Et næsten usynligt limerick
'Now, Mortimer,' says Lady Tippins, rapping the sticks of her closed green fan upon the knuckles of her left hand—which is particularly rich in knuckles, 'I insist upon your telling all that is to be told about the man from Jamaica.'
'Give you my honour I never heard of any man from Jamaica, except the man who was a brother,' replies Mortimer.
'Tobago, then.'
'Nor yet from Tobago.'
'Except,' Eugene strikes in: so unexpectedly that the mature young lady, who has forgotten all about him, with a start takes the epaulette out of his way: 'except our friend who long lived on rice-pudding and isinglass, till at length to his something or other, his physician said something else, and a leg of mutton somehow ended in daygo.'
A reviving impression goes round the table that Eugene is coming out. An unfulfilled impression, for he goes in again.
Dickens har stadig en skælmsk leg kørende med sine læsere: Er I med derude? Forstår I sådan en lille en? Hvad så med denne her? Fik I den?
I never heard of any man from Jamaica, except the man who was a brother, siger Mortimer, og jeg hænger på. Jamaica i 1864 var sukkerrørsplantager, ikke reggae, og slaveriet var først blevet afskaffet for alvor i 1838. Jeg har noget med "man and brother" liggende i en afkrog af hjernen, og ganske rigtigt: I 1787 lavede Josiah Wedgwood (ja, ham med de klassiske engelske testel) et segl til en engelsk abolitionistforening, med en knælende, lænket sort mand og teksten "Am I not a man and a brother?"
Mortimers småflabede kommentar siger en del om ham. Han driller naturligvis lady Tippins, men at han så blasert hentyder til slaveriet med alt hvad dertil hørte, vidner også om en overprivilegeret ligegyldighed over for menneskelig lidelse. Dickens holdt sig ikke tilbage når det gjaldt om at gøre nar ad mennesker med andre hudfarver end hvid – det var i dén grad en anden tid dengang – men han var dog alligevel på abolitionisternes side og har ganske sikkert samtidig været optaget af forestillingen om den såkaldt ædle vilde (I guder, hvor var det en anden tid).
Det han siger, er faktisk: ... altså bortset fra ham slaven. Men det er jo et spil for galleriet – for resten af middagsbordet og måske især for hans ven Eugene – så det gælder om at være vittig og cool. Man kan sige ganske hjerteløse ting hvis de bare er pakket tilstrækkelig lækkert ind.
Spørgsmålet er som altid hvor meget man skal hjælpe den danske læser. Kan jeg ikke bare oversætte direkte til noget hen ad manden som var en broder? og så håbe at det lidt højtidelige broder kombineret med Jamaica vil få den kvikke på ret spor? Jo, måske, men jeg synes det bliver for kryptisk, især fordi manden knirker. For "Am I not a man and a brother?" betyder jo ikke "Er jeg ikke en mand og en broder?", men derimod "Er jeg ikke et menneske og en broder?"
Jeg stemmer for hjælp. Ham den lænkede der er vor broder, måske, eller ham den lænkede fra pamfletterne, for opbyggelige pamfletter var stort på Dickens' tid, og han havde et godt øje til især geskæftige kvinder fra det bedre borgerskab, der brugte oceaner af blæk og energi på agitation og mere eller mindre frelste skrivelser – fru Jellyby i Bleak House er et skoleeksempel. Og jeg vil hellere følge Dickens' ånd end Dickens' bogstav.
Ånden skal endnu mere i sving, for nu når vi til Tobago: … our friend who long lived on rice-pudding and isinglass, till at length to his something or other, his physician said something else, and a leg of mutton somehow ended in daygo. Hvad i alverden?!
Det er en sport for mig – og nyttig hjernegymnastik – at forsøge at forstå teksten uden hjælp i første omgang, også når den er helt gakket. Det er ligesom vigtigt at forstå hvad det er man ikke forstår. Her har jeg to holdepunkter: Tobago og daygo. Alt derimellem er helt i hampen, hvilket selvfølgelig er en pointe i sig selv – Eugene kan ikke huske det han citerer, eller lader snarere bevidst som om han ikke kan huske det. Men de to ord rimer, og det fortæller mig at vi er ude i noget med vers. Et limerick måske?
Bingo! Uundværlige Michael Cotsell har støvet det op. Det er af Edward Lear, victoriatidens mestervrøvler, og det lyder:
There was an old man of Tobago,
Who lived on rice, gruel and sago
Till, much to his bliss,
His physician said this -
To a leg, sir, of mutton you may go.
