Den indforståede latter

Det bliver værre og værre:

In the meantime, Mrs Podsnap, unable to originate a mistake on her own account, because Mrs Veneering is the only other lady there, does her best in the way of handsomely supporting her husband's, by looking towards Mr Twemlow with a plaintive countenance and remarking to Mrs Veneering in a feeling manner, firstly, that she fears he has been rather bilious of late, and, secondly, that the baby is already very like him.

It is questionable whether any man quite relishes being mistaken for any other man; but, Mr Veneering having this very evening set up the shirt-front of the young Antinous in new worked cambric just come home, is not at all complimented by being supposed to be Twemlow, who is dry and weazen and some thirty years older. Mrs Veneering equally resents the imputation of being the wife of Twemlow. As to Twemlow, he is so sensible of being a much better bred man than Veneering, that he considers the large man an offensive ass.

Dickens skriver indforstået. Han skriver til sin samtid og til sit eget samfundslag: det mere eller mindre dannede borgerskab. Det er sikkert ikke dem alle der har kunnet huske præcis hvem Antinoos var (en græsk yngling som var kejser Hadrians elsker og kom tragisk af dage i en drukneulykke på Nilen), men navnet signalerer græsk-romersk klassik, og vi ved jo alle hvordan unge mænd ser ud når de hugges i marmor.

Cambric/kammerdug har de nok til gengæld haft styr på: ganske tyndt og fintvævet stof af hør eller bomuld, opkaldt efter den franske by Cambrai, via hollandsk (kamerijksdock –> kammerdug).

Veneering er med andre ord stadset dyrt op og ser sig selv, eller vil gerne ses, som lidt af en adonis. Fans af 1990'er- filmatiseringen af Austens Stolthed og fordom vil vide hvor godt sådan en tynd skjorte kan gøre sig på den rette mand.

Men hvad med nutidens læsere? Forstår de at Dickens gør nar ad sine personer? Eller rettere, forstår de hvorfor han gør nar ad dem?  Skal de forstå? Eller skal oversætteren bare lade de interesserede slå op selv?

Jeg synes godt man må hjælpe lidt, i hvert fald indimellem. Der kommer mere af samme skuffe lige om lidt – beskrivelsen af borddækningen er, så vidt jeg husker, et rent hentydningsorgie – og jeg vil ikke være støttepædagog, men omvendt er det også synd hvis teksten bliver for obskur. Det er jo sjovt!

Så jeg har beholdt den græske stavemåde, Antinoos, i stedet for den latiniserede. For vi er mest fortrolige med de græske ynglinge, hvad klassisk kunst angår, og det er nok også de færreste af os der lige har styr på Hadrians kærlighedsliv, for han er ikke en del af vores historie. Derimod er han en del af briternes, for det var jo ham der lod en mur bygge oppe i det nuværende Nordengland for at holde de vilde skotske horder stangen, så Dickens' samtidige har muligvis godt været klar over hvem det unge, græske muskelbundt var. Og for øvrigt nok også fattet de homoerotiske undertoner, som jeg ikke får med. Men altså: Antinoos = græsk ungersvend. Det er godt nok.

Så er der kammerdugen: Den kunne også kaldes batist – efter en monsieur Baptiste, der muligvis var stoffets "opfinder", stadig i Cambrai. Formodentlig siger ingen af ordene læseren noget specifikt i dag, så valget står mellem de associationer ordenes moderne stavemåde giver. Kammer- er ret godt, jf. sovekammer etc. Det lugter lidt af noget intimt. Til gengæld kan -dug godt være misvisende i dag, fordi vi tænker på bordplader, før vi tænker på stof. Batist lugter til gengæld lidt af batik, og det er ikke godt for læsere der var unge i 90'erne. Jeg vælger kammerdug – og så stilladserer jeg begrebet lidt: et skjortebryst som er den unge Antinoos værdigt, i fineste kammerdug direkte fra Cambrais væverier, skriver jeg, og ja, det er at tage sig friheder med the shirt-front of the young Antinous in new worked cambric just come home, men det holder tonen, og det giver den danske nutidslæser et par fingerpeg.

Og resten:

I mellemtiden gør fru Podsnap, som for sit vedkommende umuligt kan tage fejl, eftersom fru Veneering er den eneste tilstedeværende dame bortset fra hende selv, sit bedste for at bakke sin mand op ved at betragte hr. Twemlow med melankolsk mine og medfølende bemærke til fru Veneering at han da vist desværre må have haft vrøvl med maven på det seneste, og dernæst at den lille ny allerede ligner ham så meget.

Der findes næppe nogen mand der rigtig sætter pris at blive forvekslet med en anden mand, men hr. Veneering der netop i aften kan fremvise et skjortebryst som er den unge Antinoos værdigt, i fineste kammerdug direkte fra Cambrais væverier, finder det på ingen måde smigrende at blive taget for Twemlow, der er tør og vissen og godt tredive år ældre. Også fru Veneering tager det ilde op at blive regnet for Twemlows hustru. Og hvad Twemlow selv angår, ved han sig at være en langt mere kultiveret mand end Veneering, og betragter derfor den store mand som et ubehøvlet fjols.

Kilder:

Lex om Antinoos: https://lex.dk/Antinoos 

Lex om Hadrian: https://lex.dk/Hadrian 

Wikipedia om Antinoos: https://en.wikipedia.org/wiki/Antinous 

Og om cambric: https://en.wikipedia.org/wiki/Cambric 

Ordbog over det danske sprog om kammerdug:https://ordnet.dk/ods/ordbog/Kammerdug 

Ordbog over det danske sprog om batist: https://ordnet.dk/ods/ordbog/batist