En tak og en gæst
At oversætte for åbent tæppe føles som at smide tøjet i fuld offentlighed. Alt kan pludselig ses, og alle forskønnende lag – eftertanke, gennemarbejdning, redaktørblik, korrekturlæserredninger – mangler.
At byde andre indenfor i processen er endnu mere angstprovokerende – det tænkte jeg i hvert fald en del over inden jeg udgav første afsnit. Som sagt: Der kan altid komme nogen slentrende og ryste en bedre løsning ud af ærmet (for de er sjovt nok fuldt påklædte), og så står man der med sin blåfrosne, blodfattige formulering fuldt blottet.
Men hvis man vil vise at oversættelse er en kunstnerisk proces uden facit, er man dæleme nødt til at kunne rumme andre løsninger end sine egne, og lade diskussionen begynde der! Hvordan skal jeg kunne insistere på at vi skriver forfatteren frem på dansk hvis jeg bare udlægger teksten?
Så jeg tog en dyb indånding, som I ved, og håbede det bedste. Fuldt berettiget, skulle det vise sig, for mange af jer tænker allerede med, og det føles overraskende nok ikke spor ubehageligt, tværtimod. Det er den samtale jeg håbede på. Jeg får et skærpet blik for mine egne valg – og rager skamløst til mig af jeres når det passer mig. Tak fordi I bruger jeres kostbare tid på det her. I er en gave, til mig og til de andre der læser med.
Og se så her! En mail, fra Sidse Laugesen – digter på dansk og kinesisk, oversætter, prismodtager, tænker, god ven – med et fugle-, nej, et falkeperspektiv på de seneste ugers tekst, og en tilhørende genoversættelse. For der er altid mere at tale om, mere at være opmærksom på, og der er ikke noget facit, kun valg på valg der træffes på et evigt skiftende, men altid sammentænkt grundlag. Tag godt imod hende:
Tak, Signe, for det mod, det kræver at lave de opslag og forholde sig til litteratur på denne her særlige langsomme måde. Oversætterens fornemmelser, det er virkelig meget interessant. Men først og fremmest siger det jo også noget om, hvor utrolig forbistret svært det er at lave spændende sammenhængende tekst, og hvor muligvis endnu sværere det er at oversætte den.
Så tanker: For det første, hvor er det trist at det tager så lang tid at skrive som Dickens. Jeg bliver helt træt af at være oversætter, det er jo uhørt svært med så langstrakt et sprog at få det til at flyde. For det næste: Hvor er det irriterende, at Dickens' sætninger hænger sammen i så lange stræk, og at det slet ikke virker forvirrende eller indskudt eller søgt, når han skriver; at det fx er sindssygt vigtigt at aftenen falder sidst i første sætning for at BINDE sammen til det næste, nemlig skikkelserne ude på vandet i dét lys og i dén kulde – organisk blikføring, kunne man kalde det (for sættes lyset og årstiden højere op, er det ikke lysfaldet, man tænker på, ikke uhyggen, ikke kulden, men broernes jern og sten og altså ikke det flydende, som siden bærer teksten videre (og binder til næste afslutning med frygt og rædsel), der kommer til at fylde); at det andet, at gentagelserne fastholder scenen, at langsomheden, granskningen i blikket er heelt fænomenal, her er en, der står og kigger og bemærker og konkluderer: ikke fisker, nej, ikke færgemand, nej, ikke pramkarl eller flodbud, nej – men dog garvet og på arbejde, så hvad er han? Hvor er tegnet? Der er noget skjult: det knytter an til bunden, ligger under overfladen, ses i hvirvler og bevægelser. Og i samme åndedrag den frækhed at sætte slam og dynd og et gennemblødt, svampet ydre først, så båden kommer helt tæt på de to personer i den, så de for pokker også bliver tilsølede, slamfyldte, dyngvåde, svampede udskud igen-igen (husk bådens tvivlsomme, helt menneskelige, urespektable ydre allerede i første sætning), men udskud, der er ude i forretningsøjemed, forstås, det ser man på deres årvågne blikke og bevægelser. Og så dette SÅ som et totalt nonchalant 'ligeledes', der knytter hver af hendes årvågne bevægelser, hver af hendes vrid med hånden og allermest frygten og rædslen i hendes granskende blik på hans forretningsmæssige blik – alt peger mod, at de laver noget med en hensigt. Det er garvede folk, de er på arbejde, de er luskede, det er klart, men også kompetente i deres forehavende (siger den opmærksomme beskuer, dvs. jeget i forfatteren, der går metodisk til værks for at finde ud af, hvad de laver der, midt i tidevandet, liiige før mørket er faldet på og så om efteråret… Det er ingen hyggetur). Hvor er det dog elegant skrevet, altså! Fuldstændig filmisk præcist og med en skikkelse bag blikket, der står og betragter i netop så lang tid som det tager at se det. Tak Signe, det dæmrer for mig, hvorfor man skal læse.
