En U-vending midt på Themsen – foretaget af oversætteren

Always watching his face, the girl instantly answered to the action in her sculling; presently the boat swung round, quivered as from a sudden jerk, and the upper half of the man was stretched out over the stern.

The girl pulled the hood of a cloak she wore, over her head and over her face, and, looking backward so that the front folds of this hood were turned down the river, kept the boat in that direction going before the tide. Until now, the boat had barely held her own, and had hovered about one spot; but now, the banks changed swiftly, and the deepening shadows and the kindling lights of London Bridge were passed, and the tiers of shipping lay on either hand.

It was not until now that the upper half of the man came back into the boat. His arms were wet and dirty, and he washed them over the side. In his right hand he held something, and he washed that in the river too. It was money. He chinked it once, and he blew upon it once, and he spat upon it once,—'for luck,' he hoarsely said—before he put it in his pocket.

I sidste afsnit var vi på vej mod Surrey-siden af floden, og jeg havde oversat ud fra en bestemt teori om hvad der foregik. Den teori var fuldstændig forkert, har det vist sig – og det kommer dagens overvejelser til at handle om.

For man tager hele tiden fejl som oversætter (jeg er ret sikker på at det ikke kun er mig). Man misforstår stort og småt i sit forsøg på at kommunikere med teksten. Den skal jo give mening – ellers kan man ikke oversætte den. Man kan ikke skrive klart uden at forstå det man skriver. Og indimellem er originalen lidt mudret, eller også mangler man den viden der er nødvendig for at forstå den til bunds, eller også er det ligefrem meningen at der skal være plads til flere fortolkninger.

Lizzies fars instruks i sidste afsnit var ikke særlig klar, af den simple grund at fortælleren nu går mere i detaljer. Og godt nok har jeg læst bogen adskillige gange, men det havde jeg glemt. Sådan er det også at oversætte. Som jeg sagde sidst, lader jeg ofte ting stå halvløste, eller endda uløste, i råoversættelsen, fordi meget falder på plads af sig selv hen ad vejen.

Mine roningsantagelser fra sidste uge var helt ved siden af, og nu hvor jeg tænker mig bedre om, kan jeg desværre sagtens se det. Det ville ellers være rart at kunne påstå at det var Dickens' skyld, ikke min. Min eneste undskyldning er at jeg faktisk stod og gloede ned i Themsen inden jeg gik i gang, og tænkte: Den strøm ville en ung pige ikke kunne ro imod i en tung båd med et par tunge årer. Sommetider er virkeligheden ikke til nogen hjælp.

For det kan Lizzie, i hvert fald i Dickens' univers. Hun har forsøgt at ro op ad floden, men er knap kommet ud af stedet, fordi strømmen er så stærk. Hvorfor? Fordi hendes far er på udkig. Hvis de havde ladet sig føre af sted med tidevandet, ville drivgods på floden ikke flyde forbi dem, men side om side med dem. De er nødt til at bevæge sig kontra for at noget kan drive forbi. Doh!

Så Lizzie har faktisk vældige kræfter (og dem får hun jo også brug for senere – hvorfor tænkte jeg ikke på det?!). Hun knokler sig mod strømmen, til hendes far får øje på noget. Så jeg må tilbage og rette op på instruksen.

Jeg føler mig som en idiot, men kun fordi det her er oversættelse for åbent tæppe. Havde det været en almindelig dag på kontoret, havde jeg trukket på skuldrene, rettet det der skulle rettes, og fortsat uden at tænke nærmere over det. Og nu er jeg faktisk glad for at jeg oversætter fra uge til uge. Hvis jeg havde opdaget fejlen, havde jeg droppet sidste uges tekst og fokuseret på noget andet. Så havde jeg fremstået mere tjekket. Men jeg havde også bortluget et helt grundlæggende vilkår ved oversættelse: at man ved man tager fejl hele tiden, og derfor hele tiden har et øje på det man allerede har skrevet. For at se om der skvulper noget tvivlsomt rundt i overfladen, så at sige.

Så instruksen lyder nu, stadig med forbehold: "Hold hende fri af den værste strøm, Lizzie. Den er stærk her. Hold hende ude." Nu hvor jeg er i gang, retter jegogså udvandet blod til vandet blod. Forsøgsvis.

Og så til dagens tekst:

Pigen, der ikke havde taget blikket fra hans ansigt, reagerede prompte med sine årer. Straks svingede båden omkring, det dirrede i den som ved et pludseligt ryk, og så hang manden med overkroppen ud over stævnen.

Pigen trak hætten på det slag hun bar, op over hovedet og frem over ansigtet, og sørgede, mens hun hele tiden så sig tilbage, så hættens kantfolder pegede ned ad floden, for at båden fulgte tidevandets retning. Hidtil havde den knap flyttet sig af pletten, men var forblevet på nogenlunde samme sted. Nu skiftede bredderne imidlertid rask, de mørknende skygger og nytændte gaslygter på London Bridge gled forbi, og rækkerne af fortøjede skibe rejste sig til begge sider.

Først nu vendte mandens overkrop tilbage til båden. Hans arme var våde og snavsede, og han stak dem ud over rælingen for at skylle dem. Han havde noget i højre hånd, og også det skyllede han i floden. Det var penge. Han klirrede kort med dem, og han pustede på dem, og han spyttede på dem – "for at bringe lykke," sagde han hæst – inden han stak dem i lommen.

Tre nedslag:

1) 1800-tallets læsere vidste at Londons gadelygter var gaslamper – det gør vi ikke nødvendigvis. Er det vigtigt? Ja, for farven var hvidere end gadebelysning er nu, og let flakkende. Det ændrer stemningen. Ved vi nødvendigvis det? Nej. Burde jeg så skrive det? Mnæh, det synes jeg bliver for meget. Gaslygter fortæller diskret at noget er anderledes. Måske ser man derfor noget anderledes for sig, og selv hvis man tænker i blå toner, hen ad komfurgas, er det fint. Interesserede kan slå det op.

2) Overkrop er et dejligt ord at have i sproget. Så heldige er briterne ikke.

3) He chinked it once, står der, blew upon it once, spat upon it once. Det once fremhæver det rituelle, men jeg har alligevel droppet det på dansk, fordi en gang eller en enkelt gang bliver for langt og klodset tre gange i træk. Jeg er pinligt bevidst om at teksten skal flyde, især her i starten, og de forklarende passager her er faktisk ikke superelegante set med moderne øjne. En redaktør anno 2026 ville have slagtet Dickens for sætninger som The girl pulled the hood of a cloak she wore, over her head and over her face, and, looking backward so that the front folds of this hood were turned down the river, kept the boat in that direction going before the tide. Der er simpelthen for mange ting der skal positioneres i forhold til hinanden.

Og så har udkigsmanden åbenbart fisket penge op af floden. Hvordan gik det mon til? Det hører vi næste søndag.