Tvivl har mange lag
I det Veneeringske hjem er en katastrofe under opsejling:
But now a fearful circumstance occurs.
'Mis-ter and Mis-sus Podsnap!'
'My dear,' says Mr Veneering to Mrs Veneering, with an air of much friendly interest, while the door stands open, 'the Podsnaps.'
A too, too smiling large man, with a fatal freshness on him, appearing with his wife, instantly deserts his wife and darts at Twemlow with:
'How do you do? So glad to know you. Charming house you have here. I hope we are not late. So glad of the opportunity, I am sure!'
When the first shock fell upon him, Twemlow twice skipped back in his neat little shoes and his neat little silk stockings of a bygone fashion, as if impelled to leap over a sofa behind him; but the large man closed with him and proved too strong.
'Let me,' says the large man, trying to attract the attention of his wife in the distance, 'have the pleasure of presenting Mrs Podsnap to her host. She will be,' in his fatal freshness he seems to find perpetual verdure and eternal youth in the phrase, 'she will be so glad of the opportunity, I am sure!'
Av, at blive inviteret til middag og så tage fejl af hvem der er værten! Kan I huske overvejelserne om gruelig, grufuld, frygtelig, skrækkelig, forfærdelig, gruopvækkende, rædselsvækkende osv.? Der var ét ord jeg bevidst ikke satte på listen: forskrækkelig. Det optræder ellers hyppigt hos H.C. Andersen, så man skulle tro at det ville sidde lige i skabet til en tekst fra 1864, men nej, det er stort set forsvundet fra sproget nu, på nær i spøgende sammenhænge.
Netop derfor er jeg fristet til at bruge det her: Nu sker der noget forskrækkeligt! Det slår en tone an, fortæller læseren at der næppe venter den helt store tragedie forude. Et ord sætter små rodtråde i tekstens muld, et mycelium der står i forbindelse med andre ord, andre tekster, andre sammenhænge, og vi har så fin en sans for disse underjordiske sprogforbindelser, at vi sjældent tænker over det.
Så:
Men nu sker der noget forskrækkeligt.
"Hr. og fru Pod-snap!"
"Se, min kære," siger hr. Veneering til fru Veneering og smiler venligt og imødekommende mod den åbne dør. "Her har vi Podsnap og frue."
En stor, alt, alt for smilende mand med noget dræbende frisk over sig kommer til syne med sin hustru, men forlader hende straks for at kaste sig over Twemlow med ordene:
"Godaften, godaften! Glæder mig at træffe Dem. Dejligt hjem De har her. Vi kommer forhåbentlig ikke for sent. Mig en overordentlig fornøjelse."
Ved det første chok gør Twemlow to baglæns hop i sine nydelige små sko og nydelige små silkestrømper efter svundne tiders mode, som ville han springe over sofaen bag sig. Men den store mand lader sig ikke afskrække og følger med
"Tillad mig at præsentere min frue for husets herre," siger den store mand og forsøger at tiltrække sig sin hustrus opmærksomhed fra det fjerne. "Det vil," – han lader, i sin dræbende friskhed, til at finde noget evigt ungt og grødefuldt i frasen – "det vil være hende en overordentlig fornøjelse at hilse på Dem."
Passagens største problem er Podsnaps gentagelse: So glad of the opportunity, I am sure!Sidste halvdel er nem: I am sure skal ikke oversættes med er jeg sikker på– ja, det skal faktisk ikke oversættes. Det er en slags forstærkende vending, ligesom må jeg sige eller lignende – tom for egentligt indhold, men nødvendig for eftertrykkets skyld. Jeg har bygget den ind i hovedreplikken – mig en overordentlig fornøjelse – så den er ekstra indladende.
Men hvorfor ikke noget hen ad det kan jeg forsikre dem for? Det ville fungere fint, også i gentagelsen af replikken på hustruens vegne.
Fordi Podsnap ganske vist er utåleligt indladende, men han lefler ikke. Han er, skal vi få at se, mere nedladende end indladende. Replikken her skal være overstrømmende, men med plads til det patroniserende. Han forsøger, i moderne terminologi, at give den som alfahan, også når han er gæst hos andre.
Derfor er jeg heller ikke tilfreds med Mig en overordentlig fornøjelse. For det første er den lidt skæv – der må findes et bedre tillægsord end overordentlig. Men jeg vil ikke bruge tid på at lede efter det, for jeg tror hele replikken skal skiftes ud.
Nøgleordet er opportunity: Middagsselskabet er én stor transaktion, en del af disse opkomlinges stræben efter nye forbindelser, mere magt, flere muligheder for at rage til sig. Så i ly af en almindelig høflighedsfrase (der er stort set synonym med Glæder mig at træffe Dem) takker hr. Podsnap faktisk direkte for håndsrækningen.
Den kan mit Louisiana Literature-tilsumpede hoved ganske enkelt ikke kringle i dag. Jeg lader den stå som den står, og håber på at blive frelst af enten jeres eller mine egne fremtidsfriske øjne.
Andre nedslag:
Jeg ville så gerne lade den lejede, skrutbrystede herold trække hr. og fru ud, som han gør på engelsk med Mis-ter og Mis-sus, men det bliver for sprechstallmeisteragtigt: Herrr og frrru Podsnap! Omvendt er det ærgerligt at sætte elastik i Podsnap, for det er da et piskesmæld af et efternavn. Problemet kan løses ved at bibeholde de engelske tiltaleformer hele vejen igennem romanen – og det overvejer jeg da også. Men fordi vi jo i 1800-tallets Danmark havde et tiltalesystem der minder om det engelske, hælder jeg til at bruge det. Jeg vil i hvert fald ikke lægge det på hylden endnu.
Har herrerne i selskabet hustruer eller koner? Hustruer, siger jeg. Fordi de er overklasse, og fordi fortællerens synsvinkel ligger hos Twemlow. Han ville aldrig sige, endsige tænke, kone.
Der er et underligt tidsskift fra nutid til datid midt i passagen. Jeg må indrømme at jeg ikke forstår hvorfor, og at jeg er fortsat ufortrødent i nutid. Det er ikke første gang jeg ikke er helt med på Dickens' tidsskift. Jeg forbeholder mig retten til at se stort på dem når jeg synes det tjener teksten.