Om Louise Kennedys roman Over grænsen

"Der er noget fortroligt, endda minutiøst over [skulpturens detaljer], næsten som en afstøbning af hans krop. Den faste, lille vom. Den let løftede højre skulder. Den begyndende fylde i kæbepartiet. Hun betragter hans ansigt og frygter at se rædsel eller smerte, men han ser ud præcis, som han gjorde, når han sov."

I dag udkommer Louise Kennedys debutroman Over grænsen (Orig.: Trespasses). En kærlighedshistorie med en dyster ramme, for vi ser tilbage på 1970'ernes Belfast, hvor myndighedspersoner tjekker bilen for bomber, inden de kører på arbejde, og hvor religiøse tilhørsforhold påvirker alt, fra hvad man stemmer og hvor man bor, til hvor man køber ind og hvad man døber sine børn. Hvor der er soldater på gaderne, og bymidten er spærret af efter mørkets frembrud.

Purunge Cushla møder ret midaldrende Michael, og det slår gnister. Hun er katolik, han protestant, hun er lærer og barpasser, han advokat og borgerrettighedsforkæmper med en kunstnerisk åre.

Det er et godt brugt historiestillads, men det mærker man ikke. Jeg beundrer Kennedy, der kan skrive om kvindelig lyst, uden at der går Hollywood i den, med alle sanser tændt, så der er plads til rå løg og sved og hudafskrabninger. Og om ungdommelig forgabelse, i manden, men også i hans verden, hans venner, den selvsikre kulturelite med alle de rigtige holdninger og alle de rigtige rekvisitter: gamle huse, kunst på væggene, fransk støbejern og musaka med auberginer, som en studerende datter har fragtet hjem fra London i sin kuffert. Og om unge kvinder, der falder for langt ældre mænd, men hverken fremstår naive eller beregnende, og aldrig giver køb på deres integritet undervejs.

I det hele taget tager jeg hatten af for Kennedy, der så tindrende selvsikkert skildrer mennesker og balancerer så flot på kanten af det tragiske melodrama – det ender ikke lykkeligt, det ved vi fra rammefortællingen – uden på noget tidspunkt at plumpe i til den forkerte side. Det er en litterær præstation, en humanistisk og nostalgisk, men aldrig sentimental, beskrivelse af et samfund under pres – men først og fremmest er det en forrygende kærlighedshistorie. En af de der vanvittig gode romaner, man står og drømmer om i lufthavnskiosken inden ferien, men alt for sjældent er så heldig at finde på hylderne.

Jeg har oversat og derfor været igennem bogen de påkrævede fem-seks gange. Det har været en fryd og en opdagelsesrejse hver gang. Men dyrt i lommetørklæder.