Oversætter 24: Fra barndommens arkiv

Forleden fik jeg brug for ordet "fjase" i en oversættelse – og det slog mig, at jeg ved, nøjagtig hvor jeg har det fra. Jeg har vist aldrig brugt det før, i hvert fald ikke uden ironi, for det er gammelt og har desuden en bestemt synsvinkel indbygget, jeg stadig ikke ser mig selv som gammel nok til at anlægge. Alligevel har det ligget parat i mit sprog i over fyrre år takket være Ellen Kirk, der dengang oversatte Emil fra Lønneberg.

For at fjase vil for mig altid være forbundet med pigen Lines omgang med karlen Alfred (og naturligvis vidste jeg heller ikke, hvad en karl var, inden Alfred kom ind i mit liv. Eller hvad palt var. Eller suppeterriner. Eller fattiglemmer).

Det forrygende ved skønlitteratur er jo, at man lærer, mens man læser. Der er ingen grund til at slå "fjase" op. Man forstår, hvad det er, mens man læser om Line. Der er ingen grund til at slå sognerådsformand op. Man ved, at det er noget fornemt, man kan blive, selv om man starter som uheldig, men velmenende skarnsknægt (skarnsknægt!).

Emil fra Lønneberg var vist den første roman, jeg læste selv, og jeg var ikke ret gammel. Jeg læste den bog med barnets totale monomani – om og om igen, sikkert fordi der er en enorm tryghed og hygge i Lindgrens univers, til trods for at børn regelmæssigt må spærres inde i timevis for ikke at få bank af deres far.

Siden er der kommet et bjerg af ord og bøger til. Men det var ved Emil, det begyndte. Og nu har jeg lige formanet en ung, køn tjenestepige om ikke at fjase med mandfolkene.

Arbejdstid: 46 timer

Ugens bog: Lena Lindgren: Ekko – et essay om algoritmer og begær. Tankevækkende – og Lindgren, sikke et tilfælde! Midt i algoritmeangsten tænker jeg på, om nutidens børn mon aldrig læser, ser eller lytter til det samme om og om og om igen. Og på, om det er godt eller skidt.

Foto lånt fra webshoppen Loppeblomst