Stilbrud og fisk

Revived by soup, Twemlow discourses mildly of the Court Circular with Boots and Brewer. Is appealed to by Veneering, on the disputed question whether his cousin Lord Snigsworth is in or out of town? Gives it that his cousin is out of town. 'At Snigsworthy Park?' Veneering inquires. 'At Snigsworthy,' Twemlow rejoins. Boots and Brewer regard this as a man to be cultivated; and Veneering is clear that he is a remunerative article. Meantime the retainer goes round, like a gloomy Analytical Chemist: always seeming to say, after 'Chablis, sir?'—'You wouldn't if you knew what it's made of.'
Der er én ulempe ved at tage Dickens bid for bid: Man mister nemt følelsen for flowet. Da jeg lagde ud med bloggen her, havde jeg faktisk oversat hele første kapitel fra starten, men det viste sig at være en udfordring for blogstilen, der helst skal have næsen helt nede i de små detaljer. Måske løsningen, når vi når kapitel tre, er at råoversætte i ét hug og så gå til detaljerne søndag for søndag.
Men har I lagt mærke til noget?
Dickens er på mange måder et skoleeksempel på den victorianske forfatter. Stilen er ordrig, sætningerne lange, pointerne pakket forsvarligt ind i femstavelsesord. Men den aldrende forfatter er begyndt at eksperimentere, og man aner indimellem den moderne roman i horisonten.
Lige nu benytter han for eksempel en slags notatagtig kortform i sætningerne. Eller rettere: De er stadig lange og godt pumpet op, men den almindelige sætningsstruktur – groft sagt grundled, udsagnsled, genstandsled, nogen der gør noget – har han droppet for at sætte tempoet op. Så vi får fragmenter som Thus the melancholy retainer, som egentlig betyder Sådan lyder det fra den melankolske lakaj; og Revived by soup, Twemlow discourses …, som egentlig betyder Twemlow, der er kommet til kræfter igen oven på suppen, konverserer … Og i næste sætning ryger grundleddet helt: Is appealed to by Veneering, begynder sætningen.
Dickens var også journalist, og han kunne stenografere. Han havde eminent godt styr på teksters grundstillads og virkemidler. Og her ved han udmærket at han bliver lang i spyttet. Hele kapitlet er et oprids af en tid, et sted og en lang række personer, som nok skal få mere kød på knoglerne senere, men først skal vi have kridtet banen grundigt op, med vanligt glimt i øjet. Og nu hvor den præmis er etableret, kan vi godt give pokker i gængs syntaks og gribe journalistens notesblok i stedet.
Nå, tænker du måske, og hvad så? Men det er faktisk småradikalt, for det gør også op med fortællerrollen. Pludselig gør den trygge, velkendt alvidende fortæller krumspring og peger på sig selv som fortæller. "Hallo, derude, keder du dig lidt?" siger han. "Jamen så sætter vi da farten op, for det kan vi – det er jo bare en historie, ikke virkelighed. Vi kan gøre hvad vi vil." Dét er moderne!
Oversætteren må naturligvis følge trop og ikke give sig til at normalisere sætningsstruktur:
Twemlow, af suppen genvakt, konverserer mildt Boots og Brewer om seneste nyt fra Hoftidende. Bliver under fisken appelleret til af Veneering i en diskussion om hvorvidt hans fætter er rejst fra byen eller ej. Melder at fætteren er rejst. "Til Snigsworthy Park?" vil Veneering vide. "Til Snigsworthy," lyder det fra Twemlow. Boots og Brewer ser manden som et dyrkningsværdigt bekendtskab; Veneering gør det klart at han er en lønsom erhvervelse. I mellemtiden går lakajen sin runde, som en dyster analysekemiker, og synes altid – efter "Chablis, hr.?" – at sige: "De ville betakke Dem hvis De vidste hvad der er i den."
Nørdebonusinfo om under fisken i stedet for at the fish stage of the banquet. Her går måske en frygtelig masse tabt – men kun for den meget opmærksomme læser. Stage er et bredt ord på engelsk og kan i denne sammenhæng dække alt fra stadium til fase til trin til punkt. Og hæng nu på: Charles Darwins Arternes oprindelse udkom i 1859. Charles Dickens (hvad er det med navneligheden mellem de to?!) har, her i 1864, formodentlig læst den, og han har helt sikkert læst om den. Så the fish stage har en dobbeltbetydning, noget hen ad festmåltidets fiskestadie – en udmærket oversættelse hvis det ikke var fordi den på dansk fremstår en lille smule skæv. Det kunne nok alligevel gå hvis stilladseringen var på plads, men det er den ikke. For Dickens får hjælp i sin lille tankeflugt af et tidligere ord: soup. The primordial soup, som Twemlow, fristes man til at sige, lige er steget forfrisket op af. Men the primordial soup hedder urhavet på dansk, så der er ingen hjælp at hente der. Derfor holder jeg mig fra det lidt pudsige stadie – som på dansk kun har betydningen udviklingstrin og derfor ligesom fordrer at fisken senere vil blive transformeret til et pattedyr (i form af steg).
Det er ædende ærgerligt – men under fisken er til gengæld lækkert. Det fortæller, i to korte ord, ikke bare at der bliver serveret fisk, men at der senere vil blive serveret andet. Den britiske overklasse nøjedes ikke med suppe, steg og is. Tænk snarere Halvfemsårsfødselsdagen plus det løse. Alt det kan man antyde med noget så enkelt som under fisken.
Desuden er der tre ting der trøster mig:
1) Kun én læser ud af tusind vil opdage det her. Selv ikke forfatteren til min annoterede udgave har opdaget det.
2) Den ene læser ud af tusind kan meget vel være en oversætter.
3) Hvis oversætteren har dette vid i baghovedet – hvis hun husker at der gemmer sig den slags lag i teksten – kan hun føje dem til når lejligheden byder sig. Og indtil lejligheden byder sig, er det hendes fornemste opgave at sørge for at teksten ikke synker sammen under sin egen vægt.