Stupid sexy modersmål!

Jeg har desværre fået en af de små åbenbaringer jeg hader af et godt hjerte, fordi alting var meget enklere inden den meldte sig.

Lizzies far bliver, som vi fik på plads i søndags, kaldt og tiltalt Gaffer, og det kan, som også sagt, oversættes med noget hen ad fatter eller farlil eller gamle.

Men, slog det mig pludselig, i Gaffer ligger der også – og det er her man som oversætter nemt ender i fosterstilling under skrivebordet – ordet gaff.

gaf: fangstkrog, huggekrog.

fangstkrog: fiskeredskab i form af et kort skaft med en kraftig metalkrog i enden hvormed en fisk der er fanget med fiskestang, løftes op af vandet

Altså et redskab til at hale tunge ting op af vandet med. Fisk, eller … ja, hvad man nu kan have brug for at hale op af vandet i en jolle i mørkningen på Themsen i 1860'erne. (Hvad er det mon de har på slæb? Kom nu, Dickens, fortæl os det nuuuu!)

Gaffer er altså ikke kun en gammel mand, men også en der så at sige får ting på krogen. Dickens griner i kindskægget. Kan jeg få begge dele med i samme tiltaleord eller tilnavn på dansk? Jeg tvivler.

Det er det store og grundlæggende problem for oversættere: Forfatteren spiller på hele sit modersmåls store orgel med alt hvad dertil hører af over- og undertoner, triller og temaer. Og når man først ned i med- eller bibetydningerne, kan den dygtige forfatter sætte alt muligt i svingninger hos læsere med samme modersmål, fordi de for eksempel ved at Gaffer er en almindelig tiltaleform (eller var det i 1800-tallet i visse kredse på visse egne), men samtidig også ved at to gaff er at få fat i og lande en stor fisk (også i overført betydning). Det er ikke nødvendigvis bevidst – vi ved så at sige alle sammen en masse vi ikke ved vi ved, og når vi læser, sidder vi sjældent og kigger på hvert ord mens vi remser alle tænkelige betydningslag og associationer op for os selv. Men klangen er der, og måske hører vi den, mere eller mindre bevidst.

Problemet er at ord stort set aldrig dækker helt samme betydningsfelt fra sprog til sprog. Dels kan de helt konkret henvise til forskellige ting ude i virkeligheden – nose på engelsk kan for eksempel betyde både næse, snude og mule, og det er jo ikke lige meget hvad man vælger. Personligt synes jeg at en hund med næse lyder direkte foruroligende.

Men selv ord der måske betyder nogenlunde det samme kan føre til vidt, vidt forskellige associationer hos læseren. Tænk på julen: Jul, Christmas, Natal, Χριστούγεννα og クリスマス er slet ikke samme højtid (jeg aner ikke om der virkelig står jul på græsk og japansk – jeg har planket tegnene fra Wikipedia, hvilket man naturligvis aldrig bare må gøre). Der knytter sig vidt forskellige forestillinger, skikke, holdninger og forventninger til det ord, alt efter hvilken kultur, religion og klimazone man tilhører.

Det kolossale, forgrenede netværk af mere eller mindre sammenkoblede betydninger vi bærer rundt på takket være vores modersmål, er ikke noget vi tænker over, men det gør det nemt for os at kommunikere, og en forfatter kan sætte alt muligt  i gang med ganske få ord, fordi vi har store dele af netværket tilfælles:

I år målte de 35 grader juleaften.

Syv ord – og I er sikkert allerede meget langt inde i historien. For 35 grader juleaften er ikke almindeligt – i Danmark – for der bør faktisk være sne – det håber vi hvert år i Danmark, men vi ved godt at det stort set aldrig sker længere på grund af klimaforandringerne – i verden – der har gjort vinteren – i Danmark – til én lang november, og nu er der så nogen i historien der sikkert må sidde og spise and eller flæskesteg og danse om juletræ og pakke gaver ud – som vi gør i Danmark – mens sveden driver selv om pejsen ikke er tændt . Og hvem er det for resten der har målt temperaturen? Det giver også sig selv. Vi ved hvordan det er at bo i Danmark, hvor vi har meteorologer og tv og internet og radio osv.

Den sætning vil blive læst helt anderledes i Indonesien – ja, den vil blive læst mere eller mindre anderledes alle steder i verden der ikke er Danmark (og såmænd også inden for Danmarks grænser, men den snak gemmer vi til en aften vi har fået én drink for meget).

På vores modersmål kan vi forstå den sætninger som I år målte de 35 grader juleaften helt uden videre, fordi vi har sproget og verden og historien og skikkene tilfælles. Det er ikke noget vi tænker over, det fungerer bare, og det er derfor modersmål er så fantastisk. Vi har så skarpt et øre  for dets nuancer. Der sker vilde ting i modersmålets dyb.

