Oversætter 24: Ude i virkeligheden er de ligeglade med fornemt sprog

Ugens opslag har kun indirekte med oversættelse at gøre, for jeg har brugt den på at være aktivt vred – og på at iagttage mig selv fascineret, fordi det sker så sjældent.

Et lejemål i et fremmed land viste sig at være angrebet af mug og svamp i så imponerende mængder, at der ikke var andet at gøre end at flytte ud.

Og hvordan griber man så den slags an? Hvordan får man kommunikeret, at man er utilfreds uden at lyde urimelig eller sart eller skingrende vanvittig? Hvordan holder man sig venlig, men bestemt – og hvornår skønner man, at nu må det være nok med venligheden? Og hvordan udtrykker man sig, når alle, man har fat i, taler gebrokkent engelsk?

Jeg har lært en del, men først og fremmest:

Så kommuniker dog enkelt, Signe! Alle dine fine høflighedsfraser og formuleringer med deres mange lag og subtile bibetydninger fører ingen vegne, og slet ikke når du taler med et callcenter, hvis personale skiftes ud i takt med solens gang over planeten.

Som oversætter har man altid sytten processer kørende samtidig. Der er en handling, som skal glide. Der er en tone, som skal holdes, eller flere. Der er temaer, som skal understøttes. Der er stemmer, som skal kunne skelnes fra hinanden. Der er rim og rytme og pauser og ordspil. Der er alt det usagte, som alligevel helst skal siges ganske sagte et sted i baggrunden. Og alt sammen gennem ordvalg. Ordvalg, ordvalg, ordvalg.

På enkelt sprog kommer jeg helt til kort. Jeg kan ikke finde ud af at udtrykke mig koncist, og da slet ikke, når der er så helt utrolig meget, jeg gerne vil meddele på en gang (jegvedgodtdetikkeerdinskyldogatdubarearbejderherogjegvilpåingenmådeværeurimeligmendethereraltsåalligevelforgroftogforøvrigthamrendeusundtoghvadgørvihvisudlejerikkevilrefunderepengenealligevel …?).

Jeg tænker så latterligt meget over sprog og processerne bag (og er, indrømmet, så himmelråbende skandinavisk konfliktsky), at det nærmest giver fysiske gener at skrive: "Lejligheden har skimmelsvamp. Det kan ikke fjernes. Møblerne er mugne. Vi vil have vores penge tilbage."

Men efter fire dages intensivt kursus har jeg lært det – en helt ny færdighed. Jeg må tale med min chef om lønforhøjelse. Og muligvis begynde at spille langdistancepoker.

Arbejdstid: 35 timer, trods alt

Ugens bog: Stadig Paul Murray – heldigvis 300 sider tilbage.