In these times of ours – er der en redaktør til stede?!

Så er vi endelig fremme ved den første rigtige sætning. Nu begynder bogen! Action! Omsider!

In these times of ours though concerning the exact year there is no need to be precise, a boat of dirty and disreputable appearance, with two figures in it, floated on the Thames, between Southwark bridge which is of iron, and London Bridge which is of stone, as an autumn evening was closing in.

Ahrmenforfaen, Dickens.

Sådan en sætning kan man kun få lov at lægge ud med hvis man allerede er en stor og berømt forfatter. Der skal godt med læselyst til at komme igennem den, og det må 1800-tallets læsere også have tænkt, selv om stilnormerne var anderledes dengang. (Tænk bare på Jane Austens blændende It's a truth universally acknowledged ...)

Dickens vil have det hele med: Hvornår og hvad og hvem og hvor og hvilken tid på døgnet. Hele scenen i første sætning, i fugleperspektiv.

I dag havde redaktøren givet den sætning øksen. Del den op! Skriv mindre knudret! Sørg for at fange læseren ind! Der er 800 sider tilbage – vi har ikke råd til at miste 80 procent af læserskaren halvvejs gennem første linje!

Men måske er det alligevel smart. Dickens var verdensberømt da han skrev Our Mutual Friend. Han kendte sit publikum. Han vidste at de åd hans bøger med glubende appetit. Han udgav dem som føljeton, i serieformat, og de var utrolig bingeable.

Og nu har han kridtet hele scenen op i en ruf: beskidt båd med to personer på Themsen sådan cirka nu, efterår, bum! Så kan vi komme videre. Og har man læst for let hen over ridset, er det nemt at finde igen, lige der i første linje. Og ellers går det nok.

Men oversættelsen? Den er ond. Læs igen:

In these times of ours though concerning the exact year there is no need to be precise, a boat of dirty and disreputable appearance, with two figures in it, floated on the Thames, between Southwark bridge which is of iron, and London Bridge which is of stone, as an autumn evening was closing in.

Hvad ville du gøre? Jeg bliver forpustet allerede omkring though.

Dansk har en anden sætningsstruktur, en anden rytme. Den struktur er i skred, fordi vi præges så meget af engelsk – og maskinoversætter så meget – men sætninger der begynder med noget hen ad I vore dage,det nøjagtige årstal er der ingen grund til at komme nærmere ind på, kom en båd … virker stadig kluntede på dansk. Vi vil gerne vide hvem der gør hvad i en fart, så lange led om hvor og hvornår og hvorfor skal helst lægge sig pænt rundt om personerne og deres handlinger.

Så der skal måske rykkes en masse rundt, eller som minimum sættes et solidt tegnsætningsstillads op.

Mig hjælper det at udpege hvad de vigtige dele af sætningen er og hvad der med lidt god vilje kan kaldes ekstraudstyr. Det er ikke noget jeg normalt sætter mig ned og laver skemaer over – så fik jeg aldrig gjort noget færdigt – men her er hvad jeg tænker, hurtigst muligt, så jeg kan få klodset teksten sammen:

vore tider/dage

en båd

to skikkelser

Themsen

efterårsaften

Det er de centrale dele – resten kan lægges til side et øjeblik.

Og så melder der sig faktisk en løsning på strukturen. For:

I vore tider flød en båd med to skikkelser i af sted på Themsen en efterårsaften.

Nej. Den efterårsaften flagrer mærkeligt.

En efterårsaften i vore tider kom en båd med to skikkelser flydende på Themsen.

Bedre, og tilmed mere stemningsfuldt. Så kan vi fylde på:

På en efterårsaften i vore tider (det nøjagtige årstal er der dog ingen grund til at komme nærmere ind på), kom der i mørkningen en snavset og usselt udseende båd med to skikkelser i glidende på Themsen mellem Southwark Bridge som er af jern, og London Bridge som er af sten.

Så aftenen er flyttet op forrest, og det manglende årstal indskydes i en parentes (fordi danskere elsker tegnsætning – tankestreger er også en mulighed). Mørkningen nævnes først senere, båden glider ikke bare, men kommer glidende hvilket giver lidt liv i billedet, en følelse af forløb, og sætningen ender med broerne og deres byggemateriale.

Det sidste kan man måske godt brokke sig over, for Dickens slår jo en anden tone an ved at lægge den tilstundende efterårsaften til sidst, hvor vi nu har den først. Men jeg synes den fanger den utålmodige læser bedre oppe forrest (Det var en mørk og stormfuld nat …), og jeg kan faktisk også godt lide at broerne bliver fremhævet af at stå til sidst. Hvorfor er det vigtigt for historien, her i allerførste linje, at vide hvad de er bygget af? Det kan man jo tænke lidt over.

Er det så den eneste mulighed? Overhovedet ikke. Vi kan sagtens flytte noget andet frem: På Themsen kom der, mellem Southwark Bridge som er af jern, og London Bridge som er af sten, en efterårsaften i mørkningen en båd … Det vigtigste er at få det hele med og vurdere hvor mange benspænd læseren kan tåle. Man kan selvfølgelig også sætte et par punktummer undervejs og digte lidt mere med, men det vil jeg helst undgå. Dickens ville ikke være Dickens uden de lange sætninger.

Og så er der alle de andre valg: Bliver i vore tider for fladt? Burde det være i disse vore tider? Nej, jeg bryder mig ikke rigtig om konstruktionen – these times of ours lyder mere dagligdags og fortroligt end svulstigt i mine ører. Jeg holder mig til det mundrette - Dickens var en ordgøgler, men en elegant en af slagsen. Måske kan jeg skrue lidt op  et andet sted. Ville  i vore dage være bedre? Nej, det ramler sammen med efterårsaftenen.  Vor tid? Nej det er noget med tidsregning. I disse tider? Måske. Har det en lidt opgivende, verdenstræt klang? Måske. Gør det noget? Ikke nødvendigvis.

Hvad med båden? Kommer den glidende? Er det ikke for elegant for et så usselt fartøj? Drivende? Nej, for Lizzie sidder ved årerne og ror. Vuggende? Flydende? Er båden snarere beskidt? Elendig? Sølle?

Bør bridge oversættes? Southwarkbro eller Southwarkbroen, måske, men Londonbro …? Kender danske læsere den ikke for godt til det? De kender i hvert fald Tower Bridge og ville næppe kalde den Towerbro. Men hvad så med Themsen, der jo hedder Thames River? Må man godt oversætte det ene uden at oversætte det andet?

Og tonen? Er den tilpas gammel, tilpas moderne, tilpas fortrolig? Er den frem for alt nogenlunde jævn?

Alting flyder i starten, som en mere eller mindre sødygtig båd på en bred og konstant strømmende flod, og nogle af de valg man træffer, sender en af sted i radikalt nye retninger, til tider endda mod strømmen. Men vælge må man – og senere kan man så vende tilbage og vælge om igen. Ingen jeg kender, bakser en sætning hundrede procent på plads inden de går videre til den næste, og da slet ikke den første linje. Der skal altid være plads til forbedring.

Men nu er vi af sted. I næste uge møder vi Lizzie og hendes far.