Bla-bla-passagen - et litterært begreb

Dagens tekst er en ordentlig luns, og den er ikke lige til at bide over, så vælg dine yndlingspassager eller -frustrationer, og læs hvad du lyster!

The great looking-glass above the sideboard, reflects the table and the company. Reflects the new Veneering crest, in gold and eke in silver, frosted and also thawed, a camel of all work. The Heralds' College found out a Crusading ancestor for Veneering who bore a camel on his shield (or might have done it if he had thought of it), and a caravan of camels take charge of the fruits and flowers and candles, and kneel down to be loaded with the salt. Reflects Veneering; forty, wavy-haired, dark, tending to corpulence, sly, mysterious, filmy—a kind of sufficiently well-looking veiled-prophet, not prophesying. Reflects Mrs Veneering; fair, aquiline-nosed and fingered, not so much light hair as she might have, gorgeous in raiment and jewels, enthusiastic, propitiatory, conscious that a corner of her husband's veil is over herself. Reflects Podsnap; prosperously feeding, two little light-coloured wiry wings, one on either side of his else bald head, looking as like his hairbrushes as his hair, dissolving view of red beads on his forehead, large allowance of crumpled shirt-collar up behind. Reflects Mrs Podsnap; fine woman for Professor Owen, quantity of bone, neck and nostrils like a rocking-horse, hard features, majestic head-dress in which Podsnap has hung golden offerings. Reflects Twemlow; grey, dry, polite, susceptible to east wind, First-Gentleman-in-Europe collar and cravat, cheeks drawn in as if he had made a great effort to retire into himself some years ago, and had got so far and had never got any farther. Reflects mature young lady; raven locks, and complexion that lights up well when well powdered—as it is—carrying on considerably in the captivation of mature young gentleman; with too much nose in his face, too much ginger in his whiskers, too much torso in his waistcoat, too much sparkle in his studs, his eyes, his buttons, his talk, and his teeth. Reflects charming old Lady Tippins on Veneering's right; with an immense obtuse drab oblong face, like a face in a tablespoon, and a dyed Long Walk up the top of her head, as a convenient public approach to the bunch of false hair behind, pleased to patronize Mrs Veneering opposite, who is pleased to be patronized. Reflects a certain 'Mortimer', another of Veneering's oldest friends; who never was in the house before, and appears not to want to come again, who sits disconsolate on Mrs Veneering's left, and who was inveigled by Lady Tippins (a friend of his boyhood) to come to these people's and talk, and who won't talk. Reflects Eugene, friend of Mortimer; buried alive in the back of his chair, behind a shoulder—with a powder-epaulette on it—of the mature young lady, and gloomily resorting to the champagne chalice whenever proffered by the Analytical Chemist. Lastly, the looking-glass reflects Boots and Brewer, and two other stuffed Buffers interposed between the rest of the company and possible accidents.

Først og fremmest tænker du muligvis: Hvad foregår der her? Kameler, korsfarere, karavaner, profeter, Long Walks, First Gentlemen, professor Owen, pudderepauletter – det vrimler med obskure referencer, mange af dem tilsyneladende fra Mellemøsten eller Nordafrika, iblandet lidt bibelsk og lidt militært billedsprog. Er det virkelig meningen at vi skal forstå alt det her?

Nej. Det er slet ikke meningen. Lad mig præsentere jer for et meget anvendt greb i verdenslitteraturen, både den lærde og den letbenede: bla-bla-passagen. Termen tilhører mit yndlingsbarn, Yuri, der nu nærmer sig de tredive, men som allerede i en alder af fem eller seks havde analyseapparatet i orden. Han fik læst Ringenes Herre som godnathistorie, og jeg var ret imponeret. "Kan du lide den?" spurgte jeg – sikkert lettere skeptisk – og han så eftertænksom ud og svarede: "Ja – men lige nu er vi midt i en af de dér bla-bla-passager." Tak, Yuri.

Bla-bla-passagen er ikke noget dårligt. Det er hyggeligt at læse. Det er hyggeligt at få læst højt. Man lytter til en stemme – fortællerens, sin mors, sin mors venindes – og noget af det den siger, fiser lige igennem, mens andet sætter sig fast. Og ingen kan sige på forhånd hvad der hænger ved, og hvad der ikke gør. Det afhænger af den enkelte læser, og af det tidspunkt læseren læser teksten på.