Og her, med kæmpe hjælp fra dig, et kort forsøg på at gøre dig kunsten efter:
I disse vore dage, skønt der ikke er nogen grund til at være præcis, når det kommer til årstal, flød der på Themsen, midt mellem Southwark-broen, som er af jern, og London Bridge, der er af sten, en båd af et snavset og urespektabelt ydre, netop da efterårsmørket trak ind.
Skikkelserne i båden tilhørte en solid mand med tjavset, gråsprængt hår og et solbrunt ansigt, og en pige på nitten eller tyve, så tilpas lig ham at hun måtte være hans datter. Pigen roede, trak årerne med lethed; manden, med rorlinen liggende løst mellem hænderne og hænderne løst i bæltet, spejdede årvågent ud over vandet. Han havde intet net og hverken krog eller line, så han var ikke fisker; hans båd havde ingen pude og intet sæde, ingen maling og intet navn, så han var ikke færgemand; hans båd var for skør og for lille til fragt eller levering, så han var ikke pramkarl ej heller flod-bud; der var intet tegn på, hvad det var, han søgte efter, men han søgte efter noget med et spejdende, ufravendt blik. Tidevandet, som var vendt en time forinden, strømmede udad, og manden så opmærksomt på hver lille strøm og hvirvel i det brede løb, mens båden til tider kæmpede sig lettere opstrøms eller drev med stævnen i front, alt efter mandens instrukser, som blev givet med nik til datteren. Hun granskede hans ansigt så nøje, som han granskede floden. Men i hendes blik lurede frygt eller rædsel.
Det slimede, slamfyldte ydre syntes at knytte nærmere an til bund end til overflade, ligeså med den svampede stand af båden, de to i båden var tydeligvis midt i noget, de ofte var midt i, søgte noget, de ofte søgte. Selvom manden med sit blottede glansløse hår og bare arme op over albuerne, med den løse knude på den løse halsklud lavt siddende på det bare bryst i et vildnis af bakkenbarter og skæg og iklædt et antræk der syntes gjort af mudder fra den tilsølede båd, mest af alt virkede som en vildmand, var der noget forretningsmæssigt i hans faste blik. Ligeså med hver af pigens adrætte bevægelser og hver drejning af hendes hånd, og især med frygten og rædslen i hendes blik; de var til nytte og brug.
Men det er jo et evigt projekt, jeg ville aldrig, aldrig aldrig blive færdig. Dyyb oversætterdepression.
Depression? Nej. Eller, jo. Indimellem, især i begyndelsen af et projekt. Men mest en slags glæde, endda begejstring (der kan blive lettere manisk når deadline nærmer sig). Over at det lykkes, stik imod alle odds, at man kan holde tilstrækkeligt med bolde i luften til at publikum klapper. Men også, mere privat over mødet med tekstens dybder. At man synes man kan skimte forfatterens tanker tværs gennem århundrederne. At man kan se nye ting i teksten han aldrig så. Og hele tiden finde mere. Og nej, man får aldrig det hele med. Oversættelse er det muliges kunst, men jo kyndigere man er, jo mere mulig bliver den.
Se på Sidses oversættelse, se på min. Se hvor forskellige de er. Vi skriver os ind på Dickens når vi oversætter, og vælger ord i den rækkefølge, det register, den rytme, den tone vi synes tjener ham bedst. Principielt set er ingen af os færdige – vi bliver aldrig færdige. Den er Sidse lige nu og Signe lige nu. Vi skifter måske syn på vores valg, af at oversætte resten af kapitlet, af at møde en frase i en anden sammenhæng, af at læse et eller andet der slår en renere tone an, af at tale med en af de der satans fuldt påklædte indfrahøjreslentrere med ærmerne fulde af perfekte løsninger.
En tekst kan altid justeres, altid drejes, mørknes, lysnes, lettes, tynges, sættes sammen på bedre måder. Det ved enhver forfatter, men det gælder også for oversættere. Hvordan skulle vi ellers kunne spille forfattere? For det er jo det vi gør.