En, to, tre, nu har én mand lavet en læseguide om James Joyces Ulysses med gratis resuméer og fortolkninger af hele teksten, fra Buck Mulligans første trin ned ad trappen til Molly Blooms sidste ja.

Alt sammen ved hjælp af AI, naturligvis, for Ulysses er ikke længere ophavsretsbeskyttet, og der kan skrabes umådelige mængder artikler om den ned fra nettet. Det er bare at køre løs.

Skaberen er ikke i ond tro. Han er fan, og han vil gerne hjælpe andre i gang med Joyce.

Så det er vel fint? Joyce er svær, og her kan man jo hurtigt og effektivt få hjælp hvis man kører fast?

Og nu får jeg sikkert bank af en flok pressede studerende, men: Hvorfor er hurtigt og effektivt en god ting når det gælder Joyce, og tekster i det hele taget? Er hele pointen ikke netop at man skal tage sig tid? Gerne sammen med andre, men om ikke andet ved at læse noget af andre der har taget sig tid?

Men dem der har taget sig tid, er nu kogt ind til en hovsa-agtig hjemmeside. Man kan finde små resuméer af hvert kapitel i stil med: They argue, mildly, about Stephen's refusal to kneel at his dying mother's bedside. Mulligan calls Stephen 'dogsbody' and 'jejune Jesuit'; Stephen takes the wound and files it away. Hvilket sår der er tale om, forklares ikke, hverken før eller siden.

Og så er der korte portrætter af alle personerne, her Molly Bloom: Molly is the gravity of the book. She is offstage almost all day — the letter from Boylan, the bed that creaks in Eccles Street, the woman everyone in Dublin has an opinion about — and then she gets the last word, and the last word is the longest sentence in the language. Born Marion Tweedy in Gibraltar, raised on garrison songs and Mediterranean sun, she is funny, irritated, lustful, lonely, loving, and finally affirming. Her closing monologue does in eight unpunctuated sentences what most novels try and fail to do in five hundred pages.

Det er ikke godt skrevet, men det tilstræber en personlig tone og giver en vurdering af både Mollys personlighed og tekstens kvaliteter. Godt nok til kl. 23.54 dagen inden aflevering, med andre ord.

Jeg frygter at alle pressede studerende vil se den slags sider som bekvemt lave gærde – måske ikke så lavt som hvis de bare satte maskinen til at skrive deres speciale, men lavere end at læse sytten forskellige udlægninger fra sytten forskellige specialister, hvilket vel egentlig er det humaniora går ud på. Eller bare én.

Hvad så med lystlæserne? De kan måske godt bruge den lunkne sproggrød til at holde sig på sporet, men hvis de har brug for at blive holdt på sporet, skulle de måske finde noget andet at læse  end Joyce. Hvem læser Joyce for handlingens skyld?

Uanset hvad: Når den slags sider vinder frem, har ingen råd til at skrive faglitteratur længere. Det har aldrig været lukrativt, men nu er det decideret urentabelt at formidle viden. Det er urentabelt at formulere  nye tanker. Det er urentabelt at genoverveje andres. Og alt hvad der tænkes og skrives på trods, bliver nu skrabet sammen og gylpet op i effektive, tidsbesparende maskinsammenfatninger. Lidt hovsa-agtige, lidt usammenhængende, helt humorforladte, men lige til at hente.

Så det er det nye internet: Hjemmesider der er kodet, skrevet og illustreret ved hjælp af sprogmodeller, og som nu skrabes af selvsamme sprogmodeller så folk kan kode, skrive og lave nye hjemmesider. Hvad fanden er det, vi har gang i?

Slap nu af, det er jo bare Joyce! kan jeg høre jer sige. Den gamle langpisser, hvem bekymrer sig om ham, ud over dig og et par mumificerede professorer rundt om i universiteternes støvede afkroge?

Sandt nok. Men det samme kommer til at ske – sker! – med alle de andre store historiske, samfundsvidenskabelige, filosofiske, politiske og religiøse tekster. De bliver dynget løseligt sammen og spyttet ud i søgbar indpakning og derefter skimmet eller AI-genopgylpet af pressede journalister, studerende, forskere, historikere, wikifolk og helt almindelige mennesker. De bliver internettet. Et ensrettet internet, men nemt at finde rundt på.

Ulysses har allerede givet anledning til et utal af bøger og artikler og analyser og læsevejledninger. En statistikbaseret sammenkog af alle dem der har kunnet stjæles fra  nettet, har ingen anden værdi end sin tilgængelighed. Selv nybegyndere vil have større glæde af en bog eller hjemmeside skrevet af en ekspert med forstand på begynderformidling. Men eksperter  koster selvsagt penge.

Det er ikke meningen at der skal være ét nemt og letfordøjeligt svar på hvem vi er og hvad vi tænker. Det er ikke meningen at der skal være én mening med Ulysses. Eller  tekster i det hele taget. Eller viden i det hele taget. Eller med internettet for den sags skyld – dets mange retninger er dets styrke.

Det er meningen at vi skal blive ved med at tænke.

Til sidst det sædvanlige forbehold: Nej, at noget er menneskeskabt, betyder ikke at det automatisk er godt. Nej, at noget er fremstillet med hjælp fra en bot, betyder ikke automatisk at det er dårligt. Men hvis du ikke har skrevet det, hvor ved du så fra om det er godt? Hvis du ikke har skrevet det, hvor ved du så fra om det er gennemtænkt? Og hvis du ikke har tænkt det igennem, hvad skal vi så bruge det til?

Og nu må I have mig undskyldt. Jeg skal ud at købe bøger fra før 2023.