Oversætter 24: Jeg er misundelig på maskinen!

Jeg får aldrig læst alt det, jeg gerne vil.

Jeg får aldrig sat mig godt nok ind i historien, litteraturen og kulturen – hverken Danmarks eller mine oversættelseslandes.

Der er altid mere at læse, at lære, at huske, at opleve. Tiden slår ikke til og kommer aldrig til det. Det kan drive mig til vanvid.

Desuden glemmer jeg uafbrudt. Mit indre bibliotek over ting, jeg har læst et sted – hvor var det nu? – er plaget af dårligt lys, tomme hylder og en sjusket bogopsætter. Jeg glemmer også helt dagligdags ord og vendinger og må hele tiden slå op og slå efter alle mulige steder efter det, jeg har glemt.

Maskinen kan derimod læse alt det, vi gerne vil have den til (hvis den får lov). Den lagrer alt, hvad den læser, og kan finde det frem på kommando, hvis vi programmerer den ordentligt. Den glemmer ikke og tøver ikke. Den kan, i hvert fald potentielt, rumme alt, hvad der skrives og alt, hvad der er skrevet. Og den kan levere resultater på sekunder.

Jeg er misundelig på lagerpladsen. Jeg er misundelig på tempoet. Tænk at kunne blive ved at lære mere og mere – bare fråse løs og aldrig behøve at stå med tanker om, hvad der er vigtigt, og hvad der kan undværes. Og tænk at have det tilgængeligt derinde, alt sammen, når man fik brug for det igen.

Jeg er det svageste led i enhver oversættelsesproces. Jeg er fejlbarlig, glemsom, langsom og rodet.

Men jeg er også det afgørende led. For det er alle os fejlbarlige, glemsomme, langsomme og rodede mennesker med alle vores følelser og alle vores fejl, der skal læse bøgerne. Det er os, der skal lære af teksterne, og os, der skal købe produkterne.

Uden os er der ikke behov for at skrive noget som helst. Uden os er der ikke behov for at lære noget som helst. Uden os er der ikke nogen at sælge noget som helst til.

Og det er kun os, der ved, hvordan man er menneske. Det er kun os, der finder mening i sprog, og sproget afspejler os på godt og ondt i al sin kaotiske, fejlbarlige, rodede herlighed.

Jeg er ikke maskinstormer. Jeg tjekker jævnligt tilgængelige kunstige intelligenser for at se, om der er noget, jeg kan bruge, og der ER af og til noget, jeg kan bruge. Og der kunne ganske sikkert fremstilles et helt forrygende godt AI-baseret oversætterværktøj, hvis man ellers havde råd og rettigheder til det.

Det ville bare ikke være det universalprogram, vi altid ser for os – ikke et program, der leverede en færdig, billig tekst, som "bare" skulle pudses af. Det ville nok spare tid, men ikke voldsomt meget. Og kvaliteten ville gå ud over prisen – til et lille sprog som dansk ville det givetvis blive alt for dyrt.

Men forestil jer, hvis vi nu skal drømme uden hensyntagen til virkeligheden, et oversætterprogram, der:

* rummede alt, hvad der er skrevet på dansk, og alt, hvad der er blevet oversat til dansk.

* rummede alt, hvad der er skrevet på kildesproget og alt, hvad der er oversat til kildesproget.

* kunne tage højde for tidsperiode, socialklasse, køn, alder og alt det andet, der præger vores sprog, og komme med forslag til typiske ord og vendinger.

* havde indbygget rimordbog med fornemmelse for tryk.

* kunne foreslå bogstavrim og assonans på kommando.

* kunne finde relevante ord på dansk, der matcher originaltekstens rytme.

* kunne fremhæve alle direkte og indirekte citater i originalteksten, så man uden at skulle lede, ville vide, at Shakespeare, Joyce, Koranen, Machiavelli eller Lao Zi var involveret, og samtidig levere eventuelle eksisterende danske oversættelser.

* kunne tilpasses den enkelte oversætters arbejds- og researchmetoder og gøre dem hurtigere og nemmere, for eksempel gennem direkte integrering af leksika, håndbøger, hjemmesider osv.

* måske ligefrem kunne hjælpe oversætteren med at finde det, hun ikke vidste, hun skulle finde.

Dét ville være nyttigt! Dét ville give væsentlig bedre oversættelser! Forudsat naturligvis, at oversætteren var god, men igen: Vi er det svageste led, og samtidig det afgørende led. Og det gælder, uanset om vi oversætter fra bunden eller redigerer maskinoversatte tekster.

Alt det her lyder måske meget, meget højpandet. Hvad nu, hvis det bare skal være underholdning? Hvad nu, hvis det bare skal være nøgtern formidling? Jeg svarer: Hvis du vil kommunikere godt inden for lige meget hvilken genre, skal du ikke tænke "bare". Forleden fandt jeg en linje fra Daphne du Mauriers gamle køns- og klassegyser Rebecca i en sjov børnebog til tiårige. Den var der med vilje. Hvis vi vil gøre et indtryk på læseren (og læserens forældre), skal læseren huske os. Læsere husker ikke det ligegyldige. Det betyder ikke, at de vælger det fra, men de husker det ikke. Og at blive husket er trods alt stadig værd at bruge penge på. Måske kunne det endda gå hen og blive et salgsargument.

Arbejdstid: 41 timer (stort set fuld weekend for første gang siden juli 2023)

Ugens påbegyndte bog: Paul Murrays bookernominerede The Bee Sting. Lover godt.