Oversætter 24: Overgangsdansk

"Hvem vil blive spottet læsende en romantisk komedie i linje 5C?" spørger en journalist i Politiken. Og jeg studser – over det sjovt tvetydige "spottet", men mest over den lange tillægsform "læsende", der lugter af engelsk sætningsopbygning: "Who wants to be spotted reading romantic comedy on the 5C?"
Og "Rodende rundt i nogle gamle kasser fandt jeg deres første album" stod der (let omskrevet) i et Facebook-opslag, jeg faldt over forleden. Helt forståeligt dansk, men igen med tydelig engelsk sætningsstruktur: "Rummaging through some old boxes, I found their first album."
De lange tillægsformer er ellers noget, vi længe har luget ud i med hård hånd i dagligsproget, for de kan virke lidt opstyltede eller gammeldags. De fleste vil nok spærre øjnene op over: "Han sad læsende i sofaen, da jeg kom hjem". Det er ikke såkaldt godt dansk. Vi har vedtaget, at det hedder: "Han sad i sofaen og læste, da jeg kom hjem".
Men den engelske ing-form (rummaging, reading) – er enormt praktisk. Den lader udsagnsordet fortælle os, at der er noget i gang, da der sker noget andet – man roder i gamle kasser, og så finder man en plade, man sidder i bussen og læser kærlighedsromaner, og så bliver man grebet i det. Vi kan sagtens sige det samme på dansk, men på helt andre måder: Vi sidder for eksempel og læser, vi står og snakker, vi ligger og sover. Det fungerer fint, men det er længere, og hvis man skal pakke en hel masse ned i én sætning, er det besnærende at kunne få dynamikken på plads ved simpelthen at føje en endelse til udsagnsordet. Især fordi man på engelsk kan ridse scenen op fra allerførste ord i sætningen: "Rummaging through some old boxes, I found …" Det er smart, kompakt og dramatisk, og man kan bygge videre og videre: "Ignoring the fact that they'd been fighting all night, calling each other the most horrendous names, she let out a shriek of joy the moment she saw him and set off at a dead run, feet slapping the pavement." Fuld skrue på handlingen!
På dansk omrokerer vi som regel leddene: "Hun udstødte et jubelhyl ved synet af ham, og uden at tage sig af, at de havde skændtes hele natten og kaldt hinanden de mest forfærdelige ting, satte hun i hovedkulds løb, så sålerne smækkede mod fortovet." Man kan selvfølgelig godt begynde med "Uden at tage sig af …" eller lignende, men det bliver gumpetungt i længden, fordi vi (endnu ikke) er vant til så lange forled. (Og man kan sikkert godt forbedre på min oversættelse, men hey, tiden …)
Vores sprog forandrer sig, og sådan har det altid været. Det sker helt umærkeligt, når knap seks millioner mennesker taler og skriver sammen dag efter dag – og påvirkes udefra. Det er uundgåeligt, og sikkert praktisk set med evolutionsbriller på, for sproget er jo til for at kunne kommunikere med andre, også med dem, der ikke taler vores eget modersmål.
Lige nu er dem, vi allerhelst vil tale med – eller lytte til – amerikanerne, og det kan ses, ikke kun i vores ordvalg, men også i sprogets grundstrukturer. Og forandringerne går lynende hurtigt, fordi mange af os får al vores underholdning fra amerikanske streamingtjenester og engelsksprogede SoMe-platforme, mens medierne benytter maskin- eller akkordoversat telegramstof for at fylde deres gratis nyhedsflader.
Hidtil har der været en slags konservativt filter på det, der skrives i det offentlige rum – i form af redaktører og korrekturlæsere på både nyhedsmedier og forlag – men de er også blevet akkordarbejdere, efterhånden som udgivelsestempoet er steget. Desuden er den yngre generation efterhånden ganske vant til det engelskfarvede dansk og studser mindre over det.
Sådan er det nu engang, og det er der ingen grund til at begræde set fra et overordnet perspektiv – sproget skal nok overleve, og vores opfattelse af, hvad der er smukt og godt sprog skal nok flytte sig tilsvarende. Godt sprog er konsensusstyret. Så snart et stort flertal af danskerne har taget den lange tillægsform til sig i det daglige, vil den være godt sprog.
Problemet er overgangsperioden. Hvad gør man, så længe et svindende flertal eller en stor minoritet af læserne synes, at en bestemt vending eller struktur knirker? Og måske først og fremmest, hvis man selv synes, at den knirker?
Jeg er bestemt ikke altid storsindet og holistisk stemt, når jeg læser tekster. Jeg dømmer ofte hånligt og hårdt, når jeg støder på engelskklingende sætninger ("Tag din skrivning til det næste niveau" stod der for nylig i en reklame her på FB – det tog mig resten af dagen at få blodtrykket ned igen), og jeg luger omhyggeligt mine egne anglicismer væk for at få det pæneste, men måske også det mest konservative dansk frem i mine oversættelser.
For sprog er jo demokratisk, og hvis jeg vil oversætte moderne, burde jeg nok også tage mere af det engelske til mig. Jeg burde stå mere op for anglicismerne, hvis jeg vil lykkes som ung med de unge.
Problemet er selvfølgelig, at det skurrer i mine (og mine trængte redaktørers) ører. Mange af læserne er derimod for længst kommet videre. De tager de nye konstruktioner til sig uden at tænke nærmere over dem, og giver sig til at bruge dem i deres eget dagligsprog. Og det er helt som det skal være. Men som oversætter vurderes jeg efter skrappere regler: Hvis man betaler i dyre domme for at få noget oversat til dansk, skal det så at sige også være så dansk som muligt.
Men hvornår er godt dansk ikke længere godt dansk? Jeg bliver mere og mere fascineret af det spørgsmål. Hvor lang er overgangsperioden mon? (Kan jeg nå pensionen inden? Næppe). Hvor lang tid får gamle udtryk lov at eksistere parallelt med nye? Hvor lang tid går der for eksempel, før "Jeg lykkedes med at ordne cyklen" har vundet så meget terræn, at man rynker bryn over "Det lykkedes mig at ordne cyklen"? Er det allerede sket, eller kører de fint begge to? Vil AI og tidspressede sprogfolk øge brugen af den lange tillægsform og det lange forfelt, til det er jævnt dansk at sige: "Ordnende cyklen, der var punkteret sidste efterår og havde været samlende støv igennem hele den lange, sure vinter, hvor jeg alligevel ikke orkede at knokle rundt i slud og blæst på byens cykelstier, og i øvrigt mest arbejdede hjemmefra, opdagede jeg, at der sad en tegnestift i dækket"? Det lyder helt skævt – til det lige pludselig ikke gør det mere. Sådan er sprog.
Der er i øvrigt ingen, der siger, at det ene skal vige for det andet. Måske får vi simpelthen flere valgmuligheder, flere nuancer – det har engelsk med ret stort held formået at skaffe sig igennem århundrederne. Det sprog, der skrives, overlever. Men så skal man selvsagt også skrive – hvilket vi faktisk er ved at holde op med. Dét finder jeg bekymrende – men det tager vi en anden dag.

Arbejdstid: 37 timer med lodder og trisser

Læsning: Anders Søegaard: Kunstig intelligens bagfra

Foto: ChatGPT