Oversættelsen nu - kapitel 1

Reserverede sætninger i originalteksten står med fed. Gæsteoversatte sætninger står også med fed. Ændringer foretages løbende, så teksten harmonerer ikke nødvendigvis med blogindlæggenes kladder.

Vor fælles ven

Første bog: Ingen kender dagen

Kapitel 1: På udkig

På en efterårsaften i vore tider (det nøjagtige årstal er der ingen grund til at komme nærmere ind på), kom der i mørkningen en snavset og usselt udseende båd med to skikkelser i glidende på Themsen mellem Southwark Bridge som er af jern, og London Bridge som er af sten.

Skikkelserne i båden tilhørte en solid mand med tjavset, gråsprængt hår og vejrbidt ansigt, og en mørk pige på nitten eller tyve, så tilpas lig ham at hun måtte være hans datter. Pigen roede og håndterede årerne med lethed. Manden, der holdt rorlinerne slæk i hænderne og hænderne løst i bæltet, spejdede uophørligt ud over floden. Han havde hverken net eller krog eller snøre og kunne ikke være fisker. Færgemand kunne han heller ikke være, for hans båd havde hverken pude til passagerer eller bemaling eller skilt eller grej ud over et reb og en rusten bådshage. Hans båd var for lille og sølle til fragt af varer, og han kunne ikke være lægtermand eller pramskipper. Det var umuligt at sige hvad det var han kiggede efter, men noget var det, og hans blik var ufravendt og søgende. Tidevandet, som var vendt en time forinden, var på vej ud, og hans blik fulgte hver eneste lille hvirvel og strømning i den brede flade, mens båden arbejdede sig møjsommeligt mod strømmen eller strøg af sted udad med agterenden forrest, alt efter hvad hans kast med hovedet dikterede datteren. Hun granskede hans ansigt lige så nøje som han granskede floden, men i hendes årvågne blik sås et strejf af frygt eller rædsel.

Båden – der var tættere knyttet til flodens bund end til dens overflade at dømme efter alt det slam og dynd den var gennemsivet med – og de to skikkelser i den var tydeligvis i færd med noget de ofte foretog sig, og søgte noget de ofte søgte. Skønt manden så næsten vild ud med sit utildækkede, pjuskede hoved, de brune arme, der var blottet til midt mellem albue og skulder, den løse halskluds endnu løsere knude, der daskede mod det halvnøgne bryst i et vildnis af utæmmet skæg, og de sparsomme klæder, der kunne være gjort af samme mudder som båden var sjasket ind i, var der dog noget vant og metodisk over hans årvågne blik. Det samme gjaldt pigens smidige bevægelser, hvert tag hun tog med årerne, og måske først og fremmest dette udtryk af frygt eller rædsel i hendes ansigt – de var vante foreteelser.

"Hold hende midtløbs, Lizzie. Strømmen er stærk her. Hold hende fri."

Han brugte ikke roret, men forlod sig fuldstændig på pigens færdigheder og betragtede opslugt det urolige vand, mens pigen fortsat vogtede på ham. I det samme strejfede en skrå stråle fra den synkende sol bådens bund, og en frønnet plamage hvis omrids kunne minde om en tilhyllet menneskeskikkelse, fik et øjeblik farve som vandet blod. Det fangede pigens opmærksomhed, og hun gøs.

"Hvad er der med dig?" spurgte manden, der straks bemærkede det trods sit blik på vandmassernes fremfærd. "Jeg ser ingenting i overfladen."

Det røde lys var borte, kuldegysningen borte, og hans blik, der for en stund var vendt tilbage til båden, gled atter bort. Overalt hvor den stærke tidevandsstrøm mødte en forhindring, dvælede hans lysende blik et kort sekund. Så for det atter sultent hen over ankertov og kæder på hver enkelt stilleliggende båd eller pram der kløvede strømmen i en bred pilespids, over bropillernes udløbere på Southwark Bridge, over floddampernes skovlhjul der klaskede i det skidne vand, og over tømmerstokkene der lå surret sammen langs visse kajer. Efter en times tid i det tiltagende mørke strammedes rorlinerne pludselig i hans greb, og han styrede skarpt mod Surrey-siden af floden.

