Oversætter 24: Ordbøger – oplæring i mistænksomhed

"Je mouton demander quatorze heures," skrev Rasmus sit stilehæfte engang for hundrede år siden, da jeg havde fornøjelsen af at være franskvikar hos ham og resten af 7. C på en forstadsskole i Hvidovre. Det udsagn grublede jeg en del over, men det var faktisk lige ud af landevejen: "Jeg får (mæh!) fri (på knæ foran fremtidig brud) klokken fjorten".

Ordbøger kræver øvelse. Der er regler, man skal kende, systemer, man skal kunne gennemskue. Man kan ikke slå nutidsformen "(jeg) får" op i en ordbog – man er nødt til at kende navneformen"(at) få". Man er nødt til at vide, hvilken ordklasse "fri" tilhører – tillægsord, ikke udsagnsord – for at finde frem til den rigtige betydning, og selv da er man i begge tilfælde nødt til at skimme sig igennem en del, for særligt "få" er et langt, langt opslag med en hel masse forskellige underbetydninger og sammenhænge.

Og så kommer det værste – og her havde Rasmus nær havde kastet håndklædet i ringen én gang for alle: Man kan slet ikke slå "få fri" op på den måde – det lader sig ikke splitte op i to halvdele, "få" og "fri", der så kan sættes sammen til et hele. Det er en slags fast, eller næsten fast, udtryk: Vi kan få fri og have fri og holde fri og tage fri, men ikke gøre fri eller nyde fri eller droppe fri. Og friet er et andet fri end friet i fri som fuglen eller friet i den frie vilje eller de frie hænder eller det frie lejde. Der er et utal af små betydningsforskydninger i fri, og lige her – sammen med netop få og have og holde og tage – betyder det, at man ikke har pligter eller arbejde at tage sig af. Er man heldig, optræder "få fri" som fast udtryk allernederst i ordbogsopslaget.

Så heldig var Rasmus ikke, og han var yderligere udfordret af undervisningen. Hans lærer havde, i den bedste mening, lært klassen, at "jeg får fri" hedder "je rentre à la maison" – altså "jeg går hjem" – men det havde Rasmus glemt. Så han tyede til ordbogen uden held, og ikke kun, fordi han endnu ikke havde lært at bruge den ordentligt. Hvis man vil lære at bruge en ordbog, må man have synonymer parat, så man kan slå op under noget andet, der ligner, når man rammer en blindgyde, men det var jo ikke blevet bedre, hvis den arme dreng havde slået op under "gå" og "hjem". Sproget er ikke altid bare ét ord for ét begreb. Til tider må man ud og omformulere hele sætningen for at finde de ord, man skal bruge, og så kan sprogtonen være røget undervejs: "Min skoledag slutter klokken fjorten" … sagde ingen skoledreng nogensinde.

Det tager en helvedes tid at blive god til ordbøger. Det er en nærmest osmotisk proces: Man lærer lige så stille at overskue dem, at bevare håbet, selv når opslaget strækker sig over flere sider. Man lærer, at man ikke altid skal begynde fra en ende af, at lade blikket løbe, at spejde efter forkortelser, der kan pege en i den rigtige retning: vb., adj., konj., bot., mil. norr. Og har man ikke lært forkortelserne endnu, må man forsøge at finde vej ud fra ord, man allerede kender: Slår man "så" op (et udråbsord, et udsagnsord, et biord, et tillægsord og et bindeord, alt efter betydning, og naturligvis også datidsformen af "se"), må man gøre sig klart, hvad det er for et "så". Har det noget med frø at gøre? Så er det måske den slags, man skal kigge efter, til man har lært sig, at vb. betyder verbum, altså udsagnsord. Står der noget om frø? Eller høst? Så er man nok på rette vej.

Det tager som sagt en helvedes tid. Men det er også spændende, så længe man ikke er helt på herrens mark. Man opdager sammenhænge, hvor der ingen var i går. Man kigger pludselig ind i mekanikken, ser ordklasserne opdele sig naturligt. Man opdager rødder: Seng hedder "lit" på fransk, og forleden opdagede jeg, at sengeliggende hedder "alité". Der er altså en seng i begge dele, men på fransk er man nærmest besenget eller isenget. Den slags gør mig besynderligt glad. Man opdager fællestræk mellem sprogene, fra latinsk pater til fransk père til engelsk father til dansk fader og videre til paternoster og patriarkat og patriotisme og patron, men endelig ikke til paté eller patter. Sprogviden vokser vildt, hvis man lader den, og ordbøgerne er ren gødning.

Men pudsigt nok er belønningen for al denne sprogviden, at man opdager, at ordbøger ikke er til at stole på, og at én aldrig er nok. Ordbøger forældes. Ordbøger forklarer ikke altid godt nok. Ordbøger overser betydninger. Ordbøger tager til tider direkte fejl.

Så det vigtigste, man lærer ved at slå op i en ordbog, er, at man aldrig, aldrig bare må slå op i en ordbog, selv ikke verdens bedste ordbog, og bare skrive det, der står. Man skal altid vurdere, hvor plausibelt resultatet lyder, især ud fra konteksten. Man skal altid være klogere end sin ordbog – hvilket jo er den omvendte verden. Vi har da ordbøger, fordi de skal være klogere end os. Men en ordbog bliver aldrig bedre end sin bruger.

