En samtale og et mindre socialklassemirakel
'Lizzie!'
The girl turned her face towards him with a start, and rowed in silence. Her face was very pale. He was a hook-nosed man, and with that and his bright eyes and his ruffled head, bore a certain likeness to a roused bird of prey.
'Take that thing off your face.'
She put it back.
'Here! and give me hold of the sculls. I'll take the rest of the spell.'
'No, no, father! No! I can't indeed. Father!—I cannot sit so near it!'
He was moving towards her to change places, but her terrified expostulation stopped him and he resumed his seat.
'What hurt can it do you?'
'None, none. But I cannot bear it.'
'It's my belief you hate the sight of the very river.'
'I—I do not like it, father.'
'As if it wasn't your living! As if it wasn't meat and drink to you!'
Lizzies far virker irriteret, og pigen stadig rædselsslagen. Hun vil ikke bytte med ham, så hun kommer ned på agtertoften, tæt på det de nu har på slæb.
"Lizzie!"
Pigen drejede med et sæt ansigtet imod ham og roede tavs videre. Hendes ansigt var meget blegt. Hans næse var krum, og den gav ham, sammen med de glitrende øjne og det uglede hoved, en vis lighed med en tirret rovfugl.
"Få den tingest væk fra ansigtet."
Hun slog hætten ned.
"Og giv mig så årerne, jeg tager det sidste stræk."
"Nej, nej, far! Nej! Jeg kan virkelig ikke. Far! Jeg kan ikke sidde det så nær!"
Han stod parat til at bytte plads med hende, men hendes rædselsslagne udbrud standsede ham, og han satte sig atter på sin tofte.
"Hvad fortræd skulle det kunne gøre?"
"Ingen, ingen. Men jeg holder det ikke ud."
"Jeg tror sågu du hader det blotte syn af den flod."
"Jeg … jeg bryder mig ikke om den, far."
"Som om det ikke var den du levede af! Som om den ikke gav dig dit daglige brød!"
Åh, der er mange valg! Nu begynder personerne for alvor at sige noget, og man skal kunne høre forskel på dem. Han er jo en voksen mand, og hun en ung kvinde. Hvordan taler de hver især hos Dickens, og hvordan spejler jeg det?
Der er noget ganske særligt ved Lizzie. Det er ikke så tydeligt her, men jeg har det i baghovedet: Hun lyder ikke som en pige der er vokset op på samfundets bund. Det er klassisk Dickens – tænk bare på Oliver Twist, der, selv om han tilbringer sine første ni leveår på fattiggården i yderste armod og derefter et godt stykke tid blandt Londons bærme, alligevel hele vejen igennem taler som en dreng fra det bedre borgerskab.
Lizzie taler pænt, fordi hun er en af historiens heltinder. Det er vigtigt at læseren identificerer sig med hende fra starten, og det sikrer Dickens blandt andet ved at bygge en sprogbro mellem hende og os (det vil sige middelklasselæseren med sit på det tørre). Dickens havde et vanvittig godt øre for både dia- og sociolekter, men han var ikke realist. Victoriatidens England havde stort set vandtætte skodder mellem de sociale lag, og Vor fælles ven handler lige så meget om klasse som den handler om kærlighed og kloakering. Vi skal føle med Lizzie, og derfor må hun lyde som os. Hendes middelklassesprog er et litterært greb.
Lizzies far er derimod ikke nogen helt, og han skal, som før sagt, fremstå som stolt medlem af underklassen. Dog skal han ikke være så upoleret som en vis anden person, der kommer plaskende i næste afsnit. Men der skal være en snert af noget groft eller råt over ham, selv om han efter omstændighederne er en forholdsvis kærlig far, og det må vi have på plads med det samme.
Hvor tydeligt skal det være? Jeg ved det ikke rigtig. Jeg er fristet til at forkorte hans ord – til gi' og ta'r og sku' og ku'og ga' – men jeg venter med det her i første omgang. Det må ikke blive for meget eller for tydeligt, og bogen har et stort galleri af personer, hver med deres sproglige særpræg. Hvis man går for radikalt til værks, lukker man måske af for senere nuancer. Indtil videre nøjes jeg med at lade ham tale meget brysk og ligefremt til sin datter, og holder hans ord korte.
Til gengæld har jeg givet ham et bandeord han ikke har i originalen: sågu, eller måske bare sgu. Der er meget få bandeord i Dickens' romaner – victoriatiden var victoriatiden – men hvis jeg kigger på danske tekster fra den tid, er der en hel del sgu og fanden at finde i jævne folks tale. Det vil jeg gerne eksperimentere lidt med.
Lizzie giver jeg en lidt mere højstemt tone som jeg synes spejler Dickens' (I can't indeed. Father! I cannot sit so near it!) og hun får længere, men ikke nødvendigvis fornemmere ord. Man skal passe på karikaturtilbøjelighederne.
Og så er der igen det med hvordan man giver teksten alder. Jeg har nogle forsigtige markører – atter smager lidt ældre end igen, ordstillingen i Lizzies Jeg kan ikke sidde det så nær klinger (måske for) gammelt. Men jeg holder mig fra fader i stedet for far. Indtil videre.
Nå ja, og så optræder vendingen med meat and drink i Biblen, i Romerbrevet, hvor Paulus bemærker: The kingdom of God is not meat and drink; but righteousness, and peace, and joy in the Holy Ghost / Guds Rige består ikke i at spise og drikke, men i retfærdighed og fred og glæde i den Helligånd. Det kan være tilfældigt, men er det næppe, for verset kunne såmænd stå som slutmorale på hele historien. Problemet er at få det bibelekko med på dansk.
Jeg kunne måske skrive: som om den ikke var mad og drikke for dig, eller Som om den ikke var din mad og drikke (din … drikke? Uf!) og satse på at nogen så vil høre den nyeste udgave af Paulus for sit indre øre, men jeg tvivler på at det vil ske (og hørte Dickens læsere ham nødvendigvis? Hvor dagligdags var den meat and drink-vending egentlig?). Jeg vælger det mere kendte daglige brød fra Fadervor som alternativ, selv om associationerne (Giv os i dag ...) er anderledes. Men omme i mit baghoved rumler noget med brød alene, som i Mennesket lever ikke af brød alene. Også Bibelen, men denne gang Lukas. Før jeg ser mig om, kan jeg have brugt resten af eftermiddagen.
Men det er maj udenfor, og jeg har tre deadlines. Hvis der skal være tid til at komme både hviledagen og arbejdsgiverne i hu, må I nøjes med dette.
P.S. Er uglet for fjollet at bruge til at beskrive en mand der ligner en rovfugl? Jeg forestiller mig at Dickens ryster overbærende på hovedet. I det mindste holdt jeg mig fra at stave de vandtætte skodder skotter i en sætning om det engelske sprog. God søndag.
Kilder og inspiration:
Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren
The Oxford Edition of Charles Dickens : Our Mutual Friend
Romerbrevet 14:17 (1871-oversættelsen, seneste oversættelse)