Pigen, der ikke havde taget blikket fra hans ansigt, reagerede prompte med sine årer. Straks svingede båden omkring, det dirrede i den som ved et pludseligt ryk, og så hang manden med overkroppen ud over stævnen.

Pigen trak hætten på det slag hun bar, op over hovedet og frem over ansigtet, og sørgede, mens hun hele tiden så sig tilbage så hættens kantfolder pegede ned ad floden, for at båden fulgte tidevandets retning. Hidtil havde den knap flyttet sig af pletten, men var forblevet på nogenlunde samme sted. Nu skiftede bredderne imidlertid rask, de mørknende skygger og nytændte gaslygter på London Bridge gled forbi, og rækkerne af fortøjede skibe rejste sig til begge sider.

Først nu vendte mandens overkrop tilbage til båden. Hans arme var våde og snavsede, og han stak dem ud over rælingen for at skylle dem. Han havde noget i højre hånd, og også det skyllede han i floden. Det var penge. Han klirrede kort med dem, og han pustede på dem, og han spyttede på dem – "for at bringe lykke," sagde han hæst – inden han stak dem i lommen.

"Lizzie!"

Pigen drejede med et sæt ansigtet imod ham og roede tavs videre. Hendes ansigt var meget blegt. Hans næse var krum, og den gav ham, sammen med de glitrende øjne og det uglede hoved, en vis lighed med en tirret rovfugl.

"Få den tingest væk fra ansigtet."

Hun slog hætten ned.

"Og giv mig så årerne, jeg tager det sidste stræk."

"Nej, nej, far! Nej! Jeg kan virkelig ikke. Far! Jeg kan ikke sidde det så nær!"

Han stod parat til at bytte plads med hende, men hendes rædselsslagne udbrud standsede ham, og han satte sig atter på sin tofte.

"Hvad fortræd skulle det kunne gøre?"

"Ingen, ingen. Men jeg holder det ikke ud."

"Jeg tror sågu du hader det blotte syn af den flod."

"Jeg … jeg bryder mig ikke om den, far."

"Som om det ikke var den du levede af! Som om den ikke gav dig dit daglige brød!"

Ved disse sidste ord gøs pigen atter og lod et øjeblik årerne hvile, dødsensbleg som var hun en besvimelse nær. Det lagde han ikke mærke til, for han havde vendt blikket agterud efter noget båden havde på slæb.

"Hvordan kan du være din bedste ven så utaknemmelig, Lizzie? Den ild der varmede dig da du var spæd, blev jo fisket op af floden langs kulprammene. Den kurv du sov i, havde strømmen jo skyllet i land. De gænger jeg satte på for at gøre en vugge af den, snittede jeg jo af en planke der kom drivende fra et eller andet skib."

Lizzie slap den ene åre, førte højre hånd til sine læber og rakte den et øjeblik kærligt ud imod ham. Så vendte hun, uden at sige noget, tilbage til sin roning, netop som en anden båd af tilsvarende udseende om end i noget bedre stand dukkede frem fra et mørkt sted og dæmpet gled op på siden af dem.

"Heldig igen, Gaffer?" spurgte manden ved årerne, en enlig personage med et slesk og sammenknebent blik. "Da du kom sejlende, ku' jeg straks se på dit kølvand at du havde været heldig igen."

"Aha!" svarede den anden tørt. "Så du er på færde, hva'?"

"Det er jeg, makker."

Der lå nu et mildt gult måneskin over floden, og den nytilkomne, som holdt sig en halv bådslængde agten for den anden båd, stirrede stift på dens bølgespor.