Lagde I mærke til at jeg skrev planke lige før? Jeg plankede de græske og japanske betegnelser fra Wikipedia. Jeg kunne have kopieret dem. Jeg kunne have stjålet dem. Men jeg valgte at planke dem, fordi jeg godt kan lide det uhøjtidelige og især det lidt … klodsede? hovsa-agtige? komiske? i ordet. Jeg har aldrig slået det op, og lader bevidst være et øjeblik. Planke: Hvad hører I? Hvad forestiller I jer? Hvorfor er netop planke kommet til at betyde at komme lidt for let til noget? I behøver ikke at vide det – ordet sætter billeder, undertoner, i gang uanset hvad.

Aha, at planke: tilegne sig noget på uretmæssig eller ureglementeret måde; snyde sig til noget

A-mere-ha, at planke den: klatre over et hegn, et plankeværk el.lign. for at slippe ind til eller ud fra et sted som man ikke har adgang til på normal eller lovlig vis

Kendte I det udtryk? Det gjorde jeg ikke. Jeg forbinder det vist med en tidligere guitarist jeg elsker højt (og tilfældigvis er gift med) som stadig godt kan planke det ene eller det andet hvis der kun er tre klodser involveret. Det er det rene træsløjd. Betyder det noget at vi ikke ser eller hører helt det samme? Nej. Det virker alligevel. Kan man oversætte planke  til engelsk og få plankeværkerne med? Niks.

For oversættere, læsere og kritikere ligger der en grim neurose og lurer i det enkeltstående ords myriader af bibetydninger, for hvis man kigger på en oversat tekst ord for ord og hele tiden hæfter sig ved alt det man ikke får med, ender man hurtigt med at se oversættelsen som en bleg og blodfattig kopi af en original der strutter af nuancer.

Det man skal huske – og her skal oversætteren helst kravle ud fra sin sammenkrummede stilling under skrivebordet og sætte sig rank tilbage på stolen – er at det også gælder den anden vej. Vi kan ting på dansk som man ikke kan på engelsk. Dansk har måske andre klange, andre betydninger, men det har naturligvis lige så mange af dem som engelsk, for vi har lige så stort et behov for at beskrive verden nuanceret og præcist og raffineret og morsomt som de engelsktalende har.

Godt dansk klinger lige så rigt som godt engelsk – det kan ikke andet.

Det gælder bare – ha ha! – om at have øje for helheden, for de svingninger ordene sætter i gang sammen. Det enkelte ord – Gaffer for eksempel – kan blive en spændetrøje, men hvis man giver slip og ser på teksten i stedet, kan det måske føjes ind et andet sted, ikke nødvendigvis som et selvstændigt ord, men som en medbetydning, en overført betydning, en undertone.

Den slags kan man foregribe mere eller mindre bevidst. I baghovedet er jeg allerede begyndt at overveje om jeg senere gnidningsløst kan bruge ord eller vendinger som hale i land, på krogen, fangst, fiske, stange (som i det man gør med ål), fange, bid, redde sig osv. osv. i sammenhænge hvor gamle Hexam optræder. Måske skriver jeg ligefrem en liste med muligheder der kan give sproget saft og kraft andre steder selv om Gaffer er blegnet til (du) gamle.

Alternativt (eller i tilgift) kan jeg beslutte at netop fangstelementet i Gaffer er vigtigst og derfor droppe gamle til fordel for … tja, Gaffer er faktisk en mulighed, for gaf i betydningen fangstkrog og at gaffe i betydningen hale ind ved hjælp af en gaf findes stadig i Den Danske Ordbog. Problemet er at det a) er sjældent og b)  måske vil få læseren til at tænke på en lysmand fra filmbranchen (jf. gaffertape) og ikke en fisker.

Eller måske kan jeg holde fast i (du) gamle, der stadig er den smidigste, bredeste løsning, men enkelte steder lave en kombi, lade Riderhood tiltale ham som gamle et eller andet – noget der på samme lidt dunkle vis hentyder til hans metier. Gamle ålestanger? Nej, det er nok for blodigt. Gamle … bundfisker, lykkefisker, natfisker …?

Måske, måske ikke, men tandhjulene drejer deromme i baghovedet. Jeg lader fantasien løbe. Og uanset hvad trøster det mig at hvert eneste ord jeg bruger, er nøjagtig lige så mættet med betydninger som de engelske, af den simple grund at dansk er mit modersmål, og jeres modersmål. Hvis jeg sætter mig for at skrive så rigt jeg kan, skal jeg nok ramme ord der strutter på dansk hvor Dickens's sprog måske er mere neutralt, så helheden ikke bliver bleg og anæmisk.

Det lyder vældig selvsikkert, men ak, der ligger naturligvis også en grim neurose i at hvert danske ord har en uoverskuelig mængde indhold man ikke lige har tænkt over. Man kan sagtens ramme helt ved siden af på sit modersmål – det gør vi alle sammen hver eneste dag, i stort og småt, på skrift og i tale. Men det er faktisk min eneste solide rettesnor som oversætter, mit eneste ideal: at lyde som min forfatter så godt jeg overhovedet kan, og ikke lade ordet stå i vejen for teksten.

Og nu nåede vi ikke en eneste ny linje Dickens, beklager. Sådan er det også at være oversætter.