Bla-bla-passagen kan rumme lange overvejelser om hobitters forhold til pibeurt eller Napoleons indtog i Rusland eller hiphoppens betydning for moderne lyrik. Eller den kan, som her, være en række mere eller mindre indforståede gags om skidt der er kommet til ære, eller i hvert fald til penge.

Dickens skrev for sin samtid, og hans tekster vrimler med interne jokes, fuldstændig ligesom moderne satire gør. Hans læsere fulgte med i nyhederne, og de havde læst hans tidligere bøger. Der er ikke noget bedre end at være med i kredsen af dem der forstår hvad der foregår, og Dickens bøger var komedieserien over dem alle inden fjernsynet kom til.

Læs bla-bla-passagen, eller læs hen over den – der er frit valg. Du kender sikkert oplevelsen af lige at være væk et øjeblik og så lande i teksten igen. Det er som det skal være – ingen læser nogensinde med hundrede procent opmærksomhed hundrede procent af tiden.

Men den stakkels oversætter må jo vide hvad hun skriver, så:

Det store spejl over skænken gengiver bordet og selskabet. Gengiver det nye Veneeringske våbenskjold med en kamel i guld såvel som sølv og frost såvel som tø, et omstillingsparat eksemplar. Det Heraldiske Kollegium har blandt Veneerings aner fundet en korsfarer som bar en kamel på skjoldet (eller ville have gjort det hvis han havde tænkt så langt), og en kamelkaravane tager sig således også af frugterne og blomsterne og lysene på bordet, og knæler ned for at lade sig laste med saltet. Gengiver Veneering: fyrre år, med bølget hår, mørk og lettere korpulent af statur, underfundig, gådefuld og glat – en slags tilpas præsentabel, formummet profet som intet profeterer. Gengiver fru Veneering: lys, med aristokratisk næse og ditto fingre, med knap så meget gyldent hår som hun kunne have haft, overdådigt klædt og besmykket, ivrig og imødekommende, bevidst om at en flig af hendes mands formummelse hviler over hende. Gengiver Podsnap: driftigt spisende, med to små, lyse, stride hårvinger, en på hver side af den i øvrigt skaldede isse, så lig de børster han friserer sig med som muligt er, opløst udsigt til røde perler på hans pande, gevaldig masse krøllet skjortekrave i nakken. Gengiver fru Podsnap: et fund for enhver naturforsker, imponerende knoglebygning, hals og næsebor som en gyngehest, hårde træk, storslået hovedprydelse fra hvilken Podsnap har hængt gyldne offergaver. Gengiver Twemlow: grå, vissen, høflig, østenvindsfølsom, flip og kravat efter århundredskiftets sidste mode, og kinderne suget ind som om han for år tilbage har gjort sig store anstrengelser for at trække sig ind i sig selv, og er nået så vidt, men aldrig længere. Gengiver moden ung dame: ravnsorte lokker og en teint der lyser smukt og blegt når den er velpudret – hvilket den er; gør sig betragtelige anstrengelser for at besnære moden ung herre med for meget næse i ansigtet, for meget rødt i kindskægget, for meget overkrop i vesten, for meget glans i manchetknapperne, øjnene, knapperne, talen og tænderne. Gengiver fortryllende gamle lady Tippins til højre for Veneering: et enormt, gråligt, udtværet, aflangt fjæs, som et ansigt spejlet i en spiseske, og en farvet midterallé langs issen, som en bekvem offentlig indfaldsvej til mængden af kunstigt hår omme bagerst, fordybet i gemytlig patronisering af fru Veneering, som sidder overfor og beredvilligt lader sig patronisere. Gengiver en vis Mortimer, endnu en af Veneerings ældste venner, som aldrig før har sat sine ben i huset og ikke ser ud til nogensinde at ville sætte dem der igen, sammensunken til venstre for fru Veneering, fordi han lod sig forlokke af lady Tippins (som han har kendt siden han var dreng) til at komme hjem til disse mennesker og sludre, og som ikke vil sludre. Gengiver Eugene, Mortimers ven: levende begravet bagerst i stolen bag en blottet skulder – pudret og pufærmet – tilhørende den modne unge dame, hvorfra han dystert tyer til champagnekalken hver gang den bliver ham budt af Analysekemikeren. Endelig gengiver spejlet Boots og Brewer samt to andre velpolstrede individer der er blevet anbragt blandt det øvrige selskab som værn mod eventuelle sammenstød.

