Billedsprog med defekte hjul

Vi fortsætter i møbelafdelingen. Hr. og fru Veneerings bohave omfatter ganske vist ikke en splinterny bedstefar, men de har et bekendtskab som, kun delvis frivilligt, er en del af møblementet:

There was an innocent piece of dinner-furniture that went upon easy castors and was kept over a livery stable-yard in Duke Street, Saint James's, when not in use, to whom the Veneerings were a source of blind confusion. The name of this article was Twemlow. Being first cousin to Lord Snigsworth, he was in frequent requisition, and at many houses might be said to represent the dining-table in its normal state. Mr and Mrs Veneering, for example, arranging a dinner, habitually started with Twemlow, and then put leaves in him, or added guests to him. Sometimes, the table consisted of Twemlow and half a dozen leaves; sometimes, of Twemlow and a dozen leaves; sometimes, Twemlow was pulled out to his utmost extent of twenty leaves. Mr and Mrs Veneering on occasions of ceremony faced each other in the centre of the board, and thus the parallel still held; for, it always happened that the more Twemlow was pulled out, the further he found himself from the center, and nearer to the sideboard at one end of the room, or the window-curtains at the other.

Den første linje går mig på, fordi jeg stadig husker hvordan jeg i sin tid måtte læse den om og om igen for at fatte hvad der stod. Et møbel på hjul som er forvirret over parret Veneering? Jeg snubler stadig. Dickens har som sagt allerede forberedt os på at mennesker, såsom bedstefædre, kan være inventar, men der er alligevel noget der skurrer.

Det skyldes at Dickens bryder med min intuitive opfattelse af hvordan metaforer fungerer. Hun var en rose, siger jeg, og så er der sikkert nogle gængse forestillinger der melder sig i jeres hoved – først og fremmest om skønhed, men måske også sarthed, forgængelighed, velduft og, tja, borgerlighed (sammenlign: hun var en bonderose, hun var en vildrose). De kontrært anlagte kan føje "tornet" og "besværlig" til egenskabslisten, og til sidst kan komikerne foreslå "fuld af bladlus" eller "heftigt beskåret". Vi kan alt muligt med kvinden som rose, netop fordi metaforen er så almindelig. Hun kan være en klatrerose, en rose i knop, en vissen rose, en ormædt rose osv. osv.

Uanset rosens beskaffenhed fungerer den som metafor fordi vi uden videre overlapper dens egenskaber med kvindens. En rose er en kvinde, og en bestemt rose er en bestemt kvinde. Sådan er reglen, og den første del lader sig nemt overføre til Twemlow: Twemlow er et møbel, en viljeløs genstand der lader sig flytte rundt efter ejers eller lejers forgodtbefindende og ikke gør meget væsen af sig, men ikke desto mindre har en grundlæggende nytteværdi. Når han ikke er i brug, bliver han opbevaret på Duke Street over en stald hvor man kan leje eller opstalde heste – med andre ord bor han et usselt sted, men i et fashionabelt kvarter. Det er så smukt leveret, og det er netop metaforens magt: Den sætter vores fantasi i gang og sparer os for lange person- og miljøskildringer. En god metafor lukker læseren ind og ind. Men … Twemlow har hjul? Nu er vi i komikerhjørnet – kvinden er fuld af bladlus, manden har møbelruller. Det fungerer fint som punchline, men når det dukker op som en del af en personbeskrivelse, venter man (jeg) faktisk at han af en eller anden grund har hjul. Var rulleskøjter opfundet i 1860? Ak, der er ingen hjul under Twemlow – han er ofte på en slags indre glatis, så måske burde han have skøjteklinger, men sådan nogle har man til gengæld ikke på møbler.

Jeg synes med andre ord ikke at den del af metaforen fungerer som den skal, og en indledende personbeskrivelse er et dumt sted at have en metafor der knirker. Så jeg er fristet til at droppe hjulene, selv om de er sjove, og skrive:

Der var et uskyldigt stykke spisestueinventar, som nemt lod sig flytte rundt ...

Men må jeg det? Må jeg sidde her og dømme Dickens billedsprog ude? Ja, drister jeg mig til at mene, hvis jeg vurderer at det tjener ham bedst. Jeg ofrer jo ikke metaforen, kun den del af den jeg synes skurer hen over fortællingens gulv. Og så gør jeg som jeg lige har gjort her: husker billedet – Twemlow = møbel – til senere brug. For læseren vil formodentlig også huske, vagt, at det allerførste vi får at vide om personen Twemlow, er at han er en harmløs, men nødvendig del af møblementet.

Så hermed dagens tekst uden yderligere falbelader (sidste feriedag, solen skinner). Der er masser af andet man kunne diskutere – begyndelsen Der var, for eksempel, eller det lidt for stive for hvem, problemet med find oneself på dansk og bedre synonymer for uskyldig, men som sagt: Solen skinner.

Der var et uskyldigt stykke spisestueinventar, som nemt lod sig flytte rundt og blev opbevaret over en lejestald i Duke Street, Saint James's, når det ikke var i brug, for hvem parret Veneering var en kilde til evig forvirring. Dette møbels navn var Twemlow. Han var fætter til lord Snigsworth og dermed overmåde efterspurgt, og i mange hjem repræsenterede han så at sige spisebordet i dets grundtilstand. For eksempel lagde hr. og fru Veneering altid ud med Twemlow når de skulle holde middagsselskab, og satte så udtræksplader i ham, eller føjede gæster til ham. Sommetider bestod bordet af Twemlow og et halvt dusin plader; sommetider af Twemlow og et helt dusin plader ; sommetider blev Twemlow trukket ud i sin fulde længde på tyve plader. Ved højtidelige lejligheder sad hr. og fru Veneering over for hinanden midtfor, og dermed holdt parallellen stadig – for det var altid sådan at jo længere Twemlow blev trukket ud, jo længere kom han fra midten, og jo nærmere anretterbordet i den ene ende af stuen eller vinduets gardiner i den anden.

God sommersøndag!