Oversætter 24: Godt sprog, og skidt

"Månen skjulte sig bag skyerne. Blæsten spyttede isnende, sidelæns sne.
Fra det høje, sorte palisadeværk, gennem en åbning, der synede for smal til at slippe noget menneske igennem, kravlede pigen ud i den store og frygtelige vildmark."

Sådan begynder Lauren Groffs nye roman, Vildmark, i min oversættelse. Lidt knudret, måske, og gammeldags i tonen – men sikke en start. Den store, frygtelige vildmark er det nordamerikanske kontinent, årstallet formodentlig 1609, og palisaden omkranser kolonien Jamestown i det nuværende Virginia. Hvordan skal det dog gå den pige?

Det er en vild historie – en opdagelsesrejse gennem et øde, men ikke tomt Amerika, og et troende, tænkende, tvivlende, handlende sind. Det er ren drengebog (med en pige som drengen), bare længere ud i vildnisset og længere ind i sindet - og det er tindrende godt skrevet.

Netop sproget ramte mig igen i går, mens jeg sad lyttede til forfatterens egen oplæsning på Louisiana Literature. Jeg ved jo om nogen, hvor godt det er, for jeg har jublet over og kæmpet med at skulle være Lauren Groff på dansk i både Vildmark og forgængeren Matrix. Og lige nu sidder jeg tilfældigvis midt i en anden roman, der også er en indadskuende beretning om dramatiske begivenheder i et enkelt menneskes liv.

Den slags litteratur er svær. Vi har kun hovedpersonen at støtte os til, og alting skal opleves gennem hende. Show, don't tell, hedder tommelfingerreglen, for man kommer nemt til at beskrive alt for meget – alle de små bevægelser og tanker og handlinger, der skal til for at bringe os videre til næste scene, og næste, og næste. Lauren Groff giver pokker i at showe i stedet for telle, men formår alligevel at krydse flere hundrede kilometer vildnis på små 250 sider med en intensitet, der slår gnister, takket være sin helt særegne stil.

Mellem os sagt lykkes det ikke nær så godt i den bog, jeg sidder med nu (helt anden forfatter, helt anden genre, men med krav på at blive taget alvorligt). Her er universet meget småt, og læseren får alt at vide om, hvem der gør hvad, hvordan de gør det, hvilken følelse, de gør det med, hvornår de holder op med at gøre det, hvad de siger, hvad de dernæst siger, og hvad de så siger til sidst.

Det kan der godt være en pointe med – det trækker romanens tidsrum ud som en elastik, og hvis hovedperson og læser begge venter på noget verdensomvæltende, er det faktisk effektivt spændingsskabende. Tænk på hobbitterne og Gandalf, der trasker endeløst – endeløst! – af sted igennem Morias miner, og så … de første trommedrøn nede i dybet. Bumm. Bumm.

Men man skal være dygtig for at få det til at fungere, og det kniber her, synes oversætteren. Alt bliver omstændeligt. Personernes gøren og laden beskrives så nøje, at der for eksempel ikke bare står "Han nikkede til mig", men "Han bevægede hovedet i en hilsende gestus". Det er til at blive vanvittig af, og jeg kæmper sætning for sætning med at vurdere forfatterens intention. SKAL det virkelig være så trægt?

At oversætte er ikke at flytte ord. Det er at skrive, som forfatteren ville skrive, hvis vedkommende var dansksproget – og til tider også at redde ham eller hende fra sig selv. Oversætteren bør levere den bedst mulige danske udgave af den originale bog, men at vurdere, hvad det helt præcis er, kræver både trofasthed og skepsis. Hvor trofastheden hører op, og skepsissen begynder, varierer kraftigt, men hos mig er vi et godt stykke inde i skepsisland, når originalen byder på sætninger som "Han bevægede hovedet i en hilsende gestus". Det er ingen bog tjent med. Jeg skriver: "Han nikkede til mig."

Når først tilliden til forfatteren vakler, begynder man at se klodsede formuleringer overalt. Og hvis man først er faldet over én passage, hvor der står "sagde hun" tre gange i træk, vrimler det pludselig frem med triste gentagelser. Men man kan ikke rette dem alle – det ville være at skrive en ny og sikkert drastisk forkortet, tekst. Og der kan jo som sagt være en pointe med sejtrækkeriet. Man må ganske enkelt ikke drage sin forfatter for meget i tvivl. Men det kan føles opslidende at nå frem til sidste punktum, når man hele tiden har den metaforiske pudseklud parat og længes efter en bulldozer.

Forfattere som Lauren Groff er en anden snak. Hun er så sikker og stilren, at jeg ved, hun synger falsk med vilje, når noget skurrer. Så sidder jeg og kigger på teksten og tænker: "Det her er underligt. Hvorfor er det underligt? Og hvordan kan jeg gøre det underligt på dansk på en måde, der virker tilforladeligt underlig? For oversætternes værste problem er jo, at besynderligheder nemt bliver noget, vi klandres for, hvilket selvfølgelig ikke er rart, men først og fremmest ikke er i forfatterens interesse. Får man oversat sin bog, vil man nødig se læserskaren flygte, fordi teksten har knaster, der ikke virker tilsigtede.

Man må med andre ord være underlig, når originalen er det, men så tjekket underlig, man overhovedet kan. Man må holde øje med hele det virtuose spil imellem ord og handling, rytme og flow, harmoni og skrattende eftertryk. Det er lettere sagt end gjort, og der er ingen objektivt rigtige løsninger. Men hvis forfatteren er dygtig, bliver det faktisk nemmere (eller i hvert fald sjovere). God litteratur er en ret robust størrelse – den løfter sin oversætter og kan godt holde til en smutter hist og her.

Vildmark er den type roman, en dårligere forfatter ville have brugt 600 sider på. Groff får det hele med på 250, fordi hun når langt med hvert eneste ord og rummer så meget mellem linjerne. Og det er netop alle ordene mellem linjerne, jeg kom til at tænke på midt i oplæsningen på Louisiana. For en oversætter skal jo have dem med, og det får man kun ved at skrive. Ikke flytte teksten ord for ord, men SKRIVE den igen. Som Groff ville have gjort, hvis hun talte dansk. Jeg bilder mig ikke ind, at det altid lykkes, men det er altid mit mål …

… så længe teksten er god. Lige nu er det som sagt lige omvendt. Med denne måneds bog forsøger jeg at tøjle alle de eksplicitte forklaringer og sikre bare lidt mere indhold mellem linjerne. Men jeg må ikke gå min forfatter i bedene, ikke skrive en ny og i mine øjne bedre tekst. At oversætte er at skrive som en anden – trofast, men ikke helt ud i afgrunden.

Arbejdstid: 37 timer og en lang litteraturweekend

Læsning: Kevin Barrys allerede fra side 1 forventeligt formidable, storskrydende The Heart in Winter.

Foto: Gads Forlag