Strukturelt danner det store spejl ramme om hele afsnittet, så oversætterudfordring nummer et er at tilpasse sproget så vi kan læse om alt det som spejlet, æhm, spejler, uden at løbe sur i sætningerne.

I det store spejl over anretterbordet ser man/ser vi/ses… ville være en god dansk løsning – den slags konstruktioner er mere almindelige på dansk end på engelsk – hvis ikke det var for de mange gentagelser af sidste led, der endda følger et punktum og dermed fremturer med den opremsningsagtige stil fra tidligere. Ser man Veneering etc. bliver i mine øvrer for skurrende en sætningsstart.

Så hellere bevare det store spejl som gennemgående grundled – hovedperson" – ligesom på på engelsk, og bare gentage udsagnsordet. Og det skal selvfølgelig ikke spejle, for spejlet spejler er klodset sprog. Og det skal heller ikke reflektere, for det ord bruger vi kun om tilbagekastet lys, og om tankevirksomhed. Det skal … vise. Eller gengive. Jeg vælger sidstnævnte, dels fordi det er lidt mere formelt i tonen (ligesom reflects), og dels fordi det ikke kan fejllæses. Viser kan derimod være sange, og det kan forkludre en læsning, der allerede er udfordret af opremsningsstilen.

Kamelen er afbildet på Veneerings nyerhvervede og, fornemmer man, frit opfundne våbenskjold. Det er ret blinget – masser af guld og sølv, og så er der noget med frost og tø. Jeg er ikke spor sikker på hvad Dickens mener – det handler vel om udseendet, måske noget gnistrende (frosted betyder jo rimdækket) og noget blankt. Jeg har simpelthen skrevet frost og tø i håb om at komme lidt let hen over det – ud fra devisen "hellere hurtigt og obskurt end omstændeligt og helt korrekt".

Og så er kamelen blevet omstillingsparat ­– mest fordi jeg ikke kunne dy mig, redaktøren vil slagte den til sin tid. Men det lækre ved en camel of all work er at der bag den ligger en man of all work, som dengang var en tjener der tog sig af alt det de andre tjenere ikke lige tog sig af, eller også var den eneste tjener man havde (hvilket er værd at huske på i forbindelse med Veneering, der jo har lejet en del tyende i aftenens anledning). Det tætteste vi kommer på sådan en på dansk, er altmuligmanden, men han er gerne håndværker, ikke tjener. Ikke desto mindre vil redaktøren sikkert holde på altmuligkamel eller, kedeligere, yderst alsidig kamel.

Men omstillingsparat? Dickens ville have elsket dets ironiske dybder, med alt hvad dertil hører af gusten mellemlederjargon og foragt for det lille menneske på det store arbejdsmarked. Og den omstillingsparate kamel passer perfekt til Veneering, der bare vil opad for enhver pris. Det eneste der er galt med den, er at den er halvandet hundrede år forud for sin tid.

Så er der profeten, Veneering selv. Han er, fortæller min annoterede udgave, inspireret af Thomas Moores langdigt Lalla Rookh, der var en bestseller dengang og omhandler "The Veiled Prophet of Khorassan":

O'er his features hung

The Veil, the Silver Veil, which he had flung

In mercy there, to hide from mortal sight

His dazzling brow, till man could bear his light.

Pointen, for dem der hænger på, er at denne profet viser sig at være både ond og hæslig inde bag det fornemme slør.

Digtet findes i dansk oversættelse, og måske jeg burde læse den, men den vil ikke løse mit problem: at den danske læser skal have noget at forstå i forbifarten. Så jeg lader profeten Veneering være formummet – et ord der antyder at der kan gemme sig noget skummelt inde bag facaden – og glæder mig over at alle umiddelbart forstår en profet der intet profeterer. Ren facade, igen.

