Manden fra hvor var det nu – om navne, finer og fernis

The Man from somewhere hedder kapitlet, og det kommer nok ikke til at hedde Manden fra hvor var det nu – men det vender vi tilbage til senere. Indtil videre er det en udmærket titel.

Mr and Mrs Veneering were bran-new people in a bran-new house in a bran-new quarter of London. Everything about the Veneerings was spick and span new. All their furniture was new, all their friends were new, all their servants were new, their plate was new, their carriage was new, their harness was new, their horses were new, their pictures were new, they themselves were new, they were as newly married as was lawfully compatible with their having a bran-new baby, and if they had set up a great-grandfather, he would have come home in matting from the Pantechnicon, without a scratch upon him, French polished to the crown of his head.

For, in the Veneering establishment, from the hall-chairs with the new coat of arms, to the grand pianoforte with the new action, and upstairs again to the new fire-escape, all things were in a state of high varnish and polish. And what was observable in the furniture, was observable in the Veneerings—the surface smelt a little too much of the workshop and was a trifle sticky.

Så skiftede tonen! Her har vi den Dickens jeg holder mest af: ham med det lune glimt i øjet og det store galleri af, æhm, dickenske personer. Første par på scenen er the Veneerings, og de løber med opmærksomheden i denne uge.

Smag på navnet: Veneering. Den nysgerrige Dickens-læser bør altid mærke sig hvad personerne hedder, om ikke andet fordi der ofte er et grin at hente. Veneer betyder finer – altså et tyndt lag dyrt materiale, ofte træ, limet uden på noget billigt – og det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Allerede inden vi har fået det mindste at vide om disse to mennesker, ved vi at de er lutter fernis og facade. At man ovenikøbet kan få andre ord i tankerne, såsom venal (korrupt, begærlig, beregnende) eller endda venereal (venerisk, dvs. seksuelt overført) er måske tilfældigt, men vældig belejligt.

Hvis man skulle oversætte the Veneerings, burde de måske hedde hr. og fru Færnis. Eller måske Gyldenlak – et plantenavn med de helt rigtige undertoner. Men skal man det? Det mener jeg ikke. Vi er i London, og i London bor der som bekendt englændere. Oversætter man deres navne, mister de deres nationale tilhørsforhold, og i værste fald bliver de danskere. Det skal de ikke være. Jeg er altid i syv sind med tilnavne, øgenavne og kælenavne (f.eks. Gaffer), men Hexam, Riderhood og Veneering forbliver Hexam, Riderhood og Veneering. Som læser spekulerer jeg ofte over hvorfor personer hedder som de hedder, for der er selvfølgelig en årsag. Den behøver ikke at være noget direkte fingerpeg om personens egenskaber, men intet navn er nogensinde helt tilfældigt. Hvis en hovedperson hedder Åse, ved danskere automatisk at hun er en ældre dame og måske også at hun ikke er velhavende. Hedder hun Vega My, er hun derimod yngre og har kreative middelklasseforældre på Vesterbro eller deromkring. Hedder hun Ifigenia, er der en vis sandsynlighed for at historien ender skidt.

Briter kan ikke automatisk afkode en Åse Skov, og vi kan ikke automatisk afkode en Nigel Watts (selv om vi måske har en bedre fornemmelse for Nigel end en brite har for Åse). Men at oversætte er ikke at tygge alting for læseren og så gylpe det op som letfordøjelig vælling. I så fald ville alle tekster drukne i forklaringer og faktabokse.

Så Veneering og hans hustru forbliver hr. og fru Veneering, men problemerne er ikke slut. for det er så irriterende nemt at omtale par, familier og slægter på engelsk: the Smiths, the Joneses, the Veneerings, the Tudors. På dansk må man ty til omskrivninger: hr. og fru Smith, familien Jones, parret Veneering, slægten Tudor. Det går også fint, men det kan blive klumpet hvis den smarte, korte engelske form optræder lidt for ofte. Så må man overveje om teksten kan bære at navnet nævnes sjældnere. Det gode ved Dickens er at hans mere ironiske passager kan bære en del krukkeri. Jeg noterer mig allerede nu at jeg måske får brug for udtryk som husherren, husets frue, den lille ny, det indtagende par, familieoverhovedet …

Det samme gælder deres hjem: the Veneering establishment. Her kan vi heldigvis stjæle lidt fra ældre, borgerligt dansk, for det Veneeringske hjem eller hus går lige så fint som det Heibergske eller Classesnke (men skulle the Hexam household dukke op, må der andre metoder til, for Dickens gør ikke nar ad Lizzie og hendes familie, og det Hexamske hus ville virke lige så grotesk som det Jensenske. Endelsen oser af overklasse).

Så:

Hr. og fru Veneering var helt nye indvånere i et helt nyt hus i et helt nyt kvarter i London. Alt ved parret Veneering var funklende nyt. Alle deres møbler var nye, alle deres venner var nye, alle deres tjenestefolk var nye, deres sølvtøj var nyt, deres vogn var ny, deres seletøj var nyt, deres heste var nye, deres billeder var nye, de selv var nye, de var så nygifte som legitimt foreneligt var med deres helt nye barn, og hvis de havde anskaffet sig en bedstefar, var han sikkert blevet leveret fra Pantechnicon, svøbt i klæde, blankpoleret fra isse til fod og uden den mindste skramme.

For i det Veneeringske hjem var alting, fra hallstolene med det nye våbenskjold til det store pianoforte med den nye mekanik og videre ovenpå til den nye brandtrappe, pudset op til det skinnede. Og det var med hr. og fru Veneering som det var med deres bohave: Overfladen lugtede altid en tand for frisk af fernis og var lettere klæbrig.

Her kan siges meget om det begrædelige ved at new, new, new nødvendigvis må blive til nyt, ny, nye, men sådan er det nu en gang, og de danske læsere har jo ikke originalteksten liggende ved siden af sig. Man kunne måske godt kunstfærdigt sørge for at alting blev nyt (Hele deres møblement var nyt, deres vennesæt var nyt, deres tyende var nyt, deres sølvtøj var nyt, deres køretøj var nyt, deres seletøj var nyt, deres hestespand var nyt …), men så bliver navneordene unødigt kringlede. Jeg stemmer for bøjningsmodellen. Og jeg stemmer for helt ny i stedet forsplinterny som oversættelse af bran(d) new, af den enkle grund at den tredje stavelse i splinterny gør ordet forlangt når det gentages. Spritny klinger som noget min mor gik og sagde i 80'erne og viser sig ved tjek netop at være kommet ind i sproget i den periode, formodentlig fra svensk spritt- (splinter-/splitter-).

Pantechnicon var et i Londons overklassekredse velkendt foretagende der solgte (og opbevarede og transporterede) vogne, møbler og malerier. Jeg har beholdt det, så interesserede læsere kan slå det op – det fremgår jo under alle omstændigheder af sammenhængen at det er et sted hvor man kan erhverve sig større stykker bohave, såsom bedsteforældre. Jeg forudser dog at min imaginære redaktør vil slå sig i tøjret og sige: "Så interesserede er romanlæsere jo ikke, Signe. Kan vi ikke bare skrive fra et møbelmagasin?" Men her er det heldigvis mig der bestemmer. Og jer.

Mere om:

hall chairs: https://www.oxfordreference.com/display/10.1093/oi/authority.20110803095917196?rskey=zUjmfo&result=2

spritny: https://ordnet.dk/ddo/ordbog/spritny

the Pantechnicon: https://en.wikipedia.org/wiki/Pantechnicon