Oversætter 2024, 8. januar
En af de ting der driver mig til vanvid som oversætter, er når der i forbifarten nævnes et eller andet som alle i tekstens hjemland helt selvfølgeligt ved hvad er. Som når mine irske hovedpersoner har købt julegaver til hinanden i en genbrugsbutik. Tre porcelænsfigurer til et sært og kitschet lille alter de har bygget op på kaminhylden: "a porcelain fawn, a pig in a bowler hat, a Child of Prague".
A Child of Prague? Jo, det er en statue eller figur af jesusbarnet iført kongekåbe. Originalen befinder sig i Prag (og er ret flot, hvis man er til godt med guld). Figuren spiller blandt andet en bryllupsrituel rolle: Den vordende brud stiller ham ud i haven dagen inden vielsen for at bede om godt vejr. Nogle steder skal den lille Jesus halshugges for at det virker, eller – allerhelst – miste hovedet uden brudens direkte medvirken.
Det er med andre ord en figur der bærer rundt på århundreders tro og folketro. Alle irere ved bare hvad en Child of Prague er (sådan nogenlunde) og kan afkode dens betydning uden at tænke over det. Ingen i Danmark – på nær måske enkelte fans af Derry Girls – har nogensinde hørt om den.
Og i oversættelser er der sjældent plads til forklaring. Teksten her nævner bare de tre figurer og skynder sig videre til noget helt andet. Et jesusbarn i kongekåbe (som er min løsning indtil videre) får en vis ironi med – den følger jo lige i hælene på en gris med bowlerhat – men hvorfor man overhovedet kan købe et jesusbarn i kongekåbe i en genbrugsbutik, må stå hen i det uvisse for de uindviede. Og kan man for resten overhovedet omtale en fem-seksårig Jesus som et jesusbarn? Ser man ikke et spædbarn for sig? Gør det noget hvis man gør?
Sådan går der nemt hele og halve timer på en tilfældig porcelænsfigur. Man må bare fryde sig småligt over at oversættere fra dansk har nøjagtig samme problemer med os. Tænk på … nisser. Afklippede sokker til et bryllup. Makrelmadder. Vi ved så meget vi bare ved vi ved. Man kan aktivere bunker af betydningslag med et enkelt ord – nogle personlige, andre fælles.
Men hvorfor bruge al den tid på det tilfældige jesusbarn? Fordi det sikkert ikke er sidste gang jeg møder ham. Og næste gang får jeg måske chancen for at forklare lidt mere, ganske diskret. En anden gang kan jeg måske snige ind at han er en lykkebringer, en godtvejrsvarsler. En anden gang er der måske ligefrem et forestående bryllup jeg kan koble ham mere sikkert til. Nu ved jeg hvem han er, nu er jeg på vagt.
Arbejdstid: 64 timer (faktisk okay – nytåret starter først i februar her i firmaet)
Ugens læste bog: John McAherns skandaleroman The Dark. Skildringerne af incest og onani, og nok ikke mindst den katolske kirkes tvivlsomme magtstrukturer (og seksualmoral) fik bogen forbudt i Irland i 1965. Det er den heldigvis ikke længere.