Hvad angår rækken af Veneering-adjektiver – sly, mysterious, filmy – kunne jeg skrive en hel afhandling, men det vigtigste at have for øje hvis man er utilfreds med mine nuværende løsninger – underfundig, gådefuld og glat – er at egenskaberne skal kunne ses. De er jo gengivet i spejlet, og selv om fortælleren er alvidende, er det først og fremmest synsindtryk vi præsenteres for her. Derudover skal de passe nogenslunde godt til Veneerings rolle som profet, så skælmsk (den ene yderbetydning af sly) og udspekuleret eller lumsk (i den anden ende af spektret) er begge skæve og ligesom lidt for tydelige. Der skal antydes, ikke vinkes med vognstænger.

Østens mystik var for resten heftigt på mode i sidste halvdel af 1800-tallet – tænk på vores eget Tivoli fra dengang med dets bazarbygninger og minareter og mauriske kupler, eller på Oehlenschlägers Alladin og herreværelsernes slåbrokker og fezer osv. (Fezer burde i mine ører staves fezzer, men nej). Således også hos Veneering, hvor alt jo er nyt, nyt, nyt.

Fru Veneerings næse og fingre er aquiline, der egentlig betyder "ørneagtige", så man skulle tro at oversættelsen gav sig selv. Vi har jo ordet ørnenæse. Men jeg er ikke tilfreds, for det første fordi ørnenæser er usædvanlige for kvinder, i hvert fald yngre, attraktive kvinder – vi tænker nemlig ikke kun på form, men også på størrelse når vi hører ordet. Og så er der ørnefingrene – de er jo sjove, men næsten lidt for sjove. De overspiller pointen om at hun og hendes mand er parate til at rage mest muligt til sig så snart lejligheden byder sig.

Ørnen så at sige for åbenlys på dansk. Det engelske aquil- kræver jo viden om det latinske ord for ørn. Der står ikke eagle-nosed and fingered eller eagle-beaked and clawed. Og aquiline er positivt ment, så at sige. Ordet forbindes med aristokratiske træk, a la romerske profiler på mønter. Så jeg vælger netop aristokratisk. Aristokratiske træk er forfinede, så aristokratiske fingre glider uden videre ned hos læseren, men har alligevel noget mildt komisk over sig – hvordan ser forfinede fingre egentlig ud? – og så vinder den danske tekst den lille sejr at det kun er enkelte dele af damen der er aristokratiske. Ikke så dumt.

Fru Podsnap beskrives som en fine woman for professor Owen, og her må jeg igen takke Michael Cotsell, der har skrevet A Companion to Our Mutual Friend, for ellers ville jeg være helt på Herrens mark. Det viser sig at sir Richard Owen var fremtrædende naturforsker og en personlig ven af Dickens. Det aner vore dages læsere intet om, heller ikke de engelsktalende, så her får danskerne noget forærende. Fru Podsnap er et fund for enhvernaturforsker, har imponerende knoglebygning og desuden hals og næsebor som en gyngehest. Jeg ser det for mig.

Twemlow, som vi jo har fået beskrevet én gang tidligere, er østenvindsfølsom, og det er en henvisning til Dickens egen figur hr. Jarndyce fra Bleak House, der altid vaklede i sin tro på menneskeheden når vinden var i øst. Igen: Det er fedt at være med i kredsen af indviede. Den får lov at stå.

Så er der hans kravetøj: en First-Gentleman-in-Europe collar and cravat. Det lyder fornemt, men viser (igen) at Twemlow ikke har skiftet stil, eller måske endda garderobe, i årtier, for The First Gentleman in Europe var lapsen Georg 4 af Storbritannien, som regerede fra 1811 (i første omgang i sin gale fars navn). Jeg overvejer noget med prinsregent, men synes stadig det bliver for kryptisk, mens regency til gengæld bliver for åbenlyst og desuden irriterende engelsk. Århundredskiftets sidste mode – eller måske endda skrig – har passende glimt i øjet, for den opmærksomme læser vil huske på at vi er i 1860'erne.

