Bibelcitater og bordplaner

'Dinner is on the table!'

Thus the melancholy retainer, as who should say, 'Come down and be poisoned, ye unhappy children of men!'

Twemlow, having no lady assigned him, goes down in the rear, with his hand to his forehead. Boots and Brewer, thinking him indisposed, whisper, 'Man faint. Had no lunch.' But he is only stunned by the unvanquishable difficulty of his existence.

"Middagen er serveret!"

Så vidt den melankolske lakaj, som ville han sige: "Kom ned, og og bliv forgiftet, I ulykkelige menneskebørn!"

Twemlow, der ikke har fået nogen dame tildelt, går ned som den sidste, med hånden for panden. Boots og Brewer, der tror han har fået et ildebefindende, hvisker: "Manden er svimmel. Ingen frokost." Men han er blot overvældet af sin tilværelses evige hovedpine.

I dag gør vi det kort:

Middag? Ja. Allerede i 1800-tallet blev dagens hovedmåltid, i de bedre kredse og i de store byer, indtaget om aftenen, ikke midt på dagen.

Children of men – menneskebørn – er naturligvis bibelsk og har derfor en både højtidelig og lettere tungsindig klang med sit strejf af arvesynd og eksistentiel kummer. Og selvfølgelig tjekker man lige at det rent faktisk oversættes sådan. Heldigvis er danske bibler noget af det der findes til overflod på nettet.

Den evige hovedpine er kompensatorisk snyd. Der står jo faktisk: But he is only stunned by the unvanquishable difficulty of his existence. Ikke et ord om hovedpine. Men der er en anden sproglig rød tråd der falmede lidt i sidste uge, nemlig riffet over at normernes ophævelse i det Veneeringske hjem er enough to soften any man's brain. Det er til at blive blød i bolden af, med andre ord, men det kan vi ikke skrive hvis vi ikke samtidig henlægger resten af sprogvalgene til 1980. Så nu lader jeg hovedpinen, der også nævnes før, bygge bro bagud.

Og så lærer vi noget om skik og brug i engelske herskabskredse: Man går til bords i en bestemt rækkefølge. Først værten med den socialt højestrangerende dame i selskabet, dernæst den næstvigtigste herre med den næstvigtigste dame, og så fremdeles, til værtinden danner bagtrop med den vigtigste herre. At Twemlow ingen borddame har fået tildelt og derfor er bag bagtroppen, siger alt om hvor lidt respekt han nyder. Det har vi heldigvis allerede fået på plads tidligere – Twemlow er jo det bord de sætter plader i – så passagen her er bare et glimrende eksempel på at vi lærer når vi læser, uden nødvendigvis at opdage det.