Jeg elsker Edward Lear. Find ham på nettet, læs hans vers, og nyd hans tegninger, både de vrøvlede og de smukke – det er udsøgt søndagsunderholdning.
Dickens var tydeligvis også fan, for han har begravet vrøvleverset dybt nede i Eugenes lige så vrøvlede parafrasering. Hvad i alverden skal en dansk oversætter gøre? Lear er ikke oversat i stor stil, og limerick-verseformen er ikke noget vi alle har på rygraden i Danmark.
Jeg må vælge mine kampe. Lear opgiver jeg – han bliver simpelthen for svær at finde gennem det ekstra lag en oversættelse trods alt er. Så jeg prioriterer:
1) Rim på Tobago (der er to fuldgyldige i Retskrivningsordbogen)
2) en stump af limerick-formen
3) humor
"På nær vor ven fra verset," indskyder Eugene, så uventet at den modne unge dame, der har glemt alt om ham, med et sæt fjerner pufærmet fra hans åsyn. "Altså ham med de grimme rygproblemer og billen han fandt i sin sago."
Verset er hjælp til danske læsere. Det er egentlig for pædagogisk til Eugene, der ligesom Mortimer spiller cool, men det er mundret, og de to v'er i ven og vers giver ekstra vid til sætningen. Det er tjekket nok. Og så korter jeg det næste ned, for vi ikke kan genkende Lear inde bagved, så der er ingen grund til at lire hele den lange, obskure smøre af. Men jeg vil trods alt gerne have gættelegen med, så jeg skriver grimme rygproblemer i stedet for … tja, er I med derude?
Og så må jeg finde på noget med den sago, som er små eller lidt større kugler plantestivelse (kaldet gryn) der bruges i f.eks. sødsuppe eller sagosuppe (og i moderne bubble tea, hvis de ikke er skiftet ud med vingummier). Billen kom spankulerende ind fra højre som den første da jeg gav mig til at tænke i limerick-rytme, og jeg beholdt den fordi den er sjov. Den får lov at blive indtil videre, og læseren kan så hygge sig med at overveje hvad der ellers står i verset undervejs fra Tobago til lændesmerter til sagogryn med biller i.
(Helt elegant er sago ikke, fordi man sjældent omtalte sago som sago alene, men sagde sagogryn om varen. Så hvad dækker sin sago over? Jeg ser en en beholder med gryn for mig, men det er at strække den lidt. Måske burde jeg slutte af med lumbago og gøre sagoen til det der skal gættes. Hm).
Og resten:
"Nå, Mortimer," siger lady Tippins og banker sin lukkede grønne viftes stave mod knoerne på venstre hånd – der er særligt rig på knoer – "Nu forlanger jeg at du fortæller os alt hvad der er er at fortælle os om manden fra Jamaica."
"Jeg har på ære og samvittighed aldrig hørt om nogen mand fra Jamaica, bortset fra ham den lænkede fra pamfletterne," svarer Mortimer.
"Tobago, så."
"Og heller ikke fra Tobago."
"På nær vor ven fra verset," indskyder Eugene, så uventet at den modne unge dame, der har glemt alt om ham, med et sæt fjerner pufærmet fra hans åsyn. "Det om ham med de grimme rygproblemer og billen han fandt i sin sago."
Hele bordet spidser oplivet ører, for det lader til at Eugene er ved at skærpe sig. Et forfængeligt håb, for han bliver prompte sløv igen.
Lady Tippins er rig på knoer? Måske er hun slet ikke tyk? Det må jeg holde øje med.
Bordet spidser oplivet ører – et lidt pudsigt billede, men jeg synes det går an. A reviving impression goes round the table, står der hos Dickens. Jeg kan godt lide bevægelsen i det, altså at oplivelsen forplanter sig, men det er ikke lykkedes mig at gengive den på let og lækkert dansk, og med en gentagelse af impression i næste sætning. Så hellere sætte en midlertidig, men vittig løsning. I det hele taget kan de sidste par sætninger ses som én lang midlertidig løsning – eller en færdig, men fri oversættelse i Dickens' ånd.
Kilder:
Michael Cotsell: The Companion to Our Mutual Friend. Routledge 1986
Wikipedia om the Wedgwood anti-slavery medallion