Oversætter 24: Sproget før den helt store verden kom til
At oversætte en roman, der er skrevet nu, men foregår i 1600-tallet, giver nye ord at lege med, men stjæler også mange, for eksempel alle dem, vi har lånt fra engelsk, og mange af dem, vi har lånt fra fransk og latin. For selv om vi havde låneord dengang, var der kun få af dem i dagligsproget, og de, der var, kom gerne fra Tyskland. Og så er der alle de ting og begreber, der slet ikke var opfundet eller opdaget endnu, og som farver vores sprog i dag: moderne lægevidenskab, psykoanalyse, motorer, telefoner …
Men hvorfor skulle det være et problem for oversætteren? Forfatteren skriver jo selv "gammeldags" og undgår naturligvis at putte mobiltelefoni ind i handlingen. Hvor svært kan det være?
Svært. Engelsk har mange flere tidlige låneord fra fransk, for England blev invaderet af normannerne i 1000-tallet. Særligt borgerskabet og overklassen havde dagligsprog med franske ord, som endnu ikke havde gjort deres indtog i Danmark på det tidspunkt. Og forfattere glemmer til tider, at moderne opdagelser også smitter af på vores dagligsprog – det virker for eksempel besynderligt, når en vikingemø falder for en krigers "magnetiske udstråling". For øjeblikket er jeg heldigvis lykkeligt fri for både den slags brølere og den slags klichéer, men gode oversættere redder ofte distræte – eller rent ud sagt dårlige – forfattere fra sig selv.
Hvis tonen skal lyde overbevisende, må man derfor vogte sit sprog, og til tider forfatterens: Væk med ellers helt almindelige ord som anonym, diarré, ekspedition eller deprimeret – de er for moderne, for anakronistiske. Krigeren fra før må få noget dragende over sig, og hvis det bliver for fladt, må man forsøge at koble det til et eller andet konkret i den omgivende tekst – måske er man heldig, at der står noget om hans blik, hans svulmende overarme eller hans følsomhed lige ved siden af.
Men det er de små ord, der gør det store arbejde. Et tænkt eksempel:
"Bagefter spurgte jeg ham, hvordan han havde sovet, selv om jeg udmærket vidste, at han havde haft forfærdelig ondt i maven."
Kunne blive til:
"Siden spurgte jeg ham, hvorledes han havde sovet, skønt jeg meget vel vidste, at han havde haft gruelig mavepine."
Siden, hvorledes (end)skønt, meget vel – vi glemmer ofte, hvor meget der ligger i valget af de ord, der binder teksten sammen. Der kan skrues på den slags i det uendelige, når man oversætter til "gammeldags". For det er jo ikke meningen, at sproget skal være autentisk, en tro kopi af, hvordan man talte dengang – det ville vi have svært ved at læse. Og det må heller ikke blive for teatralsk, medmindre forfatteren skriver det teatralsk. Det skal lyde vagt ikke-nutidigt med enkelte klare tidsmarkører. Når jeg kigger på eksemplet ovenfor, tænker jeg, at det måske skal dæmpes lidt. Man falder nemt i H.C. Andersen-hullet, fordi han er den "gammeldags" digter, vi alle er opflasket med, og jeg er i 1600-tallet lige nu, ikke 1800-tallet. Ordet gruelig er måske for andersensk (forskrækkelig ville have været endnu værre). Måske bør mavepine være mavekneb. Hvorledes bør måske rettes tilbage til hvordan, selv om det klinger mere moderne. Og så videre og så videre. Helt sikker bliver man aldrig. Men man modellerer uvægerlig en tone frem i løbet af 350 sider. Og så starter man forfra og forfra igen, til man synes, den bærer.
Arbejdstid: 47 timer
Ugens læsning: Prophet Song af Paul Lynch - på side 1½