Et par eksempler:

Forleden stødte jeg i en roman på planten loosestrife, der voksede på en grøftekant et sted i England. Gyldendals Store Røde siger, at loosestrife har det latinske navn lysimachia og hedder fredløs på dansk. Det lyder jo ganske tillidsvækkende, og det er det også – jeg tjekkede via Google. Men det nævnes i min tekst, at planten er lilla, og søgningen på lysimachia og fredløs viser en gul plante. Så jeg måtte videre til Wikipedia, der kunne meddele, at der findes flere planter af det navn på engelsk, og at lythrum salicaria er lilla og ganske rigtigt vokser på engelske grøftekanter. Et hurtigt ekstratjek, for Wikipedia er jo heller ikke altid korrekt, men jo, den er god nok: Den lilla plante må være lythrum salicaria, og den hedder kattehale på dansk (tak igen, Google). Den helt plausible oversættelse fredløs viste sig med andre ord at være forkert. Umuligt at se – man er nødt til at autotvivle.

Og for nogle uger siden stødte jeg i en svensk roman på ordet glättig i sammenhængen "glättig liberalism". "Glad, munter" siger Svensk-dansk ordbog på ordnet.dk/sdo og giver eksemplerne "ett glättigt sällskap" og "ett glättigt humör". "Tilsyneladende/forceret glad og munter" siger den privatbyggede, men forbløffende solide Sprogbro.org og giver eksemplet "En glättig yta döljer allt som oftast ett mindre roligt inre" (husk, at rolig ikke betyder rolig). "Synbart glad och uppspelt ibland utan egentlig anledning," siger Det Svenske Akademis Svensk Ordbok. Så hvad skal man vælge? Jeg googlede glättig for at se ordet brugt og vurderede, at glad helt klart var for lidt, og munter måske ikke helt nok heller. De øvrige ordbogsforslag er alle forklarende, så man må selv i gang med synonymerne: sorgløs måske? kåd? overgiven? Der var noget sarkastisk over netop min sammenhæng, noget, der antydede, at munterheden netop var forceret eller grundløs eller ligefrem påtaget. Sødladen? Slesk? Nej, det går for vidt. Jeg skulle ikke oversætte den roman – det har en anden klaret for mig – men jeg grubler alligevel. Måske må man ud i to ord: forstilt/påtaget/kunstlet/tankeløst/hovedløst/dumdristigt/dumsmart munter kapitalisme? Men så har man også fortolket godt og grundigt på forfatterens intentioner. Så måske ikke alligevel.

Selv når jeg ikke er på arbejde, er jeg på arbejde. Hvilket er helt fint med mig.

Summa summarum: En ordbog er som sagt aldrig bedre end sin bruger, og den kan aldrig stå alene. Man må altid tjekke sprogets virkelighed. Internettet er et uvurderligt supplement til ordbøger – der for manges vedkommende nu også ligger online – og det har aldrig været så nemt som nu at tjekke efter, at komme videre, at pudse af. Det seneste årti har været en guldalder for oversættere. Vi har pludselig fået alle muligheder for at tjekke vores tvivl og forbedre vores præcision.

Men ordbøger kan selvfølgelig virke ganske primitive nu om dage, selv i onlineversionen, for inde på nabofanen kan man jo have en stor sprogmodel kørende – ChatGPT for eksempel – der kan levere en hel tekst på sekunder. Og den kan faktisk ofte være bedre, fordi den groft sagt bygger på statistisk hyppighed ord imellem. Hvis nutidens Rasmus i nutidens 7.C. beder maskinen oversætte "jeg får fri klokken fjorten" til fransk, leverer den sandsynligvis en fin, mundret oversættelse, for det er en helt almindelig sætning.

Men min mistanke til ordbøgerne vandrer med over i sprogmodellerne, for det gælder jo også for dem, at de ikke er bedre end deres brugere. Hvordan sikrer vi os, at morgendagens Rasmusser får viden nok til at vurdere de oversættelsesforslag, de får? Og, for den sags skyld, de danske tekster, de får?

Og nu kunne jeg så alligevel ikke dy mig: "Jeg får fri kl. 14" oversættes af ChatGPT til: "Je termine à 14 heures", hvilket ser absolut plausibelt ud, men så vidt jeg kan se, er det lærebogsfransk – altså ikke noget, en franskmand faktisk ville sige. "Jeg får fri fra skole kl. 14" oversættes til "Je finis l'école à 14 heures". Igen: plausibelt nok på overfladen, men denne gang så slemt i skoven, at jeg ikke kan finde et eneste eksempel på frasen nogen steder. Mit franske er pivrustent. Jeg har måttet tripeltjekke begge oversættelser, og jeg kan tage fejl, men jeg tror det ikke. De er dumpet begge to. Men den første kunne godt have narret mig.

Rasmus skal med andre ord stadig tjekke hele tiden. Hvordan lærer vi ham det? Der findes skam værktøjer til det, men de kræver øvelse, og de tager en helvedes tid at lære og at anvende. Præcis ligesom ordbogen. Og belønningen er tvivl.

Arbejdstid: 40 timer

Dobbeltlæsning: Max Porters prosadigt Grief Is the Thing With Feathers/Sorg er et væsen med fjer, på umuligt og fantastisk dansk takket være Pia Juul

Foto: Jacquie Wingate, fra Wikipedia. Fordi får er bedre blikfang end ordbogsopslag.