Oversætter 24: Oversætternes redningstjeneste

En person i en af mine romaner kommer med købmandsvarer til en anden: deodorant, kaffe, kuglepenne. De snakker sammen, og han byder hende på kaffe. "Det er min sidste kaffe," siger han, og hun erklærer sig muntert beæret.

Det går jo ikke. Man kan ikke lige have fået friske forsyninger og så gøre en dyd ud af at byde på sine sidste bønner. Kaffen i købmandskassen må erstattes med noget andet.

En af sidegevinsterne ved en (menneskelig) oversætter er ekstraredigeringen. En oversætter kommer igennem teksten et sted mellem tre og seks gange – ingen andre læser en bog så grundigt og metodisk, som vi gør.

Vi sikrer, at helten ikke styrter ind i det brændende hus to gange i træk.
Vi sikrer, at blomsterbedene ikke bugner af tulipaner nord for Stockholm i december.
Vi sikrer, at der ikke flyver kolibrier rundt i walisiske klosterhaver i 1100-tallet.

Til tider går I glip af gode grin på grund af os: For nogle år siden omskrev jeg for eksempel en beskrivelse af et blikstille hav, hvor der stod noget i stil med, at overfladen kun krusedes af ringe fra fisk, der var oppe for at hente luft. Jeg lader lige billedet stå.

Forfattere er ikke dumme (personen med fiskene er en mulig undtagelse). Alle, der arbejder med tekster, laver svipsere, særligt i lange tekster, der måske er blevet skrevet om og bearbejdet adskillige gange. Så kan der dukke stumper af en ældre version op, som redaktøren er kommet til at læse hen over. Og vi er alle sammen præget af den verden, vi selv færdes i. Man kan trække på smilebåndet over en kolibri i Europa, men kun til man tænker på, at man sikkert uden tøven ville skrive en musvit ind i en baghave i det nordlige USA.

At oversætte giver et sært dobbeltblik på teksten: Man læser både med og mod. Man må se forfatterens tekst som sin egen og behandle den loyalt – men med en passende skepsis. Jeg kan ikke give mig til at redigere hele historien om, hvis jeg er utilfreds, men jeg gør også forfatteren en bjørnetjeneste ved at ignorere fisk, der henter luft, eller døre, der bliver åbnet i linje tre og igen i linje otte.

Hvor går grænsen så? Hvornår er man en hjælp, og hvornår har man snuden for langt fremme? Det varierer. Som regel giver det sig selv: Man skriver det, der står, som man mener, forfatteren ville udtrykke det på dansk, og piller kun ved åbenlyse fejl. Er man den mindste smule i tvivl, kontakter man vedkommende, og det gør man måske også, hvis man synes, det ville være godt at få en smutter fjernet fra næste oplag af originalen.

Men så er der den halvdovne litteratur: Forleden nævnte en kollega en bog, hvis forfatter havde brugt vendingen "he frowned" tre gange på samme side. Det er helt klart for meget panderynkeri. Mange rutinerede oversættere luger ud i den slags eller varierer det ganske selvfølgeligt, så historien flyder den lille anelse bedre. Det er der ingen, der forlanger af os, og vi nævner det sjældent, men en oversættelse får på den måde to ekstra redigeringer – en af oversætteren og en af den danske redaktør – og det er der faktisk litteratur, der bliver lidt bedre af.

Sjovt nok er det netop den del af litteraturen, som branchen nu i stor stil eksperimenterer med at maskinoversætte. Og maskinen har ikke den slags kvababbelser – den overvejer ikke, hvordan fisk trækker vejret, eller om der lever kolibrier på De Britiske Øer. Den studser ikke over gentagelser i teksten eller dovent sprog.

Næh, men det ordner redaktøren vel? Ja da! Den dygtige, rutinerede redaktør med masser af tid skal nok fange den slags. Desværre er det ikke nødvendigvis den slags redaktører, der bliver sat til at ordne maskinoversatte tekster.

Men er det vigtigt? Er vi ikke fløjtende ligeglade med, hvor mange gange en person udtrykker skepsis på en enkelt side? Er det ikke lige meget, at et hus nogle gange har tre etager og andre gange fire, at træer kaster skygge i en tåget skov midt om natten, at det nu er fjerde sætning, der begynder med ordet "dernæst"? Det er jo bare underholdning!

Jo, måske. Jeg har faktisk svært ved at vurdere det. Men i en tid, hvor udbuddet af discountproduceret underholdning eksploderer på streamingtjenesterne, kan selv de ivrigste læsere og lyttere ikke nå at læse alle de bøger, der sprøjtes ud inden for deres favoritgenre. Hvad bliver det mon, der kommer til at afgøre, hvad de vælger? Placeringen på appens side? Den er dyr, og der er ikke plads til alle øverst. Forsiden? Den bliver også maskinproduceret. Forfatternavnet? Det er i fare (Hvorfor ikke oppe bestsellerforfatternes produktion til to-tre bøger om året med lidt hjælp fra AI?). Plottet? Det er magen til det i alle bøgerne lige ved siden af. Tilrettelæggelsen af det? Den er for længst sat i system (korte kapitler, cliffhangers, sidehandlinger, der trækker spændingen ud). Sproget? Ha, den er god med dig.

Men alligevel: Tænk, hvis evnen til at fortælle en god historie godt rent faktisk viste sig at være en økonomisk rentabel tømmerflåde på et hav af generisk plapren? Man kan jo drømme. Og om ikke andet bryste sig af stadig at være med til at levere tømmer. Uden splinter, så det er rart at sidde på.

Arbejdstid: 64 timer (suk)

Læsning: Har måttet aflevere 18. november midt i # 475. Pokkers. Læser Rin Usamis lille roman Idol, brænder