Hverdag er kun hverdag her og nu

He spoke in a dropped voice, and with more than one glance at Lizzie who had pulled on her hood again. Both men then looked with a weird unholy interest in the wake of Gaffer's boat.

'Easy does it, betwixt us. Shall I take him aboard, pardner?'

'No,' said the other. In so surly a tone that the man, after a blank stare, acknowledged it with the retort:

'—Arn't been eating nothing as has disagreed with you, have you, pardner?'

'Why, yes, I have,' said Gaffer. 'I have been swallowing too much of that word, Pardner. I am no pardner of yours.'

'Since when was you no pardner of mine, Gaffer Hexam Esquire?'

'Since you was accused of robbing a man. Accused of robbing a live man!' said Gaffer, with great indignation.

'And what if I had been accused of robbing a dead man, Gaffer?'

'You couldn't do it.'

Han talte dæmpet og skævede mere end én gang til Lizzie, der havde trukket slagets hætte op igen. Begge mænd så derpå med sær, x-x-x interesse ned på kølvandet efter den gamles båd.

"Nu vi er to, er det ingen sag! Skal jeg hale ham ombord, makker?"

"Nej," sagde den anden, i så gnaven en tone at manden, efter et udtryksløst blik, tog til genmæle:

­"– Du skulle vel aldrig have spist noget der ikke bekom dig, makker?"

"Jo, det har jeg faktisk," sagde den gamle. "Jeg har måttet æde for meget af det ord: makker. Jeg er ikke din makker."

"Siden hvornår er du ikke min makker, højtærede hr. Hexam?"

"Siden du blev beskyldt for at bestjæle en mand. Beskyldt for at bestjæle en levende mand!" sagde den gamle, med stor harme.

"Og hvad hvis jeg var blevet beskyldt for at bestjæle en død mand, du gamle?"

"Det kan man ikke."

Udvekslingen mellem Gaffer Hexam og Rogue Riderhood fortsætter, og her i heden kan jeg kun finde tre mindre ting at kommentere. Heldigvis er oversættelse ikke altid en kamp fra hus til hus. Hvis man synes man har fundet tonen, melder vendingerne sig ofte af sig selv. Man kan sagtens ramme forkert alligevel, men man rammer så at sige forkert på et højere plan.

Så altså, tre kommentarer:

Hverdag i 1860'erne er ikke hverdag i 2026: Hos Dickens slår Lizzie bare hætten op. Hans læsere har en helt intuitiv forståelse for hvordan hun er klædt. I 2026 kommer man nemt til at tænke på regntøj eller hoodies når hætter slås op, så jeg har skrevet slagets hætte for at huske læseren diskret på at hætten er dyb og rummelig og skjuler hendes ansigt. Oversættelser er fuld af den slags ganske små justeringer som, hvis de er vellykkede, aldrig bliver opdaget.

Unholy: Jeg oversatte først med usalig og frydede mig, for den slags ord kommer sjældent op af skuffen i vores sekulariserede samtid. Det klinger så skæbnesvangert og har både himmel og helvede stående i kulissen. Men så slog jeg det op, for man skal også vare sig for ord man ikke selv bruger til daglig. Og ak, det er ikke helt det samme. Usalig har en ganske lille betydningsmæssig fællesmængde med unholy – noget fortabelsesdømt, fordærvet – men resten stritter i hver sin retning. Usalig er ofte synonymt med ulyksalig og endda ulykkelig, mens unholy hælder meget mere entydigt i retning af ondskab og bevidst umoralsk opførsel.

Desuden ligger det fordærvede i usalig sig hovedsageligt til personer og ikke til genstande eller handlinger. For det er jo også et evigt problem: at man ikke kan sætte alle tillægsord sammen med alle navneord. En interesse - altså et blik der udtrykker interesse - kan ikke være hvad som helst. Eller kan det? Et orange blik. Et udødeligt blik. Et fransk blik. Et meterhøjt blik. Jo, selvfølgelig kan et blik være hvad som helst – men langt de fleste sammensætninger ligger stadig og venter på den rette forfatter der kan få dem til at stråle i den helt rigtige sammenhæng.

Oversætterens opgave er imidlertid ikke at gå nye, vilde veje med forfatterens tekst. Oversætterens opgave er at ramme det plausible og undgå det blodfattige eller alt for præcise. Vi ved alle sammen godt at skurken er ond og helten er god. Det gælder om at vælge ord med dybde i, så vi læser om personer med dybde i.

Der er masser af ord man gnidningsfrit kan koble på den interesse man betragter noget med: kold, hård, rå, barks, samvittighedsløs, grådig, kynisk, hensynsløs, skamløs ...

Og så er alle de andre som smager godt, men måske af den ene eller den anden grund er på grænsen: ugudelig (går den trods alt? Der er fortilfælde, men vil den fungere gnidningsfrit?) ryggesløs, ormstukken, profan (det har bl.a. Kierkegaard brugt, men det lader til at lægge sig til lyst, ikke forråelse), gold, kuldslået ...

Så jeg lader det ligge. Normalt skriver jeg altid et ord og farver det ind med gult, for ofte melder der sig automatisk en bedre løsning senere. Lige nu hælder jeg til samvittighedsløs, som er lidt for fantasiløst, men til gengæld både rammende og rytmisk rart: en sær, samvittighedsløs interesse. Da-dam-da-dam-da-da-dam-da-da-dam-dam, og sikke en herlig masse s'er. Måske endda for mange. Blandt boblerne: ryggesløs (dejlig kulørt) og ugudelig (der beholder originalens kobling til at forbryde sig mod det gudgivne regelsæt).

Men jeg har jo fælleshjernen med. Har I en rigtig prinsesse i ærmet? (Dagens gode råd: Vær varsom med at blande sproglige billeder).

Endnu et ord de stakkels englændere mangler: På engelsk spiser både dyr og mennesker. På dansk æder dyr, og derfor bruger vi også æde om de mindre pæne sider af vores egen appetit: at æde er at spise grimt eller meget eller tvungent. Vi æder som svin, vi æder andre ud af huset, vi æder vores ord i os igen når vi har sagt noget dumt. Så Hexam svarer med æde da Riderhood spørger om han har spist noget der ikke bekom ham. Gentagelsen ryger, men svaret er mere dansk.

…

Og så Gaffer, for fanden. Det går ikke. Særligt den gamle er en sten i skoen. Han er jo ikke ret gammel. Og Riderhoods du gamle er for indladende her midt i konflikten. Måske skal manden trods alt hedde Gaffer. At gaffe er jo et ord på dansk. Man kan slå det op. Men hvis han skal det, hvad så med Rogue Riderhood …?