intent on the advancing waters; 'I see nothing afloat.'

The red light was gone, the shudder was gone, and his gaze, which had come back to the boat for a moment, travelled away again. Wheresoever the strong tide met with an impediment, his gaze paused for an instant. At every mooring-chain and rope, at every stationery boat or barge that split the current into a broad-arrowhead, at the offsets from the piers of Southwark Bridge, at the paddles of the river steamboats as they beat the filthy water, at the floating logs of timber lashed together lying off certain wharves, his shining eyes darted a hungry look. After a darkening hour or so, suddenly the rudder-lines tightened in his hold, and he steered hard towards the Surrey shore.

Nu kommer de første direkte replikker, og de tilhører begge manden i båden. Her er endnu en tone der skal slås an og bør klinge rent gennem hele teksten, så alle hans ytringer skal naturligvis ligge godt i munden på netop ham. Det kræver forhåndsviden.

Hans første instrukser skal afspejle rutine, og her kommer jeg igen lidt til kort, fordi jeg som sagt ikke står så ofte ved roret i en båd (det er hændt, men ikke i en jolle og ikke på en flod). Jeg har lånt et par bøger der kan blive nyttige, men jeg gemmer dem lidt endnu, for terminologien melder ofte sig selv når man er nået videre i teksten og har stykket diverse ordbogs- og leksikaopslag sammen. Vi er længe til søs, og hvert eneste opslag jeg foretager, gør mig mere fortrolig med emnet og fagsproget, og dermed også bedre i stand til at vurdere hvor meget mere jeg har brug for at læse. Til tider finder jeg svar på noget andet end det jeg egentlig slog op, og går så tilbage og retter – sætter maritimt krydderi på teksten til sidst, om man vil. Ofte laver jeg en frit associeret terminologiliste efterhånden som jeg læser mig ind på et emne: opstrøms, nedstrøms, medstrøms, modstrøms, midtstrøms, flod, ebbe, nip- og spring-, for og agter, læ og lu, osv. osv. Måske vil den være til hjælp, måske ikke.

Indtil videre fokuserer jeg på hvad manden mener, ikke hvad han siger: Keep her out, Lizzie. Tide runs strong here. Keep her well afore the sweep of it.

Tidevandet er på vej ud, det ved vi fra tidligere, og det går voldsomt for sig på den nedre del af Themsen, for forskellen mellem flod og ebbe er på et sted mellem tre og syv meter ifølge tidevandstabellen. Når vandet vender, flyder det i adskillige retninger på en gang, særligt i begyndelsen og langs bredderne hvor det kan  opføre sig helt uforudsigeligt. Ikke noget rart sted at være for en lille båd i dårlig stand. Så hvad er det Lizzie skal holde sig ude af? Strømhvirvlerne, der opstår efterhånden som højvandet trænges tilbage, tror jeg. Som jeg forstår det, er de roet opstrøms med tidevandet og lader sig nu føre kontrolleret med tilbage i retning af havet. Lizzie er ganske vist stærk og rutineret, men det kræver råstyrke af en anden kaliber at ro imod strømmen på så turbulent et strøg, i hvert fald i længere tid. Og det er skønne spildte kræfter.

Så: Hold hende midtløbs, Lizzie. Strømmen er stærk her. Hold hende fri.

Det er frit, men følger min formodning om hvad der foregår, så det får lov at holde pladsen til noget bedre melder sig.. Kan jeg tage fejl? Sagtens. Jeg hører gerne fra erfarne flodskippere. Indtil videre sætter jeg et mærke, så jeg er ekstra opmærksom når jeg genlæser. Førsteprioriteten er dog at fortælle hvad der foregår i et sprog der er forståeligt, men interessant for læseren, uden at lægge Lizzies far så mange ord i munden at det ender i forklar-mig-røv (som min mand surt kalder dårlige tv-seriers tendens til at lade hovedpersonerne redegøre for alt hvad der foregår, i stedet for at lade det fremgå af handlingen). Replikken skal give læseren ny viden, men signalere dagligdag for de to i båden. De ville aldrig gå i detaljer.

