Veneerings metonymiske hjertevenner
Metonymi lyder så fornemt, men vi mestrer det alle sammen:
Hey, bord 3 vil gerne betale.
Selvfølgelig vil et bord ikke noget som helst, men det er effektiv kommunikation: Man erstatter personen – eller begrebet eller genstanden – som man vil omtale, med et sprogbillede der er karakteristisk for den eller det pågældende. Hvis bordene ikke har numre, og der kun sidder en enkelt person, kan Cæsarsalaten vil gerne betale måske bruges. Det er et smart greb, for det kan korte lange beskrivelser ned og skabe variation i sproget. Desuden er det godt til hån eller humor: Rollatoren derhenne vil gerne betale. Det behøver ikke at være kort: De fire cæsarsalater med dampet kyllingebryst og uden dressing vil gerne betale. Og billedet kan blandes: De fire fedtforskrækkede cæsarsalater vil gerne betale.
Her kommer dagens tekst – en ordentlig luns, så spring endelig til metonymiafdelingen (med fed) hvis Twemlows relationelle kvababbelser bliver for meget:
But, it was not this which steeped the feeble soul of Twemlow in confusion. This he was used to, and could take soundings of. The abyss to which he could find no bottom, and from which started forth the engrossing and ever-swelling difficulty of his life, was the insoluble question whether he was Veneering's oldest friend, or newest friend. To the excogitation of this problem, the harmless gentleman had devoted many anxious hours, both in his lodgings over the livery stable-yard, and in the cold gloom, favourable to meditation, of Saint James's Square. Thus. Twemlow had first known Veneering at his club, where Veneering then knew nobody but the man who made them known to one another, who seemed to be the most intimate friend he had in the world, and whom he had known two days—the bond of union between their souls, the nefarious conduct of the committee respecting the cookery of a fillet of veal, having been accidentally cemented at that date. Immediately upon this, Twemlow received an invitation to dine with Veneering, and dined: the man being of the party. Immediately upon that, Twemlow received an invitation to dine with the man, and dined: Veneering being of the party. At the man's were a Member, an Engineer, a Payer-off of the National Debt, a Poem on Shakespeare, a Grievance, and a Public Office, who all seem to be utter strangers to Veneering. And yet immediately after that, Twemlow received an invitation to dine at Veneerings, expressly to meet the Member, the Engineer, the Payer-off of the National Debt, the Poem on Shakespeare, the Grievance, and the Public Office, and, dining, discovered that all of them were the most intimate friends Veneering had in the world, and that the wives of all of them (who were all there) were the objects of Mrs Veneering's most devoted affection and tender confidence.
Thus it had come about, that Mr Twemlow had said to himself in his lodgings, with his hand to his forehead: 'I must not think of this. This is enough to soften any man's brain,'—and yet was always thinking of it, and could never form a conclusion.
A Member, an Engineer, a Payer-off of the National Debt, a Poem on Shakespeare, a Grievance, and a Public Office: Metonymien dukker op halvvejs gennem flokken, men først må vi lige have på plads hvad ordene betyder. Her kan nutidslæsere nemt komme på glatis, uanset om de har engelsk som modersmål eller ej. A member, okay, men et medlem af hvad? Som sædvanlig er oversætterens bedste hjælp at spørge sig selv hvad der foregår.
Veneering – manden med det fernislugtende navn – rager åbenbart venner til sig i rasende fart. Hvorfor gør han det? Fordi ham vil frem i verden og ind i de finere kredse. Og det er netop dem vi ser repræsenteret her. Medlemmet er garanteret parlamentsmedlem, ingeniøren er teknisk uddannet, og ham med nationalgælden har med finanspolitik at gøre. Digtet om Shakespeare er noget inden for kulturen, klageren udbreder sig sikkert i dagspressen og det offentlige embede har en betroet stilling af en slags. Altså lutter mænd med indflydelse, men – og det er vigtigt – ikke med stor indflydelse. Det er ikke kendte mænd, for så var de blevet præsenteret ved navn. De er det de laver, og det de laver, er ikke bemærkelsesværdigt nok til at nogen har hørt om dem. Veneering netværker altså på livet løs, men dem han mænger sig med, længes også mod højere luftlag.
