Et gammelt så og en irriterende ting

I sidste uge måtte jeg gemme afsnittets sidste sætning fordi analyserne greb om sig. Brug et øjeblik på den.

…

Løb du vild undervejs? Var det svært at få den til at hænge sammen, at koble den på det foregående?

Så skyldes det nok det allerførste ord: so. Det so er et så af den gamle slags der rimer på få. Den helt alenestående brug vi har her, er efterhånden forsvundet fra både engelsk og dansk, og nogen kan sikkert sige noget helt præcist om hvornår og hvorfor. Jeg gætter bare kvalificeret i farten, for jeg skal jo videre. Mine oversættelser bygger ofte på vage fornemmelser, ikke præcist formuleret viden.

Jeg ved, sådan vagt, at et almindeligt så signalerer følgevirkning, som i den indledning jeg lige har skrevet: Drillede sammenhængen? Så er det nok fordi osv. Hvis Dickens' so er sådan et så, skal hele sætningen vise tilbage til det foregående: [Der var]noget metodisk over hans årvågne blik. Så …

Så hvad? Det næste er jo ikke engang en rigtig sætning. Der er intet udsagnsord i sigte, og hvad sker der med det med? Det hænger ikke sammen. Pigens bevægelser og udtryk er ikke en følge af mandens årvågne blik – nej, de har noget tilfælles med det. Det der gælder for mandens blik, gælder for pigens adfærd. Og nu kommer jeg pludselig i tanke om H.C. Andersens Konen med æggene og linjen: Og ret som hun sagde det, gjorde hun så / Klask! Æggene der på jorden lå. Frem myldrer et væld af den slags stumper sammen med følelsen af at være på rette spor. Det so må være det andet så, det gamle der betyder således.

Og det kunne jeg skrive. Jeg kunne skrive Således også med hver eneste af pigens bevægelser. Men jeg opdaterer sproget lidt og vælger Det samme gjaldt.

Men jeg slår ikke noget op nogen steder. Jeg forsøger altid først at løse mine vanskeligheder  ud fra sammenhængen ved hjælp af det jeg ved – som jeg ikke nødvendigvis ved at jeg ved. Jeg træder et skridt tilbage, som var ordet en gnidret detalje på et malerlærred. Jeg går baglæns til jeg kan se hele billedet, hele sammenhængen. Hvad er det det forestiller? Hvad er det der foregår?

At oversætte er ofte at turde give helt slip på de enkelte ord og holde blikket stift rettet mod den helhed de danner. Det er meget nemmere sagt end gjort, og jeg hævder ikke at være nogen mester i det. Hvis jeg er træt, eller hvis teksten er lidt for svær eller lidt for forræderisk nem, ender jeg tit for tæt på ordene og for fjernt fra det billede de fremmaler tilsammen. Men det er en evne der kan trænes, og den gør arbejdet både nemmere og sjovere.

(Her hører jeg et kor af kolleger påpege at man altså ikke bare kan give sig til at genfortælle alting efter forgodtbefindende, og at man aldrig må miste de oprindelige ord helt af syne. Og de har ret, hvilket er paradoksalt. Mere om det en anden dag).

Nå, hele sætningen i en ruf:

Det samme gjaldt hver eneste af pigens smidige bevægelser, hvert tag med åren, og måske først og fremmest dette udtryk af frygt eller rædsel i hendes ansigt – de var dagligdags.

Jeg har droppet Lizzies håndled, fordi jeg synes at danske ord som vrid og vrik og drej harmonerer dårligt med smidige bevægelser. Så igen er jeg trådt baglæns: Hvad foregår der? Hun ror, og vi ved at det foregår smidigt. Det bringer mig til åretag og derfra til tag med åren, fordi … tja, fordi jeg synes det fungerer bedst rent rytmisk. Det er frit, men det fungerer i helheden.

Frygt eller rædsel er derimod en gentagelse fra forrige uges tekst (Hun granskede hans ansigt lige så nøje som han granskede floden, men i hendes årvågne blik sås et strejf af frygt eller rædsel) og skal derfor selvfølgelig være magen til. Det nytter ikke at skrive frygt eller afsky her når der stod frygt eller rædsel før. Giver det sig selv? For mennesker, ja, men ikke for maskiner.

Og så når vi min største hovedpine denne uge: they were things of usage. Pigens bevægelser og hendes ansigtsudtryk er, direkte oversat, brugsting – metaforiske  genstande eller redskaber hun har brugt hundrede gange før. Og jeg er måske søvnig i dag, men jeg har stirret mig blind på det sted og finder ingen rigtig gode løsninger.

Things er sådan et godt, diffust ord på engelsk – så godt at det i moderne engelsk er allestedsnærværende, til tider i irriterende grad. Det kan sagtens spænde over både det konkrete og det abstrakte, men på dansk synes jeg ikke jeg kan komme på noget der fungerer. Lizzies bevægelser og ansigstudtryk kan ikke være brugsting eller vante redskaber, synes jeg. Det bliver for konkret. Det skurrer, jeg ved ikke helt hvorfor – igen er det en vag fornemmelse.

Men de kan heller ikke være mere abstrakte størrelser som for eksempel vante handlinger. Eller rettere – det kan bevægelserne, men ikke ansigtsudtrykket. Jeg bliver hele tiden fanget i at ord der passer til det ene, ikke passer til det andet.

Igen må jeg nogle skridt baglæns og kigge på helheden inden jeg modstræbende ender på  dagligdags, som går an, men også er lidt blegt i forhold til brugstingsmetaforen. Og desuden er irriterende i en tekst der foregår om aftenen. I desperation slår jeg op i gamle, historiske Ordbog over det danske Sprog for at se om den kan inspirere mig lidt. Det gør den i og for sig, for tænk, engang har vi haft ordet natlignats! Jeg er vild med det. Jeg har lyst til at genindføre det på stedet. Desværre vil læseren nok standse op, og måske fnise helt upassende her midt i tusmørket og uhyggen. Det går ikke.

Men det dér dagligdags håber jeg ikke bliver stående. Har du en bedre idé? Så frels mig!