Den fortryllende lady Tippins (mere om lady en anden dag) har en Long Walk hen over issen. Her taler vi om pragtalléen der fører til Windsor Castle. Oversætteren fniser, men vælger enkelhed over præcision og skriver midterallé, der til gengæld bliver en bekvem offentlig indfaldsvej til alt det kunstige hår omme bagude. Læg i øvrigt mærke til at fru Veneering ikke har så meget gyldent hår som hun kunne have haft. Parykker og delvise parykker var i høj kurs i det victorianske selskabsliv, men ikke den pudrede 1700-talstalsvariant. Se hårbøjler og hårspænder med ekstra nakkeknold, pandehår eller slangekrøller for dig.

Eugene er levende begravet (hæ!) bag en powder-epaulette, og jeg aner ikke hvad Dickens snakker om. Cotsell er for en gangs skyld ikke til nogen hjælp, og det er internettet heller ikke. Måske kan en bot grave noget frem, men jeg vil ikke bruge vand, strøm og slavearbejde på at tjekke. Det fremgår at den spærrer grundigt for udsynet, og jeg har styr nok på moden i midten af 1800-tallet til at vide at halvnøgne skuldre og enorme ærmer stadig var in. Måske var det ikke ligefrem pufærmer i alpeforstand, men jeg satser alligevel på at pudret og pufærmet glider ned hos bla-bla-læseren.

The Analytical Chemist er ham den mismodige lakaj, og lige nu er han direkte oversat til Analysekemikeren. Jeg overvejer stadig om han skal omdøbes, for det lyder ikke helt så lækkert som på engelsk, men måske vænner jeg mig til det. Han er for øvrigt også en henvisning til en figur, en hr. Alum, skabt af en skuespiller som Dickens beundrede, og bygget over en virkelig person, Friedrich Accum, en analysekemiker der i 1820 udgav afhandlingen Treatise on Adulterations of Food and Culinary Poisons. Alt det aner ingen i dag, og netop derfor kan man måske godt forholde sig lidt friere til ham, især fordi Dickens senere bare forkorter ham til the Analytical. Den Mismodige et eller andet? Måske. Måske ikke.

Og endelig er der de fandens Buffers. De er en genistreg. Buffer er et plausibelt efternavn, ligesom Boots og Brewer (så vidt jeg husker er der Buffers blandt hobitterne hos Tolkien). Men ordet betyder også fæhoved eller fjols, af den sådan lidt godmodige art (vi ser hobitterne for os, ikke?). Og så er det helt konkret en stødpude, noget man lægger imellem to ting som beskyttelse. De er med andre ord selskabsfyld, sociale stødpuder mellem de vigtige deltagere. Deres navne er ligegyldige – de er en ansigtsløs masse: the Buffers. Og de er, ligesom Twemlow, uundværligt inventar når verdens Veneeringer omgås.

Og så er de helt umulige at oversætte ordentligt. Jeg glæder mig over at de i det mindste er stuffed – velpolstrede – og dermed lever fysisk op til stødpuderollen. Lige nu har jeg droppet navnet helt og kaldt dem velpolstrede individer. Det er kun en halv løsning, for the Buffers vender tilbage igen og igen. Det gør vi nok også.

Slut på detaljerne, men der er én ting i alt det her der er vigtigere end noget andet: I bla-bla-passager må man ikke miste modet. Det er vigtigt at der ikke bare går en masse tabt i oversættelsen. Noget må der vindes, ellers bliver teksten træg og tung og alt for bla-bla. Dickens giver os et satirisk skoleridt, og så skal den danske tekst ikke være en ørkenvandring (kamelerne til trods).

Derfor pynter jeg også på teksten: Mortimer er endnu en af Veneerings ældste venner, som aldrig før har sat sine ben i huset og ikke ser ud til nogensinde at ville sætte dem der igen. De ben står ingen steder hos Dickens, men han ville have overvejet dem hvis han skrev på dansk, det er jeg sikker på. Og så fremdeles: Jeg omformulerer lidt og leger med rim og rytme. Jeg holder tonen så godt jeg kan, og undgår alt for store knaster. Teksten må aldrig komme til at traske.