En rød tråd skal være rød

Jeg har sagt det før: En oversætter flytter aldrig bare ord. Et ord farves af sine omgivelser, og det gør en sætning også. Hvis sætningen optræder flere gange, skal den fungere hver gang, selv om omgivelserne skifter.

Jeg sloges med "So glad of the opportunity, I'm sure!" allerede i august hvor Podsnap leverede replikken første gang. I sidste uge vendte den tilbage, nu med dobbelt skrue.

Sådan er det at skrive, og sådan er det at oversætte: Man arbejder bevidst med gentagelser og ekkoer og forvridninger. Overalt er der små, fine røde tråde man ikke bare kan erstatte med hvad man nu måtte have af garnrester.

Men at finde den helt rigtige rød der passer smukt alle steder? Det kan virke helt umuligt.

"So glad of the opportunity, I'm sure!" er, som jeg skrev i august, en ren høflighedfrase. Podsnap er en tom tønde der buldrer løs, som tomme tønder gør. Der kunne sådan set stå hvad som helst fra listen over ting man kan lire af når man hilser på nogen, men ordvalget er ikke tilfældigt. Dickens bruger det til diskret at fortælle os noget om Podsnap.

Replikken optræder ikke alene, men er en del af en større ordflom: "How do you do? So glad to know you. Charming house you have here. I hope we are not late. So glad of the opportunity, I am sure!"

Øjeblikket efter gentager Podsnap den, nu om sin kone, og den kommer til at klinge lidt særere: "She will be so glad of the opportunity, I am sure!"

Dernæst får den en tur mere da han hilser på den rigtige Veneering uden at ane hvem han er, og til sidst, da forvekslingshalløjet når sit klimaks, gentager han den igen, nu forvansket: "Ridiculous opportunity—but so glad of it, I am sure!"

Opportunity, opportunity, opportunity, opportunity! Det er opportunities en opkomlings underbevidsthed er fuld af.

Oversætterens job er at gøre som forfatteren og finde en løsning der:

1. virker helt naturlig og upåfaldende første gang den optræder.

2. fungerer i selskab med en hel masse andet høflighedslir.

3. duer som hilsen til en person man kender i forvejen – for hvis Podsnap og Veneering ikke kendte hindanden, ville forvekslingen jo ikke være så sjov.

4. kan gentages om en anden og klinge en anelse spøjst.

5. kan forvanskes med komisk effekt til sidst.

Det er som at forsøge at presse en pude flad: Hver gang man trykker ned det ene sted, buler den op det andet. Jeg vil ikke give køb på undertonen af grisk opadstræben, så jeg har kig på ord og vendinger som værdsætte, sætte pris på eller skatte, og de kan heldigvis godt kombineres med vanlige høflighedsfraser i betydningen "Det glæder mig at se Dem". Men det får slutforvanskningens ridiculous/tåbeligt til at lægge sig til bekendtskabet, ikke til situationen, og det er ikke så godt, for så er Podsnap jo ikke længere høflig.

Seneste forsøg:

"Godaften, godaften! Glæder mig at træffe Dem. Dejligt hjem De har her. Vi kommer forhåbentlig ikke for sent. Hvor jeg dog sætter pris på at se Dem."

…

"Tillad mig at præsentere min frue for husets herre," siger den store mand og forsøger at tiltrække sig sin hustrus opmærksomhed fra det fjerne. "Hvor hun dog," – han lader, i sin dræbende friskhed, til at finde noget evigt ungt og grødefuldt i frasen – "hvor hun dog vil sætte pris på at se Dem."

...

I dette indviklede dilemma sætter hr. Veneering med fremstrakt hånd kursen mod den store mand og forsikrer ham smilende om hvor herligt det er at se ham – og den uforbederlige personnage svarer omgående med sin dræbende friskhed: "Mange tak. Jeg kan med skam at melde ikke på stående fod huske hvor det er vi har truffet hinanden, men hvor jeg dog sætter pris på at se Dem!"

…

Hvorpå Podsnap, efter igen at have givet hånd til Veneering som Veneering, igen giver hånd til Twemlow som Twemlow og, til sin egen udelte tilfredshed, runder det hele af ved at bemærke til sidstnævnte: "Tåbeligt at se Dem ­– men hvor jeg dog sætter pris på det."

Jeg ender måske med at måtte give mere slip til sidst – vælge noget nemmere forståeligt hen ad "Tåbelig forvikling – men hvor jeg dog sætter pris på at træffe Dem." Men det er jo ikke nær så morsomt. Nej, altså, så hellere den utilsigtede ubehøvlethed. Podsnap er jo netop fuldstændig blottet for både skam og situationsfornemmelse.

Og uanset hvad har jeg nu grublet forgæves i tre uger. Måske frelser I mig, men ellers må vi videre.