Når noget betyder for meget

Now, Twemlow having undergone this terrific experience, having likewise noted the fusion of Boots in Brewer and Brewer in Boots, and having further observed that of the remaining seven guests four discrete characters enter with wandering eyes and wholly declined to commit themselves as to which is Veneering, until Veneering has them in his grasp;—Twemlow having profited by these studies, finds his brain wholesomely hardening as he approaches the conclusion that he really is Veneering's oldest friend, when his brain softens again and all is lost, through his eyes encountering Veneering and the large man linked together as twin brothers in the back drawing-room near the conservatory door, and through his ears informing him in the tones of Mrs Veneering that the same large man is to be baby's godfather.

Arme Twemlow! Bedst som han er ved at genvinde et retvisende verdensbillede, vender de fremadstormende opkomlinge og ned på det igen. De ser stort på alle regler, og Twemlow kan, med sine gamle dyder og sit høflige væsen, ikke finde ud af hvordan han skal håndtere dem. Jeg kommer til at tænke på USA's nuværende præsident og hans håndlangere. De er Podsnapper og Veneeringer hele bundtet!

Og i den forbindelse opstår et dansk problem: Dickens når at kalde Podsnap for the large man syv gange i dette kapitel. Hidtil har jeg kaldt ham den store mand, og det er der formelt set ikke noget galt med: Large betyder stor. Men på engelsk er størrelsen kun fysisk – hvis man på taler om en stor mand i betydningen storslået, betydningsfuld, berømt, siger man great: The Large Wall of China lyder ikke som noget videre imponerende bygningsværk, og Alexander the Large skulle nok have holdt lidt igen ved måltiderne.

På dansk skelner vi ikke: En stor mand kan være et ordentligt brød og et forbilledligt menneske på én gang. Alexander den Store kan sagtens have været en splejs – storheden siger ikke nødvendigvis noget om hans statur.

Her dækker dansk med andre ord for bredt. For Podsnap er ikke noget eksempel til efterfølgelse – han er en skrupelløs, opblæst nar.

Hvad skal vi så kalde ham? Det må ikke blive for langt, for det skal kunne gentages igen og igen uden at blive for påtrængende, og det skal være forholdsvis neutralt.

Jeg hælder til kraftig. Det kan både betyde både stor og tyk (men ikke prominent eller pragtfuld), og der er jo unægtelig kraft i Podsnap – hans friskhed går faktisk Twemlow så meget på nerverne at han finder den dræbende. 

Så hermed dagens tekst, som er én lang sætning:

Twemlow, der har stået denne grufulde oplevelse igennem, bemærket Brewers sammensmeltning med Boots og Boots' med Brewers, og endvidere noteret sig at der blandt de øvrige syv gæster er fire individer som træder indenfor med søgende blik og indædt undlader at binde sig til hvem af de tilstedeværende der er Veneering, til Veneering selv har fået fat i dem – Twemlow, der har nydt godt af disse studier, mærker hvordan det lysner i forstanden, for han nærmer sig den konklusion at han vitterlig er Veneerings ældste ven, men i det samme formørkes hans fatteevne igen, og alt er tabt, for nu får han øje på Veneering og den kraftige mand arm i arm, som var de tvillingebrødre, i den lille salon tæt ved døren ud til vinterhaven, og hans ører fortæller ham, med fru Veneerings stemme, at den selvsamme kraftige mand skal være gudfar til den lille ny.

Der kunne skrives et helt afsnit mere om at bakse med Dickens lange, fortællende sætninger, men det skal vi nok komme til at tale mere om (og jeg skal nok komme til at rykke yderligere om på ovenstående løsning). 

Lad mig i stedet bare nævne at Twemlows hjerne der hærdes i originalteksten, har med den tidligere replik "This is enough to soften any man's brain" at gøre. Den oversatte jeg til "Det kan jo til at gå fra forstanden af." Og det kan der givetvis arbejdes bedre med, men ikke nu, for solen skinner.

Og nå ja, the back drawing-room: I britiske hjem taler man ofte om front rooms og back rooms, både i herskabshjem og jævne boliger. The front room/parlour er altid den pæneste stue, og det er naturligvis den der vender ud mod gaden. Der behøver ikke at være noget galt med the back parlour, hvis man har sådan en (almindelige hjem kan sagtens kun have et front room), men den er som regel mindre eller ikke helt så præsentabel. Parret Veneering har et herskabshjem med vinterhave og det hele, så the back drawing-room er helt sikkert lige så prangende som resten, men det er dog the back drawing-room. Da bagerst og forrest ikke umiddelbart siger danske læsere noget, fordi vi ikke skelner sådan (smutter du lige ind i den forreste stue og henter avisen? Nej, vel?), henter jeg hjælp i ordet salon, der signalerer attenhundredtal og overklasse, og tilføjer lille, som i sammenhæng med salon ikke nødvendigvis betyder lille, men bare mindre end den anden salon. For selvfølgelig har hr. og fru Veneering mere end en salon. Sprog er smart, ikke?