En trofast gammel skude

The Veneering dinners are excellent dinners—or new people wouldn't come—and all goes well. Notably, Lady Tippins has made a series of experiments on her digestive functions, so extremely complicated and daring, that if they could be published with their results it might benefit the human race. Having taken in provisions from all parts of the world, this hardy old cruiser has last touched at the North Pole, when, as the ice-plates are being removed, the following words fall from her:

'I assure you, my dear Veneering—'

(Poor Twemlow's hand approaches his forehead, for it would seem now, that Lady Tippins is going to be the oldest friend.)

'I assure you, my dear Veneering, that it is the oddest affair! Like the advertising people, I don't ask you to trust me, without offering a respectable reference. Mortimer there, is my reference, and knows all about it.'

Mortimer raises his drooping eyelids, and slightly opens his mouth. But a faint smile, expressive of 'What's the use!' passes over his face, and he drops his eyelids and shuts his mouth.

Vi læser Dickens på grund af sproget. Skræller vil hans tekster ind til benet, ryger det veloplagte. Tag bare lady Tippins, som vi her får præsenteret. Hvad får vi egentlig at vide?

Hendes titel vidner om en adelsrang, men højadel er hun næppe, så sad hun ikke her ved bordet. Hun er gammel og tyk – a hardy old cruiser – og her til aften har hun forædt sig godt og grundigt. Nu hvor middagen er slut, synes hun det er tid til en saftig sladderhistorie, og den skal Mortimer stå for. Hun fremstår ikke alt for kvik, men helt dum er hun heller ikke, for hun ironiserer trods alt over avertissementernes, altså reklameannoncernes, pålidelige kilder. Eller måske gør hun ikke – hvem ved?

Med andre ord: Efter middagen beder gamle, tykke lady Tippins, der har forædt sig, Mortimer om at fortælle Veneering (og resten af selskabet) en historie om noget der er sket.

Det er faktisk det der står. Men hvor ville det være en kedelig bog at læse hvis det kun var det der stod! Så nej, lady Tippins har ikke forædt sig, hun har foretaget sig en række fordøjelseseksperimenter så uhyre komplicerede og dristige at de formentlig kunne blive til gavn for hele menneskeheden hvis de og deres resultater kunne udgives på tryk. Og den tykke, gamle dame er ikke nået til desserten, nej, den trofaste gamle skude er nået til Nordpolen, hvor hun har fyldt lasten med is.

Skude! Det er sådan et godt ord, og det er kun blevet bedre med årene. Mindre fartøj, navnlig koffardifartøj (altså handelsskib) eller krigsskib, eller, i sømandsjargon, et hvilket som helst skib, står der i den historiske Ordbog over det Danske Sprog. Gammelt eller beskadiget skib, står der i den nudanske Danske Ordbog. Så betydningen har flyttet sig, men på ét punkt er de enige: En skude kan også være en kvinde, og i så fald er hun stor og ganske fremme i skoene – en omfangsrig dame for fulde sejl.

A hardy old cruiser er lady Tippins som sagt, og jeg synes skuden er det perfekte valg på dansk, fordi ordet, uanset hvad vi ved om skuder, forsyner personen med en række karaktertræk. Hun er et skib med rummelig last, det fremgår af sammenhængen. Om det skib får en snert af noget militært (som cruiser jo faktisk også har) , eller om det er gammelt og lettere synkefærdigt er ét fedt – det giver dybde uanset.

Og så gør jeg skuden trofast på dansk, for der er en vis hengivenhed at spore i fortællerens beskrivelser af damen, i hvert fald i begyndelsen, og den vil jeg gerne have frem. Desuden synes jeg at det, æhm, solidt byggede måske allerede fremgår, mens trofastheden – som jo her er rettet imod æderiet – forhåbentlig bidrager til komikken.

Og sådan sidder jeg og nørkler her, en aften oven på tre dages hæsblæsende BogForum. Og jeg smiler for mig selv over hvad man kan få frem med sine ord, i Dickens tjeneste:

Veneerings middage er fremragende middage – ellers ville ingen nye gæster takke ja – og alt går som det skal. Særligt lady Tippins har foretaget en række fordøjelseseksperimenter så uhyre komplicerede og dristige at de formentlig kunne blive til gavn for hele menneskeheden hvis de og deres resultater kunne udgives på tryk. Efter at have fyldt lasten med forsyninger fra alverdens fjerne egne er den trofaste gamle skude nu endelig nået til Nordpolen hvorfra hun, mens isasietterne ryddes af bordet, lader følgende bemærkning falde:

"Jeg forsikrer Dem, min kære Veneering ..."

(Arme Twemlows hånd nærmer sig panden, for nu lader det til at lady Tippins er den ældste ven).

"Jeg forsikrer Dem, min kære Veneering, det er den besynderligste historie! Men jeg forlanger skam ikke at De tror mig uden videre, næh, jeg gør som i avertissementerne og påberåber mig en pålidelig kilde. Mortimer dér er min kilde, og han ved alt om sagen."

Mortimer vrister sine tunge øjenlåg op og åbner munden på klem. Men et svagt smil glider over hans ansigt, som ville han sige: "Hvad skal det nytte?", og han lader øjenlågene synke og lukker munden.

Og nu godnat.