Oversætter 24: Når gammelt sprog nægter at opføre sig passende gammelt
Sjældent har jeg været så henrykt, som da jeg opdagede, at hele Christian 3.'s bibel ligger frit tilgængelig på nettet. Den er fra 1550, så når man har hovedpersoner, der færdes i det tidlige 1600-tal og slår om sig med bibelcitater, kan man et kort øjeblik tro, at man er frelst. Der er simpelthen direkte hul igennem til Reformationens Danmark. Hurra! Sikke en guldgrube!
Og guldgrube er Christian 3.'s bibel bestemt, men ikke i den forstand, at man så bare kan planke de relevante passager og skynde sig videre. Her er en stump fra Salmernes bog kapitel 109:
Thi ieg er Arm oc Elendig / Mit hierte er sønder slaget i mig.
Jeg far bort lige som en skygge der fordriffuis / oc bliffuer foriaget / lige som Gresshopper.
Mine Knæ ere skrøbelige aff faste / Oc mit Kød er magert / oc haffuer ingen fedme.
Det utrolige er jo egentlig, at det kan læses uden de store problemer, når man lige har vænnet sig til at v skrives som ffu og den slags. Moderne retskrivning:
Thi jeg er arm og elendig, mit hjerte er sønder slaget i mig.
Jeg farer bort ligesom en skygge der fordrives og bliver forjaget ligesom græshopper.
Mine knæ er skrøbelige af faste, og mit kød er magert og har ingen fedme.
Godt, så kan man vel bruge teksten nu? Den er jo autentisk. Sådan lød Bibelen i 1550. Mere ægte bliver det ikke.
Men synes vi nu også, det lyder gammelt på den rigtige måde? Eller ender teksten med at stå i vejen for sig selv?
Vi er ret rummelige, når vi læser "gammeldags" – vi indstiller os på, at der venter uvante og højtidelige ord, som "thi" og "arm" og "fordrives" – så der er ikke nødvendigvis nogen grund til at pædagogisere. "Sønder slaget" skurrer, men mest på grund af mellemrummet, fordi vi i dag ville sætte ordene sammen – til sønderslået eller, ældre, sønderslagent – eller vende dem om til slagent sønder, hvis det skal lyde rigtig højstemt. Men det kunne måske alligevel gå an i en snæver vending, for som sagt læser vi meget tolerant, når noget er gammelt.
Nej, det helt store problem melder sig først ved de ord, vi kender godt, fordi vi bruger dem hele tiden. I teksten her er det fedmen, der for alvor skriger. Fedme! Det er sådan et frygtelig moderne ord. Det lugter af folkesundhed og statistikker og lægebesøg og ikke spor af bibel. Bedre bliver det ikke af de lettere komiske skrøbelige knæ, og så er der det lille ord ligesom, der ikke er nær så højtideligt som som. Og så videre og så videre. Ordenes betydningsfelter har flyttet sig. Dagligdansk har flyttet sig. Bibelsprog har flyttet sig. Så fedmen er ikke den samme, selv om ordet er fuldstændig uændret.
Jamen … skal man så give sig til at rette i selveste Bibelen? Hvad med senere oversættelser? Kan de ikke hjælpe? Jo, til tider, men ikke her, for siden har vi skiftet fedmen ud med manglende salve, og i min tekst bruges passagen helt konkret til at beskrive en lidende, udsultet person – et indvortes problem og ikke et udvortes, så at sige.
Så ja. Man må tjene sin tekst og sin forfatter på den hellige skrifts bekostning, hvis det er, hvad der kræves for at få blændværket til at fungere, og fortiden ikke er fortidig nok. Det mener denne oversætter i hvert fald. Lige nu.
Arbejdstid: 25 timer (hårh!)
Ugens læsning: Prophet Song af Paul Lynch