"Jeg sagde til mig selv," fortsatte han, "hør, sagde jeg, så snart du kom i sigte, der kommer Gaffer, og pokkerme om han ikke har været heldig igen! Så så, små slag, makker – der er ingen grund til tage sådan på vej, jeg rørte ham jo ikke. Det sidste var svar på en brat, utålmodig bevægelse fra Gaffer, og samtidig trak den talende åren ind i den side, lagde hånden på rælingen af den Gaffers båd og holdt fast.

"Han er blevet rørt rigeligt ved, så vidt jeg kan se, Gaffer! Ja, han er da vist tumlet ind og ud med tidevandet mere end én gang, hvabehar? Jeg har som sædvanlig ikke lykken med mig! Han må være drevet lige forbi mig da han sidst kom op ad floden, for jeg sad og spejdede under broen derhenne. Jeg tror såmænd du er som gribbene, makker, og kan lugte dig frem til dem."

Han talte dæmpet og skævede mere end én gang til Lizzie, der havde trukket slagets hætte op igen. Begge mænd så derpå med sælsom, ugudelig interesse ned på kølvandet efter Gaffers båd.

"Nu vi er to, er det ingen sag! Skal jeg hale ham ombord, makker?"

"Nej," sagde den anden, i så gnaven en tone at manden, efter et udtryksløst blik, tog til genmæle:

­"– Du skulle vel aldrig have spist noget der ikke bekom dig, makker?"

"Jo, det har jeg faktisk," sagde Gaffer. "Jeg har måttet æde for meget af det ord: makker. Jeg er ikke din makker."

"Siden hvornår er du ikke min makker, højtærede hr. Gaffer Hexam?"

"Siden du blev beskyldt for at bestjæle en mand. Beskyldt for at bestjæle en levende mand!" sagde Gaffer, med stor harme.

"Og hvad hvis jeg var blevet beskyldt for at bestjæle en død mand, Gaffer?"

"Det kan man ikke."

"Kan man ikke, Gaffer?"

"Nej. Har en død mand måske brug for penge? Er det muligt for en død mand at have penge? Hvor hører en død mand hjemme? I den anden verden. Hvor hører penge hjemme? I denne verden. Hvordan skulle penge kunne tilhøre et lig? Kan et lig eje dem, ønske dem, bruge dem, kræve dem, savne dem? Du skal ikke tro du kan vende op og ned på rigtigt og forkert. Men hvor det dog ligner en lusket rad der går og stjæler fra levende mænd."

"Nu skal jeg sige dig –"

"Nej, du skal ikke. Nu skal jeg sige dig noget: Du slap billigt fra at stikke hånden i lommen på en sømand, en levende sømand. Vær du glad for det, ja, pris dig lykkelig, men du skal ikke komme her og kalde mig makker oven på den historie. Vi har arbejdet sammen før, men vi kommer ikke til at arbejde sammen igen, hverken nu eller senere. Slip så. Kast los!

"Gaffer! Hvis du tror du kan slippe af med mig på den facon –"

"Hvis jeg ikke slipper af med dig på den facon, forsøger jeg mig med en anden og giver dig et hug over fingrene med spændholtet eller et stik i fjæset med bådshagen. Kast los! Ro, Lizzie. Ro hjem når du nu ikke vil lade din far ro."

Lizzie skød af sted, og den anden båd blev sejlet agterud. Lizzies far tændte en pibe, med uforstyrret mine som hos den der har forsvaret moralens højeste principper og indtaget et uangribeligt standpunkt, og satte sig og røg mens han betragtede det han havde på slæb. Det han havde på slæb, kastede sig af og til imod ham på det frygteligste når båden blev bremset, og forsøgte af og til at vride sig løs, skønt det for det meste fulgte føjeligt med. En novice ville måske have bildt sig ind at krusningerne der gled over det, mindede gruopvækkende om svage udtryksskift i et blindt stirrende ansigt – men Gaffer var ingen novice og bildte sig ikke noget ind.