The Cup and the Lip - et halvt ordsprog
Vi er ikke færdige med titlerne, for Vor fælles ven er inddelt i fire dele. Titler skal gerne være både rummelige og appetitvækkende, og en måde at sikre læserappetitten på er at bruge sprog der allerede har masser af bagage med. Som her hvor vi har fat i et halvt ordsprog:
(There's many a slip 'twixt) the cup and the lip.
Og hvad betyder så det?
Det betyder at uanset hvor overbevist man er om at noget vil lykkes, kan det alligevel gå gruelig galt. Eller måske at man ikke kan vide sig sikker på noget, før det har fundet sted.
Talemåden har rødder i en græsk myte om en konge der af en slave eller spåmand – lad os sige en spåmand – får at vide at han ikke vil leve længe nok til at smage vinen fra sin egen vingård. Da vinen er parat, tilkalder kongen spåmanden, skænker sig et glas for øjnene af ham og håner ham for at have taget fejl. Spåmanden udtaler de siden så berømte ord, og kongen hæver selvsikkert glasset, men i det samme bliver der kaldt på ham fordi et vildsvin hærger rundt ude i vingården. Kongen stiller glasset fra sig og går ud for at slå bæstet ihjel, men bliver i stedet selv offer for dets stødtænder.
Vupti, så er vi i gang. Med The Cup and the Lip har Dickens fortalt os opmærksomme læsere at her kan vi vente os noget der nok ikke går som præsten prædiker (hov?! var det en løsning?). Vi ved allerede noget, selv om historien ikke er begyndt.
Den græske myte har ikke givet ekko i det danske sprog, men vi er i nærheden af andre ordsprog eller talemåder som Ingen kender dagen før solen går ned eller Man skal ikke glæde sig for tidligt eller måske Man skal ikke sælge skindet før bjørnen er skudt. Og så præsten fra før.
Men hvordan ved vi overhovedet at det er et ordsprog vi skal have fat i? Hvordan ved vi at der ikke bare skal stå Bægeret og læben? Eller Koppen og læben? Eller Koppen og randen? Eller noget andet helt konkret?
Dels fordi Dickens er Dickens – man slipper aldrig så billigt med ham. Han elsker at lege med sproget, i en grad så det indimellem kører totalt af sporet set med moderne øjne. Han ville aldrig lave en banal overskrift.
Men først og fremmest fordi der hverken optræder bægre, kopper eller læber på de mange, mange sider der følger. Og en titel eller overskrift skal jo pege et sted hen. Så uanset hvad man oversætter med, må man sikre sig at den peger rigtigt. Hvis der ingen beholder og ingen mund dukker op, er der noget galt, og så må man finde ud af hvad. Kan det være et citat? Et ordsprog? En talemåde? Noget fjerde?
Jeg slipper for at lede, fordi jeg har læst så meget andet på engelsk. Ordsprog bliver jo ordsprog fordi vi bruger dem hele tiden, så den slags ringer en klokke hos den garvede oversætter. Vi kan ikke altid lire ordlyden af på kommando, men vi kan genkende vendingen og har som regel en vag opfattelse af hvad den betyder. Jeg tror aldrig jeg har slået den op før. Jeg ved det bare. Man lærer når man læser, helt automatisk. Men jeg tjekker alligevel hurtigt – man skal passe på med at blive for kæphøj.
Godt, så det er et ordsprog, nej, et halvt ordsprog. Jeg vælger Ingen kender dagen. Det har noget fint billedligt over sig som jeg synes passer godt til det der venter forude, dels fordi hele romanen har et mysterium som sin akse, dels fordi solnedgangen, der jo ikke nævnes, men alligevel helst skal opstå i læserens baghoved, er passende dyster. Lige om lidt begynder vi nemlig på en ganske uhyggelig historie.
Man kunne måske også vælge Skindet og bjørnen, der ville lægge sig fint op af de to navneord i originaltitlen: the cup and the lip, skindet og bjørnen. Jo, nydeligt. Men den danske lystlæser sidder jo ikke og sammenligner med Dickens' forlæg. Og Skindet og bjørnen bliver måske lige en tand for konkret billedskabende, fordi der er for langt til det fulde ordsprog. For, tænker læseren måske på side 125, hvor bliver det skind og den bjørn dog af? Det skaber forvirring, og det må det ikke.*
Det solgte skind og den skudte bjørn så? Nej, det bliver for klodset og mærkeligt. Præsten? Han er god, men svær at dele over på midten, og billedet er under alle omstændigheder lidt for mildt og venligt.
Ingen kender dagen, siger jeg. Men ingen kender oversættelsen, før det sidste punktum er sat. Måske vender vi tilbage.
* Det passer ikke. Ingen lystlæser kan huske den titel når hun er nået til side 125 - sådan læser vi jo ikke. Selv redaktører læser ikke sådan, og derfor står der stadig Bægeret og læben i Lindhardt og Ringhofs nylige billigbogsgenoptryk af Ludvig Moltkes både bedagede og uskarpe oversættelse fra 1865. Så er det ikke lige meget? Nej, det er fandeme ej! Læsere fortjener bedre, og da især dem der læser af lyst.
Kilder:
https://www.gutenberg.org/cache/epub/883/pg883-images.html
https://en.wikipedia.org/wiki/There%27s_many_a_slip_%27twixt_the_cup_and_the_lip
https://idioms.thefreedictionary.com/There%27s+many+a+slip+%27twixt+the+cup+and+the+lip