Oversætter 24, 22. januar

Opsætsighed og fåreavl

To gange om året kan forlag søge oversættelsesstøtte hos Kunstfonden. Så smider oversætteren hvad hun har i hænderne og laver små prøveoversættelser – to i denne omgang. Det er en smagsprøve på det der venter, og 2024 tegner fremragende.

Men at begynde på noget nyt er også inderligt angstprovokerende, for prøven skal jo bedømmes. Om lidt sidder der et professionelt menneske og kigger på den tekst. Og på originalen. Frem og tilbage. Hvordan glider den danske oversættelse? Er den for tro mod forlægget? Er den for fri? Er der smuttere? Virker det overbevisende? Er kunsten bevaret? Det føles som at skulle smide tøjet foran en fremmed, med meget kort varsel.

For alle oversættere ved at de første fem sider i en oversættelse først bliver rigtig gode når man har oversat hele molevitten og er begyndt forfra. Så kan man rette til, for nu kender man sproget og tonen og temaerne, nu ved man hvilke ledetråde der skal ligge hvor, hvordan personerne taler, hvordan bogens verden tager sig ud.

Begyndelsen på en oversættelse er et vanvittigt jonglørnummer med alle mulige forskellige genstande (til tider med ild i). For alle de ordvalg man træffer, skal jo afspejle originalens præmis. Hvornår foregår det? Nutid, fortid, fremtid, urtid? Hvor foregår det? Land, by, forstad, en galakse langt, langt væk? Hvem er personerne? Gamle, unge, mænd, kvinder, børn, borebiller? Hvor kommer de fra? Ved man det overhovedet? Er det måske endda vigtigt at man IKKE kender til køn eller hudfarve eller tilhørsforhold? Er personerne overhovedet personer? Og alle disse ting skal hvirvle legende let rundt i luften. Jonglørnummeret skal se overbevisende ud, ellers gider ingen glo på det. Og derfor tager de første fem sider lige så lang tid som de sidste halvtreds.

Til sommer har jeg fået nemmere ved at læse 1500-talsdansk og har fået genopfrisket Bibelen. Til sommer har jeg bedre styr på puritanernes kolonier i 1600-tallets Amerika og oplysningstidens indtog i Nordeuropa. Til sommer kan jeg muligvis overleve i vildmarken, eller i det mindste trække min død eftertrykkeligt i langdrag. Til sommer har jeg styr på fåreavl og mund- og klovsyge og Nordvestenglands dialekter. Men lige nu bluffer jeg mig igennem, mens jeg tænker med gru på alt det jeg ikke ved (og, oh rædsel, alt det, jeg ikke ved, jeg ikke ved). Og jeg glæder mig sådan – til at vide mere, jo, bevares, men først og fremmest til at jonglere med det efter bedste evne. Det er en ære, et privilegium og en fornøjelse.

Arbejdstid: 63 timer (for lidt!)

Ugens påbegyndte bog: Nordirske Michael Magees nutidsroman Close to Home