Vil man vide mere – hvorfor lige statsgælden, hvorfor lige Shakespeare? – findes der faktisk Dickens-håndbøger, og Michael Cotsell har skrevet et fremragende sæt noter til Our Mutual Friend. Hos ham kan man læse at ingeniøren sikkert har med jernbaneboomet at gøre, at briterne gennem et par århundreder havde oparbejdet en udlandsgæld på over tolv millioner pund, en gæld man endeløst diskuterede om man burde betale af på eller ej, at Shakespeare fyldte tre hundrede år i 1863, hvilket førte adskillige hyldestdigte med sig, og endelig at folk med klagemål er et tilbagevendende tema hos Dickens, der elskede at hade bureaukratiet og alt hvad det affødte.
Behøver læseren at vide alt det? Nej, men det hjælper oversætteren med at vælge sine ord: et parlamentsmedlem, en ingeniør, en fortaler for afvikling af statsgælden, et digt om Shakespeare, et klagemål og et offentligt embede.
Det er fint arbejde af Dickens: To gængse betegnelser for personer, en lidt mere usædvanlig ditto og så, når vi er godt med på vognen, tre metonymiske. Jeg trækker på smilebåndet, særligt over det omvandrende klagemål.
Og her kommer et lykkeligt øjeblik i oversættertilværelsen, for alle disse mænd bliver nævnt igen umiddelbart efter, og her kan dansk noget som engelsk ikke kan: lave sammensatte navneord.
Sammenlign:
And yet immediately after that, Twemlow received an invitation to dine at Veneerings, expressly to meet the Member, the Engineer, the Payer-off of the National Debt, the Poem on Shakespeare, the Grievance, and the Public Office …
Ikke desto mindre modtog Twemlow straks efter en middagsinvitation fra Veneering, udtrykkeligt for at møde parlamentsmedlemmet, ingeniøren, statsgældsafvikleren, shakespearehyldesten, klagemålet og embedet …
Det er da smukt! Dickens kan godt være misundelig. Oversætteren klasker for en gangs skyld sig selv på ryggen og går ud i solen.
Resten af lunsen:
Men det var ikke det der druknede Twemlows stakkels sjæl i forvirring. Den slags var han vant til, og dets dybder kunne han kunne lodde. Nej, den afgrund han ikke kunne finde bund i, og som gav ham evigt voksende hovedpine, var det uløselige spørgsmål om hvorvidt han var Veneerings ældste ven eller nyeste ven. Den harmløse herre havde brugt mange ængstelige timer på at endevende dette problem, både i sit logi over lejestalden og i sin herreklub på Saint James's Square, hvis kolde, dunkle værelser var så velegnede til grublerier. Twemlow havde i sin tid lært Veneering at kende netop der, hvor Veneering dengang ikke kendte nogen på nær den mand som havde præsenteret dem for hinanden, og som lod til at være den mest fortrolige ven han havde i verden – det ubrydelige bånd deres sjæle imellem var blevet knyttet to dage forinden takket være en fælles fortørnelse over bestyrelsens forbryderiske syn på tilberedningen af kalvefilet. Straks efter modtog Twemlow en invitation til at spise middag med Veneering, og også manden var en del af selskabet. Straks efter det modtog Twemlow en invitation til at spise middag med manden, og også Veneering var en del af selskabet. Mandens gæster talte desuden et parlamentsmedlem, en ingeniør, en fortaler for afvikling af statsgælden, et digt om Shakespeare, et klagemål og et offentligt embede, der alle lod til at være vildfremmede for Veneering. Ikke desto mindre modtog Twemlow straks derefter en invitation til middag hos Veneering, udtrykkeligt for at møde parlamentsmedlemmet, ingeniøren, statsgældsafvikleren, shakespearehyldesten, klagemålet og embedet, og opdagede, under middagen, at de alle var Veneerings allernærmeste venner, og at deres hustruer (som også var til stede alle sammen) nød fru Veneerings mest hengivne opmærksomhed og inderlige fortrolighed.
Det var årsagen til at hr. Twemlow, i sit logi og med hånden for panden, sagde til sig selv: "Jeg må lade være med at tænke over det. Det kan jo få enhver til at gå fra forstanden," – og dog tænkte han over det uafbrudt, uden nogensinde at nå til nogen konklusion.
Kilder:
Michael Cotsell: The Companion to Our Mutual Friend. Routledge 1986
Lex om metonymi: https://lex.dk/metonymi
Lex om synekdoke (fordi jeg aldrig kan huske hvad der er hvad): https://lex.dk/synekdoke