Flere ting på en gang - og lidt om besvimelser
Det engelske sprog har den dér lækre, smidige ing-endelse man kan bruge til alt muligt. Vi har den faktisk også i visse navneord der udspringer af et udsagnsord – roning er et godt eksempel – men på engelsk kan man bruge den når man vil nævne flere ting der sker på en gang. Som her hvor Lizzie er ved at besvime og hendes far ikke ser det fordi han er midt i noget andet. Den er superkort og effektiv og sparer forfatteren for alle mulige udenomsforklaringer.
Her er dansk fattigt – eller også er det tværtimod rigt.
For vi har mange muligheder, men ingen af dem kan bruges i samtlige tilfælde uden at teksten bliver enten underlig eller kedelig.
Én løsning er den lange tillægsform, den med -ende på til sidst. Den kan, ligesom -ing, få sagt tingene i en ruf. Af en eller anden grund kommer jeg altid til at tænke på et Frank Jæger-digt fra gymnasiet: Sorthåret, sortøjet, fastspændt / til syngende ski / strøg hun den vigende / vandrer forbi. Ski der synger, og en vandrer der viger – der er sus i det digt, og det udnytter rytmen fra netop de lange tillægsformer til at sætte ekstra skub på.
Men i ni ud af ti tilfælde kommer den form til at se kunstig ud i oversættelser, og det gælder især udsagnsord der ikke beskriver en konkret handling såsom at synge eller vige:
Ved disse sidste ord gøs pigen og lod et øjeblik årerne hvile, ladende til at være besvimelsen nær.
Nej, vel? Og heller ikke:
Det lagde han ikke mærke til, for han var kiggende agterud efter noget båden havde på slæb.
Det lyder skævt. Og der er sikkert, som sædvanlig, en grammatisk forklaring på det som jeg ikke længere kan huske.
Hvad gør man så? Flytter blikket væk fra udsagnsordet og forsøger at få to ting til at ske samtidig på andre måder, måske med ord som idet, netop som, bedst som, lige da, i det samme i samme øjeblik som.
Ingen af dem er rigtige prinsesser i pigens tilfælde, synes jeg. Idet kan måske gå an:
Ved disse sidste ord gøs pigen og lod et øjeblik årerne hvile, idet hun lod til at være besvimelsen nær.
… men så bliver tonen ret stiv og bedaget.
Hendes far derimod:
Det lagde han ikke mærke til, for han kiggede i det samme agterud efter noget båden havde på slæb.
Det lagde han ikke mærke til, for netop i det øjeblik kiggede han agterud efter noget båden havde på slæb.
Find selv på flere. Der er muligheder nok, men de er lange.
Et andet alternativ kan være simpelthen at kæde det hele sammen med og'er. Det kunne måske gå an med Lizzie:
Ved disse sidste ord gøs pigen […] og lod tilat være en besvimelse nær.
… hvis ikke det var fordi der allerede var et og:
Ved disse sidste ord gøs pigen og lod et øjeblik årerne hvile og lod til at være en besvimelse nær.
Så bliver det ensformigt. Det må det ikke. Det kan selvsagt løses med tegnsætning:
Ved disse sidste ord gøs pigen. Hun lod et øjeblik årerne hvile oglod tilat være en besvimelse nær.
... men så er man begyndt at lave om på tekstens rytme. Og det må man selvfølgelig godt i en snæver vending, men gør man det for ofte, ændrer man noget helt fundamentalt ved den. Det må man også godt, men jeg synes ikke man bør gøre det uden at have overordentlig gode grunde til det.
En tredje mulighed er det på dansk meget almindelige stå/gå/sidde/ligge og:
Det lagde han ikke mærke til, for han sad (netop) og kiggede agterud efter noget båden havde på slæb.
Det er en helt almindelig konstruktion til at gengive at man er i gang med i noget, eventuelt idet noget andet indtræffer. Kroppens stilling er ikke vigtig – den er bare en markør for at her kommer noget med en vis tidsmæssig udstrækning: Du skal ikke stå der og grine når jeg har slået mig over fingeren. Jeg gider ikke at ligge og køre frem og tilbage hele tiden.
Endelig kan man helt udelade det problematiske udsagnsord, eller bruge en anden bøjningsform eller skrive sig udenom på tredje vis:
Ved disse sidste ord gøs pigen atter og lod et øjeblik årerne hvile, tilsyneladende en besvimelse nær. Det lagde han ikke mærke til, for han havde vendt blikket agterud efter noget båden havde på slæb.
Det er effektivt. Lige rigelig effektivt. Man må ikke nedbarbere Dickens i en grad så den fortællende tone forsvinder. Vi er i gang med en spændende historie, ikke en afrapportering, men ikke desto mindre er den slags kneb gode at have i baghånden hvis man ikke bruger dem for ofte.
Jeg tager mig andre friheder: Pigen holder ikke op med at ro, hun lader årerne hvile. Hendes far kigger ikke ud over agterenden, han kigger agterud. Valgene kan naturligvis diskuteres, men de er tilladt i tekstens tjeneste, hvis man synes det gør den lettere eller elegantere på dansk. Det er ikke et forsøg på at forbedre Dickens, men et forsøg på at ramme hans overordnede tone, der er let og elegant. Elegance kan ikke overføres ord for ord. Sætningsdele har også synonymer, så at sige: holde op med at ro, lade årerne hvile, holde inde med sin roning, standse sine åretag, hvad ved jeg. Hvorfor ikke bare holde op? Fordi jeg synes det lyder for bevidst, ikke som noget hun gør af nødvendighed. Omvendt er hvile-løsningen måske lidt for poetisk, og er bevidstheden der for øvrigt ikke stadig? Måske dukker der noget helt syvende op.
Og så er der deadly faint. Groft sagt var der på Dickens' tid behov for et mere nuanceret sprog omkring det at miste bevidstheden, især hvad angik kvinder, som – på grund af heftig korsettering og tillært skrøbelighed – gjorde det rutinemæssigt. Et dead faint er en besvimelse, total bevidstløshed. Men man kunne (og kan) sagtens bare føle sig faint – svimmel, ør på grund af luftmangel eller sindsbevægelse – og to faint eller to be fainting betyder ikke nødvendigvis regulær besvimelse, men bare at man er for påvirket af situationen til at kunne foretage sig noget. Man er kraftesløs, man falder i afmagt, ville vi måske sige.
Så være en besvimelse nær er altså en formelt korrekt oversættelse af turn deadly faint, men den er også lidt bleg. Deadly er jo herligt saftigt, men dødelig, dødsens osv. er voldsomme, og usædvanlige, ord at anvende i forbindelse med besvimelse. Til gengæld bruger vi dem gerne i forbindelse med bleg: dødbleg, dødsensbleg, ligbleg osv. Måske skal man snige sig til noget hen ad:
Ved disse sidste ord gøs pigen atter og lod et øjeblik årerne hvile, dødsensbleg som var hun en besvimelse nær.
Eller? Hvad siger I?