Så rammer aftensolen bunden af båden, og Lizzie synes pludselig at dens sølede planker ligner en tilhyllet menneskeskikkelse, et lig med et klæde over. Det har hun god grund til, skal det vise sig, men lige nu ved vi stadig ikke hvad de to laver derude på floden. Dickens bygger stadig stemning op, og synet er et varsel om hvad der venter, om lidt og langt senere i bogen.

Lizzie gyser, og hendes far spørger: What ails you?

Hvad ville han sige på dansk? Det kommer jo an på hvem han er. Og ud over hans hverdagsvante styring af båden ved vi ikke ret meget om ham endnu. Vi ved hvordan han ser ud – vild og godt beskidt, men årvågen – og at han næppe tilhører det bedre borgerskab. Men ellers?

Der er en ting mere jeg ved, fordi jeg har læst bogen, nemlig at der er ét bestemt træk ved denne mands personlighed der bør kunne høres i hans måde at tale på: Han nærer voldsom foragt for al boglig lærdom, og han er stolt af sin egen analfabetisme.

Og her kommer oversætteren i karambolage med tekstens alder, for jeg ville måske gerne oversætte What ails you? til det lidt teatralske og tydeligt bedagede Hvad plager dig? Men det vil få denne indædt antiboglige person til at lyde alt for højstemt. Han er en hverdagsmand der på datidens  hverdagssprog henvender sig til sin datter, og replikken skal rumme en slet skjult hverdagsirritation over hende.

Så måske: Hvad er der med dig? Klinger det for moderne? I så fald: Hvad er der i vejen? Men jeg vil gerne have dig'et med. Det er hende den er gal med, ikke verden. Den er hans verden, og han ser den ikke som noget at gyse over. Jeg vover den nutidigt mundrette løsning, i hvert fald lige nu. Men kan I se hvor meget jeg pludselig har lagt mig fast på?

Hele oversættelsen:

"Hold hende midtløbs, Lizzie. Strømmen er stærk her. Hold hende fri."

Han brugte ikke roret, men forlod sig fuldstændig på pigens færdigheder og betragtede opslugt det urolige vand, mens pigen fortsat vogtede på ham. I det samme strejfede en skrå stråle fra den synkende sol bådens bund, og en frønnet plamage hvis omrids kunne minde om en tilhyllet menneskeskikkelse, fik et øjeblik farve som udvandet blod. Det fangede pigens opmærksomhed, og hun gøs.

"Hvad er der med dig?" spurgte manden, der straks bemærkede det trods sit blik på  vandmassernes fremfærd. "Jeg ser ingenting i overfladen."

Det røde lys var borte, kuldegysningen borte, og hans blik, der for en stund var vendt tilbage til båden, gled  atter bort. Overalt hvor den stærke tidevandsstrøm mødte en forhindring, dvælede hans lysende blik et kort sekund. Så for det atter sultent hen over ankertov og kæder på hver enkelt stilleliggende båd eller pram der kløvede strømmen i en bred pilespids, over bropillernes udløbere på Southwark Bridge, over floddampernes skovlhjul der klaskede i det skidne vand, og over tømmerstokkene der lå surret sammen langs visse kajer. Efter en times tid i det tiltagende mørke strammedes rorlinerne pludselig i hans greb, og han styrede skarpt mod Surrey-siden af floden.

Der kan siges meget mere om mine valg i stort og småt – husk at det hele er råt – og jeg gemmer et par overordnede betragtninger til en anden (søn)dag. Otte hundrede siders tekst giver rig lejlighed til at snakke videre. Nu sætter vi kursen mod Themsens sydlige bred.

Kilder: https://pla.co.uk/sites/default/files/2025-12/PLA-Tide-Booklet-2026.pdf</p> 

Hele den oversatte tekst her.